Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Frie kapitalbevægelser – restriktioner

(EF-traktaten, art. 73 B og 73 D (nu art. 56 EF og 58 EF))

Sammendrag

Traktatens artikel 73 B (nu artikel 56 EF), sammenholdt med artikel 73 D, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat, der fritager de lejeindtægter for selskabsskat, som oppebæres på nationalt område af almennyttige institutioner, der i princippet er fuldt skattepligtige, hvis de er etableret i den pågældende medlemsstat, ikke fritager sådanne indtægter for selskabsskat, der oppebæres af en privatretlig, almennyttig institution alene af den grund, at den er etableret i en anden medlemsstat og derfor kun har begrænset skattepligt på den pågældende medlemsstats område.

Medlemsstaterne er ikke ifølge fællesskabsretten forpligtet til at sørge for, at udenlandske institutioner, der er anerkendt som almennyttige i oprindelsesmedlemsstaten, automatisk også anerkendes på deres område. Når en institution, der er anerkendt som almennyttig i en medlemsstat, også opfylder de betingelser, der er fastsat herfor i lovgivningen i en anden medlemsstat, og har til formål at varetage sådanne almene interesser – hvilket det tilkommer de nationale myndigheder, herunder domstolene, i den sidstnævnte stat at vurdere – kan myndighederne i denne medlemsstat dog ikke nægte institutionen retten til ligebehandling alene med den begrundelse, at den ikke er etableret på dens område.

En sådan forskelsbehandling kan ikke begrundes med hensynet til at fremme kulturen og et højt uddannelsesniveau på nationalt plan, da den omtvistede nationale ordning ikke forudsætter, at den virksomhed, der udøves af almennyttige institutioner, kommer den nationale befolkning til gode.

En sådan ordning kan heller ikke begrundes i kravet om en effektiv skattekontrol. Før en medlemsstat indrømmer en institution skattefritagelse, er den ganske vist berettiget til at anvende foranstaltninger, som giver den mulighed for at foretage en klar og præcis kontrol af, om institutionen opfylder betingelserne for skattefritagelse i den nationale lovgivning, og til at kontrollere dens faktiske drift. Selv om det kan være vanskeligt at foretage den nødvendige kontrol med institutioner, der er etableret i de andre medlemsstater, er dette imidlertid rent administrative ulemper, som ikke er tilstrækkelige til at begrunde, at myndighederne i den pågældende medlemsstat nægter de pågældende institutioner de samme skattefritagelser, som gælder for institutioner af samme type, der principielt er fuldt skattepligtige i denne stat.

Så længe der ikke er nogen direkte forbindelse mellem den skattefordel, som skattefritagelsen af lejeindtægterne består i, og udligningen af denne fordel ved en bestemt skatteopkrævning, kan den pågældende restriktion ikke begrundes med hensynet til at sikre sammenhængen i skatteordningen.

Det samme gælder nødvendigheden af at bevare skattegrundlaget, da en nedgang i skatteindtægten ikke udgør et tvingende alment hensyn, som kan begrunde en foranstaltning, der i princippet er i strid med en grundlæggende frihed.

Hvad angår hensynet til bekæmpelse af kriminalitet kan der ikke støttes nogen generel formodning for kriminel virksomhed på den omstændighed, at en institution er etableret i en anden medlemsstat. I øvrigt fremstår udelukkelsen af sådanne institutioner fra skattefritagelse, selv om der findes flere midler til at kontrollere deres regnskaber og virksomhed, som en foranstaltning, der går ud over, hvad der er nødvendigt til bekæmpelse af kriminalitet.

(jf. præmis 39, 40, 45, 47, 48, 55, 56 og 58-62 samt domskonkl.)