Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget – relevante forhold – forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

(Art. 226, stk. 2, EF)

2. Traktatbrudssøgsmål – sagens genstand – afgrænsning under den administrative procedure

(Art. 226 EF)

3. Traktatbrudssøgsmål – bevis for traktatbruddet – Kommissionens bevisbyrde

(Art. 226 EF; Rådets direktiv 92/43)

4. Miljø – bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter – direktiv 92/43

(Rådets direktiv 92/43, art. 12, stk. 1)

Sammendrag

1. I henhold til artikel 226, stk. 2, EF kan Kommissionen kun anlægge et traktatbrudssøgsmål for Domstolen, såfremt den pågældende medlemsstat ikke har efterkommet den begrundede udtalelse inden for den frist, Kommissionen har fastsat herfor.

Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et traktatbrud, skal i øvrigt vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse.

(jf. præmis 22 og 23)

2. I forbindelse med et traktatbrudssøgsmål har den administrative procedure til formål at give den berørte medlemsstat lejlighed til dels at opfylde sine fællesskabsretlige forpligtelser, dels virkningsfuldt at tage til genmæle over for Kommissionens klagepunkter.

Følgelig kan Kommissionen i sit traktatbrudssøgsmål begrænse sagens genstand. Selv om åbningsskrivelsen har til formål at afgrænse sagens genstand, og Kommissionen med klarhed i den begrundede udtalelse skal anføre de klagepunkter, den allerede mere omfattende har gjort gældende i åbningsskrivelsen, er dette nemlig, under den administrative procedure, hverken til hinder for, at sagens genstand begrænses, eller at den udstrækkes til yderligere foranstaltninger, der i det væsentlige ligner de foranstaltninger, der blev anfægtet i åbningsskrivelsen.

(jf. præmis 33, 36 og 37)

3. Det påhviler Kommissionen under en traktatbrudssag, der er anlagt i medfør af artikel 226 EF, at godtgøre, at det hævdede traktatbrud foreligger, og Kommissionen kan ikke herved påberåbe sig nogen formodning.

Det påhviler således Kommissionen, som led i en traktatbrudssag vedrørende direktiv 92/43 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, at føre bevis for den beskyttede dyrearts tilstedeværelse i det omhandlede område og ikke blot fremføre elementer, der højest godtgør sandsynligheden for dens tilstedeværelse.

(jf. præmis 59 og 63)

4. En medlemsstat har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 12, stk. 1, litra b) og d), i direktiv 92/43 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, hvis den ikke træffer alle de nødvendige konkrete foranstaltninger for at undgå dels forsætlig forstyrrelse af den pågældende dyreart i dens yngleperioder, dels beskadigelse eller ødelæggelse af dens yngleområder.

For at betingelsen om forsæt i artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 92/43 er opfyldt, skal det godtgøres, at gerningsmanden har villet indfange eller dræbe en enhed af en beskyttet dyreart eller i det mindste har accepteret muligheden for en sådan indfangning eller et sådant drab.

Det følger heraf, at en medlemsstat ikke har tilsidesat disse forpligtelser, hvis den tillader jagt på en dyreart, der ikke er omfattet af de af direktivet beskyttede arter.

(jf. præmis 70-72)