RETTENS DOM (enedommer)

8. juli 2004

Sag T-136/03

Robert Charles Schochaert

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Tjenestemænd — erstatningssøgsmål — afslag på forfremmelse — psykisk chikane — bistandspligt«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-957

Angående:

Påstand om tilkendelse af erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af Rådets gentagne afvisning af at forfremme ham til lønklasse B1 og som følge af psykisk chikane.

Udfald:

Rådet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – selvstændig karakter i forhold til annullationssøgsmål – grænser

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – annullation af den anfægtede ulovlige akt – passende godtgørelse for den ikke-økonomiske skade

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

3. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – rækkevidde

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

1.  Eftersom vedtægtens artikel 90 og 91 ikke indeholder nogen sondring mellem annulations- og erstatningssøgsmål, hverken med hensyn til den administrative procedure eller med hensyn til den processuelle behandling, og da de forskellige retsmidler er uafhængige af hinanden, kan vedkommende frit vælge mellem dem eller vælge dem begge samtidigt under forudsætning af, at der anlægges sag inden for fristen på tre måneder efter afvisning af klagen.

   Der er blevet indført en undtagelse fra princippet om, at de forskellige retsmidler er uafhængige, i tilfælde, hvor erstatningssøgsmålet er nært forbundet med annullationssøgsmålet. En part kan ganske vist anlægge erstatningssag uden at være tvunget til at kræve annullation af den ulovlige retsakt, som har forårsaget tabet, men parten kan ikke ved at nedlægge en erstatningspåstand omgå afvisningen af en påstand, som vedrører lovligheden af den samme retsakt og har samme økonomiske mål.

   Det følger heraf, at et erstatningssøgsmål, som udelukkende har til formål at opnå erstatning for en økonomisk skade, såsom tab af de yderligere indtægter, som den pågældende ville have oppebåret, hvis han var blevet forfremmet, en skade, som han i øvrigt ikke ville have lidt, hvis han fået medhold i et inden for de krævede frister anlagt annullationssøgsmål, ikke er af selvstændig karakter. Således kan den pågældende, som ikke har anfægtet de akter, der indeholder klagepunkter mod ham, ved at anlægge annullationssag inden for de krævede frister, ikke bøde på denne undladelse og opnå en længere søgsmålsfrist ved at anlægge en erstatningssag.

   (jf. præmis 24-26)

   Henvisning til: Domstolen, 15. december 1966, sag 59/65, Schreckenberg mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 327; org.ref.: Rec. s. 785, på s. 797; Domstolen, 12. december 1967, sag 4/67, Collignon mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 415; org.ref.: Rec. s. 469, på s. 480; Domstolen, 22. oktober 1975, sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, Sml. s. 1171, præmis 10 og 11; Retten, 24. januar 1991, sag T-27/90, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 35, præmis 36 og 37; Retten, 27. juni 1991, sag T-156/89, Valverde Mordh mod Domstolen, Sml. II, s. 407, præmis 144; Retten, 13. juli 1993, sag T-20/92, Moat mod Kommissionen, Sml. II, s. 799, præmis 46; Retten, 28. maj 1997, sag T-59/96, Búrban mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 109, og II, s. 331, præmis 25-27; Retten, 19. september 2000, forenede sager T-101/98 og T-200/98, Stodtmeister mod Rådet, Sml. Pers. IA, s. 177, og II, s. 807, præmis 38.

2.  En annullation af en anfægtet retsakt udgør i sig selv en passende og principielt - dvs. i det omfang, afgørelsen ikke indeholder udtrykkelige negative udtalelser vedrørende sagsøgerens kvalifikationer, som kan skade ham - tilstrækkelig genoprettelse af enhver ikke-økonomisk skade, sagsøgeren kan have lidt som følge af den annullerede retsakt.

   (jf. præmis 34)

   Henvisning til: Retten, 26. januar 1995, sag T-60/94, Pierrat mod Domstolen, Sml. Pers. IA, s. 23, og II, s. 77, præmis 62; Retten, 21 januar 2004, Robinson/Parlamentet, sag T-328/01, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 79.

3.  I henhold til den bistandspligt, som påhviler administrationen i henhold til vedtægtens artikel 24, skal denne, når der foreligger en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene kræver, konstatere, hvad der er sket, for på denne baggrund at kunne afgøre, hvilke konsekvenser vil være passende. Med henblik herpå påhviler det den tjenestemand, der gør krav på beskyttelse fra institutionen, i det mindste at fremlægge bevismidler for, at de angreb, han hævder at have været udsat for, faktisk har fundet sted. I så fald er den pågældende institution forpligtet til at iværksætte passende foranstaltninger, navnlig ved at gennemføre en undersøgelse, for i samarbejde med klagens ophavsmand at fastslå de omstændigheder, der ligger til grund for klagen.

   (jf. præmis 49)

   Henvisning til: Domstolen, 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 15 og 16; Retten, 21. april 1993, sag T-5/92, Tallarico mod Parlamentet, Sml. II, s. 477, præmis 31; Retten, 5. december 2000, sag T-136/98, Campogrande mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 267, og II, s. 1225, præmis 42.