RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

28. oktober 2004

Sag T-76/03

Herbert Meister

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»Tjenestemænd — omplacering af en chef for en tjenestegren — tjenestens interesse — stillingernes ækvivalens — ret til ytringsfrihed — omsorgspligt — begrundelse — ret til kontradiktion — ansvar uden for kontraktforhold«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-1477

Angående:

Påstand dels om annulation af KHIM's afgørelse PERS-AFFECT-02-30 af 22. april 2002, hvorved sagsøgeren og dennes stilling som juridisk rådgiver i tjenestens interesse blev underlagt vicepræsidenten, der er ansvarlig for juridiske anliggender, dels om tilkendelse af erstatning.

Udfald:

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) betaler sagsøgeren en erstatning på 5000 EUR for tjenestefejl. I øvrigt frifindes KHIM. KHIM bærer sine egne omkostninger og betaler en femtedel af de af sagsøgeren afholdte omkostninger. Sagsøgeren bærer fire femtedele af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1. Tjenestemænd – søgsmål – genstand – pålæg til administrationen – afvisning

   (Art. 233 EF; Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

2. Tjenestemænd – organisation af tjenestegrene – personalets placering – administrationens skønsbeføjelse – grænser – tjenestens interesse – overholdelse af stillingernes ækvivalens – domstolskontrol – grænser

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

3. Tjenestemænd – placering – omstrukturering af tjenestegrene – overholdelse af stillingernes ækvivalens

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

4. Tjenestemænd – foranstaltning vedrørende intern organisation, der er truffet i tjenestens interesse, og som ikke skader tjenestemandens tjenesteretlige stilling eller krænker princippet om et passende forhold mellem lønklasse og stilling – administrationens forpligtelse til forinden at høre tjenestemanden og begrunde sin afgørelse – foreligger ikke

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 25)

5. Tjenestemænd – rettigheder og pligter – ytringsfrihed – udøvelse – grænser – beskyttelse af institutionernes legitime interesser – domstolsprøvelse

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

6. Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt – rækkevidde – grænser

7. Tjenestemænd – administrationens ansvar uden for kontraktforhold – tjenestefejl – meddelelse fra en fællesskabsadministration til hele personalet om en afgørelse om omplacering af en tjenestemand, som er fuldstændig lovlig og ikke har disciplinær karakter – meddelelse, som kunne foranledige til at tro, at der var truffet en foranstaltning af disciplinær karakter – krænkelse af den omplacerede tjenestemands omdømme – ikke-økonomisk skade

1.  Det påhviler ikke Retten i forbindelse med et søgsmål anlagt i henhold til vedtægtens artikel 91 at fremsætte principerklæringer eller rette pålæg til Fællesskabets institutioner. I tilfælde af, at en retsakt annulleres, er den berørte institution i givet fald forpligtet til i medfør af artikel 233 EF at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen.

   (jf. præmis 38)

   Henvisning til: Retten, 25. marts 2003, sag T-243/02, J mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 99, og II, s. 523, præmis 4; Retten, 2. marts 2004, sag T-14/03, Di Marzio mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 63.

2.  Institutionerne råder over et vidt skøn ved tilrettelæggelsen af deres tjenestegrene under hensyn til de opgaver, de er tildelt, og ved placeringen af deres ansatte med henblik på opfyldelse af disse opgaver, dog på betingelse af dels, at placeringen sker i tjenestens interesse, dels at den overholder princippet om stillingers ligeværdighed.

   Henset til omfanget af institutionernes skøn ved vurderingen af tjenestens interesse, bør Rettens kontrol vedrørende overholdelsen af betingelsen om tjenestens interesse begrænse sig til spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har benyttet sine skønsbeføjelser på en klart fejlagtig måde.

   En institution er i medfør af det vide skøn, den råder over ved tilrettelæggelsen af dens tjenestegrene, berettiget til at antage, at tjenestens interesse berettiger en foranstaltning om omplacering af en tjenestemand, som er truffet i forbindelse med en omstrukturering af nævnte institutions administrative strukturer. Når den pågældende tjenestemand modsatte sig nævnte omstrukturering ved i denne forbindelse at skabe en betydelig uoprettelig konflikt med sin ledelse, berettiger tjenestens interesse så meget desto mere en sådan foranstaltning om omplacering af denne tjenestemand.

   (jf. præmis 61, 64, 75 og 104)

   Henvisning til: Domstolen, 23. marts 1988, sag 19/87, Hecq mod Kommissionen, Sml. s. 1681, præmis 6; Domstolen, 7. marts 1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, Sml. I, s. 599, præmis 11; Retten, 22. januar 1998, sag T-98/96, Costacurta mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 21, og II, s. 49, præmis 36; Retten, 12. december 2000, sag T-223/99, Dejaiffe mod KHIM, Sml. Pers. IA, s. 277, og II, s. 1267, præmis 53; Retten, 16. april 2002, sag T-51/01, Fronia mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 43, og II, s. 187, præmis 55; Retten, 26. november 2002, sag T-103/01, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 229, og II, s. 1137, præmis 30.

3.  Reglen om, at lønklasse og stilling skal svare til hinanden, indebærer i tilfælde af en ændring af tjenestemandens arbejdsområder ikke en sammenligning mellem hans nuværende og tidligere arbejdsområder, men mellem hans nuværende arbejdsområder og den lønklasse, han hierarkisk er indplaceret i. Følgelig er intet til hinder for en afgørelse, der medfører tildeling af nye arbejdsområder, der, selv om de adskiller sig fra dem, som tidligere blev varetaget, og af den pågældende selv opfattes som en formindskelse af kompetence, ikke desto mindre er i overensstemmelse med den stilling, som svarer til hans lønklasse. En faktisk begrænsning af en tjenestemands arbejdsopgaver vil således kun udgøre en tilsidesættelse af reglen om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling, hvis hans opgaver i det hele ligger klart under de opgaver, der svarer til hans lønklasse og stilling, når henses til beskaffenheden, betydningen og omfanget af disse opgaver.

   (jf. præmis 113)

   Henvisning til: Retten, 10. juli 1992, forenede sager T-59/91 og T-79/91, Eppe mod Kommissionen, Sml. II, s. 2061, præmis 49 og 51; Retten, 28. maj 1998, forenede sager T-78/96 og T-170/96, W mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 239, og II, s. 745, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis; Fronia mod Kommissionen, præmis 50.

4.  Såfremt en foranstaltning vedrørende rent intern organisation, der er truffet i tjenestens interesse, ikke skader tjenestemandens tjenesteretlige stilling eller krænker princippet om et passende forhold mellem lønklasse og stilling, påhviler det ikke administrationen hverken forinden at høre den pågældende tjenestemand eller at begrunde sin afgørelse.

   (jf. præmis 132 og 178)

   Henvisning til: Domstolen, 17. maj 1984, sag 338/82, Albertini m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2123, præmis 46; Domstolen, 7. marts 1990, Hecq mod Kommissionen, præmis 14; Cwik mod Kommissionen, præmis 62.

5.  Selv om tjenestemænd eller øvrige ansatte ved De Europæiske Fællesskaber fuldt ud er berettigede til at fremsætte kritiske bemærkninger vedrørende en af institutionens ledelse påtænkt omstrukturering og således gøre brug af den ytringsfrihed, som tilkommer tjenestemanden i henhold til artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention, er udøvelsen af en sådan ret ikke uden grænser. Artikel 10, stk. 2, i nævnte konvention foreskriver herved, at udøvelsen af ytringsfriheden medfører rettigheder og pligter, således at den kan underkastes en række betingelser eller restriktioner. De særlige begrænsninger af ytringsfriheden kan derfor i princippet begrundes ud fra et legitimt formål om at beskytte de rettigheder, der tilkommer de institutioner, der varetager opgaver, som skal udføres i almenhedens interesse, og hvis retmæssige udførelse borgerne bør kunne forvente.

   Ved domstolskontrollen skal Fællesskabets retsinstanser under hensyn til samtlige omstændigheder i sagen undersøge, om der er sket en korrekt afvejning af den enkeltes grundlæggende ret til ytringsfrihed og institutionens legitime formål om at sikre, at institutionens tjenestemænd og øvrige ansatte handler i overensstemmelse med deres pligter og det ansvar, som er forbundet hermed.

   Hvad angår afvejningen mellem tjenestemændenes ret til ytringsfrihed og institutionernes ret til i henhold til vedtægtens artikel 7 at placere det personale, de råder over, med henblik på at organisere tjenestegrenene i henhold til institutionernes behov må det konstateres, at tjenestens interesse og stillingernes ækvivalens åbenbart udgør betingelser, der er egnede til at sikre ligevægt mellem disse rettigheder. Disse betingelser gør det nemlig muligt for den pågældende institution at råde over det nødvendige skøn ved organisationen af dens tjenestegrene, idet den dels råder over muligheden for at omplacere tjenestemændene til andre arbejdsopgaver end dem, der oprindeligt blev udført, og samtidig dels kan garantere de pågældende tjenestemænd, at en sådan omplacering ikke er begrundet i vilkårlige hensyn, som ikke vedrører tjenestens interesse og ikke skader deres tjenesteretlige stilling. Når afgørelsen om omplacering overholder tjenestens interesse og stillingernes ækvivalens, kan den følgelig ikke tilsidesætte den pågældendes ret til ytringsfrihed.

   Üf. præmis 157-162)

   Henvisning til: Domstolen, 6. marts 2001. sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. 1, s. 1611, præmis 43-48.

6.  Administrationens omsorgspligt afspejler den balance mellem gensidige rettigheder og pligter, som vedtægten har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og dens ansatte. Selv om den kompetente myndighed i henhold til dette princip er forpligtet til ved vurderingen af tjenestens interesse at tage hensyn til alle de forhold, der kan påvirke dens afgørelse, herunder navnlig den pågældende ansattes interesse, kan hensynet til tjenestemandens personlige interesser ikke medføre, at ansættelsesmyndigheden afskæres fra at omplacere en tjenestemand mod hans ønske.

   (jf. præmis 192)

   Henvisning til: Costacurta mod Kommissionen, præmis 78; Cwik mod Kommissionen, præmis 52.

7.  En meddelelse, som via e-mail informerer hele personalet i en fællesskabsadministration om indholdet af en individuel afgørelse om omplacering af en tjenestemand, og som ikke er behæftet med nogen mangel, der kan påvirke dennes lovlighed og ikke i sig selv udgør en disciplinær sanktion, eftersom den er i overensstemmelse med tjenestens interesse og overholder stillingernes ækvivalens, udgør ikke desto mindre en tjenestefejl, som kan give anledning til erstatning, eftersom meddelelsens ophavsmand ved brugen af udtrykket »fjernet fra sin stilling«, som har åbenbar disciplinær konnotation, har vakt det fejlagtige indtryk, at nævnte afgørelse udgjorde en sådan sanktion, idet personalet eller i det mindste en del af personalet var blevet stærkt forledt til at tro, at afgørelsens adressat ved overførslen til en anden tjenestegren var blevet pålagt en sanktion, der var berettiget af sådanne årsager. En sådan tjenestefejl var årsagen til, at den pågældende tjenestemand, hvis faglige kvalifikationer blev anerkendt såvel af hans overordnede som af hans kolleger, led et ikke-økonomisk tab, eftersom den bragte ham i en situation, hvor han til stadighed skulle forsvare sig over for sine kolleger med hensyn til den foranstaltning, han var genstand for.

   (jf. præmis 202-210)

   Henvisning til: Retten, 6. marts 2001, sag T-100/00, Campoli mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 71, og II, s. 347, præmis 76; Retten, 12. december 2002, forenede sager T-338/00 og T-376/00, Morello mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 301, og II, s. 1457, præmis 150.