Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Appel – anbringender – urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder – afvisning – Domstolens prøvelse af bevisbedømmelsen – udelukket bortset fra tilfælde af urigtig gengivelse

(Art. 225, stk. 1, EF; Domstolens statut, art. 58, stk. 1)

2. Konkurrence – aftaler – konkurrencebegrænsning

(Art. 81, stk. 1, EF)

3. Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – konkurrencebegrænsning

(Art. 81, stk. 1, EF)

4. Konkurrence – aftaler – konkurrencebegrænsning

(Art. 81, stk. 1, EF)

5. Konkurrence – aftaler – konkurrencebegrænsning

(Art. 81, stk. 1, EF)

6. Konkurrence – aftaler – konkurrencebegrænsning

(Art. 81, stk. 1, EF)

Sammendrag

1. Det følger af artikel 225 EF og artikel 58, stk. 1, i Domstolens statut, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Når Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har Domstolen i henhold til artikel 225 EF kompetence til at gennemføre en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget.

Domstolen har således ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Rettens vurdering heraf udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet urigtigt.

En sådan urigtig gengivelse skal i denne henseende fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne.

(jf. præmis 51, 52 og 54)

2. En aftale kan antages at have et restriktivt formål, selv om den ikke udelukkende har til formål at begrænse konkurrencen, men ligeledes forfølger andre, lovlige mål.

(jf. præmis 64)

3. Med henblik på at fastslå, hvorvidt en aftale har et restriktivt formål i artikel 81 EF’s forstand, skal ikke blot nævnte aftales vilkår tages i betragtning, men ligeledes andre forhold, såsom de med aftalen som sådan forfulgte mål, i lyset af den økonomiske og retlige kontekst.

(jf. præmis 66)

4. En aftale vedrørende distribution har et restriktivt formål i artikel 81 EF’s forstand, hvis den klart udtrykker, at der har foreligget en vilje til at behandle eksportsalg på en mindre gunstig måde end indenlandske salg, og således fører til en opdeling af det relevante marked.

Et sådant formål kan ikke kun nås gennem direkte eksportrestriktioner, men ligeledes gennem indirekte foranstaltninger, såsom en foranstaltning, der håndhæves af en bilproducent inden for rammerne af en forhandleraftale, hvorefter eksportsalg er udelukket fra den forhandlerne tildelte bonusordning, for så vidt som de angår de økonomiske vilkår for disse transaktioner.

(jf. præmis 67 og 68)

5. For at kunne bedømme, om en aftale må antages at være forbudt på grund af de konkurrenceforstyrrelser, den har til følge, må det undersøges, hvorledes konkurrencen ville forme sig under forhold, hvor aftalen ikke fandtes.

I en situation som den i denne sag omhandlede, hvor en bilproducent inden for rammerne af en forhandleraftale håndhæver en foranstaltning, hvorefter eksportsalg er udelukket fra den forhandlerne tildelte bonusordning, skal der foretages undersøgelse af, hvorledes sidstnævntes adfærd og den konkurrencemæssige situation på det pågældende marked ville forme sig, hvis eksportsalget ikke havde været udelukket på grund af bonuspolitikken.

(jf. præmis 72 og 73)

6. Beviset for parternes hensigt til at begrænse konkurrencen er ikke et forhold, der er nødvendigt ved fastlæggelsen af, hvorvidt denne aftale har en sådan begrænsning til formål.

Selv om parternes hensigt ikke udgør et forhold, der er nødvendigt ved fastlæggelsen af en aftales restriktive karakter, er der på den anden side intet, der forbyder Kommissionen eller Fællesskabets retsinstanser at tage denne hensigt i betragtning.

(jf. præmis 77 og 78)