EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62003CJ0520

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – direktiv 80/987 – anvendelsesområde – begrebet »løn« – anvendelsen af national ret – national lovgivning, der omfatter godtgørelse for uberettiget afskedigelse – lovlig

(Rådets direktiv 80/987, art. 2, stk. 2)

2. Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – direktiv 80/987 – anvendelsesområde – begrebet løn – national lovgivning, der omfatter godtgørelse for uberettiget afskedigelse, som er tilkendt ved dom eller administrativ afgørelse og udelukker krav, som er aftalt ved forlig – tilsidesættelse af princippet om ligebehandling – den nationale rets forpligtelser og beføjelser

(Rådets direktiv 80/987, art. 2, stk. 2)

Sammendrag

1. Ifølge artikel 2, stk. 2, i direktiv 80/987 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens tilkommer det national ret at præcisere udtrykket »løn« og at definere indholdet heraf.

I den forbindelse udelukker den omstændighed, at direktivet knytter udbetaling af løn til referenceperioder, ikke dets anvendelse på godtgørelse for uberettiget afskedigelse. Hvis således begrebet »løn« som defineret i national ret omfatter sådan godtgørelse, er den omfattet af direktiv 80/987, også i dettes affattelse forud for den ændring, der blev foretaget ved direktiv 2002/74 om ændring af direktiv 80/987.

(jf. præmis 31-33 og domskonkl. 1)

2. I forbindelse med anvendelsen af direktiv 80/987/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens gælder, at når krav om godtgørelse for uberettiget afskedigelse, som er tilkendt ved dom eller administrativ afgørelse, ifølge de relevante nationale bestemmelser er omfattet af begrebet løn, skal tilsvarende krav, der er aftalt ved et forlig, også anses for tilgodehavender, som arbejdstagere i medfør af en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold har erhvervet, og som vedrører løn i direktivets forstand. Arbejdstagere, der uberettiget er blevet afskediget, befinder sig nemlig i en sammenlignelig situation, for så vidt som de har ret til godtgørelse i tilfælde af manglende genansættelse.

Den nationale ret bør tilsidesætte en national bestemmelse, som i strid med ligebehandlingsprincippet ikke lader begrebet »løn« i henhold til denne bestemmelse omfatte de sidstnævnte tilgodehavender.

(jf. præmis 35 og 38 samt domskonkl. 2)

Top