Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62003CJ0469

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – protokol om integration af Schengen-reglerne – konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen – princippet ne bis in idem – anvendelsesområde – beslutning om tiltalefrafald i en straffesag truffet af de retslige myndigheder i en medlemsstat i anledning af iværksættelsen af en tilsvarende sag i en anden medlemsstat uden nogen vurdering af realiteten – ikke omfattet

(Art. 2, stk. 1, fjerde led, EU; konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, art. 54)

Sammendrag

Princippet ne bis in idem, der er fastsat i artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, som har til formål at undgå, at en person, der udøver sin ret til fri bevægelighed, som følge heraf retsforfølges for de samme forhold på flere medlemsstaters område, finder ikke anvendelse på en afgørelse truffet af en medlemsstats retslige myndigheder, hvorved det fastslås, at en sag er afsluttet, efter at anklagemyndigheden har besluttet ikke at rejse formel tiltale alene i anledning af – og uden at der er foretaget nogen vurdering af realiteten – at der er indledt en straffesag i en anden medlemsstat mod samme tiltalte og vedrørende samme forhold. En sådan beslutning kan nemlig ikke anses for en endelig dom vedrørende en person i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i nævnte artikel 54.

Anvendelsen af dette princip på en sådan beslutning om at afslutte en straffesag ville imidlertid have til virkning at gøre det vanskeligere, eller endog hindre, konkret at sanktionere den ulovlige adfærd, som foreholdes tiltalte, i nogen af de berørte medlemsstater. En sådan konsekvens ville helt åbenbart være i strid med selve formålet med bestemmelserne i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union, således som fastsat i artikel 2, stk. 1, fjerde led, EU.

(jf. præmis 30 og 33-35 samt domskonkl.)

Top