Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62003CJ0344

    Sammendrag af dom

    Nøgleord
    Sammendrag

    Nøgleord

    1. Miljø – beskyttelse af vilde fugle – direktiv 79/409 – datoer for jagtens begyndelse og afslutning – undtagelser – betingelser herfor – ingen anden tilfredsstillende løsning – betingelsen ikke opfyldt i tilfælde af unødvendigt sammenfald med de i direktivet fastsatte særlige beskyttelsesperioder

    [Rådets direktiv 79/409, art. 7, stk. 4, og art. 9, stk. 1, litra c)]

    2. Miljø – beskyttelse af vilde fugle – direktiv 79/409 – datoer for jagtens begyndelse og afslutning – undtagelser – betingelser herfor – ingen anden tilfredsstillende løsning – betingelsen ikke opfyldt, såfremt jagt er tilladt i perioder, der er følsomme for andre arter i de pågældende geografiske områder

    (Rådets direktiv 79/409, art. 7, stk. 4)

    Sammendrag

    1. Artikel 9, stk. 1, litra c), i direktiv 79/409 om beskyttelse af vilde fugle, som ændret ved akten vedrørende vilkårene for Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse, giver mulighed for undtagelsesvis og under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i bestemmelsen, at tillade jagt på de arter, der er anført i direktivets bilag II, i de særlige beskyttelsesperioder, der er opregnet i direktivets artikel 7, stk. 4. En af de betingelser, der skal være opfyldt for at tillade en sådan jagt, er betingelsen om, at der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning. Denne betingelse kan imidlertid ikke anses for opfyldt, når den jagtperiode, der er indledt på grundlag af en undtagelse, unødvendigt falder sammen med de tidsrum, i hvilke der efter direktivets ordning skal sørges for en særlig beskyttelse. Denne betingelse er navnlig ikke opfyldt, såfremt den foranstaltning, der tillader jagt på grundlag af en undtagelse, kun havde til formål at forlænge jagtperioden for visse fuglearter i områder, hvor disse arter allerede befinder sig i de jagtperioder, der er fastsat i overensstemmelse med direktivets artikel 7.

    (jf. præmis 31-33)

    2. En foranstaltning, som består i at tillade jagt på andre arter, som findes i de pågældende geografiske områder, i de særlige beskyttelsesperioder, der er anført i artikel 7, stk. 4, i direktiv 79/409 om beskyttelse af vilde fugle, som ændret ved akten vedrørende vilkårene for Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse, eller i andre af årets perioder, kan ikke anses for en anden tilfredsstillende løsning i henhold til artikel 9, stk. 1, litra c), i nævnte direktiv, som navnlig på den betingelse, at der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning, giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte undtagelser til forbuddet mod at jage beskyttede arter i de nævnte særlige beskyttelsesperioder. Med en sådan løsning ville man nemlig risikere at tømme denne bestemmelse for indhold, i det mindste delvist, idet denne løsning ville gøre det muligt at forbyde jagt på visse fuglearter i bestemte områder, selv om jagt i mindre mængder per definition ikke vil kunne indebære en fare for opretholdelsen af bestanden på et tilfredsstillende niveau, hvorfor en sådan jagt kan udgøre en fornuftig anvendelse af disse arter. Medmindre det antages, at alle fuglearter er ligeværdige i relation til jagt, ville nævnte løsning under alle omstændigheder desuden være kilde til retlig usikkerhed, eftersom det ikke fremgår af den relevante lovgivning, på hvilket grundlag det skal vurderes, om jagt på en given art kan erstatte jagt på en anden art.

    (jf. præmis 44)

    Top