Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62003CJ0199

    Sammendrag af dom

    Nøgleord
    Sammendrag

    Nøgleord

    1. Økonomisk og social samhørighed – strukturindgreb – fællesskabsstøtte til nationale aktioner – principper – suspension, nedsættelse eller ophævelse på grund af uregelmæssigheder af en oprindelig ydet støtte – uregelmæssighederne har ikke nogen præcis økonomisk virkning – tilladt

    (Rådets forordning nr. 4253/88, art. 24, stk. 2)

    2. Retspleje – stævning – formkrav – identifikation af sagens genstand – summarisk fremstilling af anbringenderne

    [Domstolens procesreglement, art. 38, stk. 1, litra c)]

    3. Økonomisk og social samhørighed – strukturindgreb – fællesskabsstøtte til nationale aktioner – Kommissionens beslutning om at nedsætte en støtte på grund af uregelmæssigheder – uregelmæssighederne tolereret i det foregående regnskabsår af billighedsgrunde – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – foreligger ikke

    Sammendrag

    1. Når det ved en undersøgelse af en aktion eller en foranstaltning, hvortil der er ydet finansiel fællesskabsstøtte, kan bekræftes, at der foreligger en uregelmæssighed, kan Kommissionen nedsætte, suspendere eller ophæve støtten i medfør af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter, som ændret ved forordning nr. 2082/93.

    I så henseende kan selv uregelmæssigheder uden nogen præcis finansiel virkning have alvorlige konsekvenser for Unionens finansielle interesser og for overholdelsen af fællesskabsretten og kan derfor begrunde Kommissionens anvendelse af finansielle korrektioner.

    (jf. præmis 27 og 31)

    2. Det fremgår af artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement og af retspraksis hertil, at enhver stævning skal angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, og at disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Domstolen kan udøve sin kontrol. Det følger heraf, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som et søgsmål støtter sig på, skal fremgå af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde.

    (jf. præmis 50)

    3. Selv om Kommissionen i et forudgående regnskabsår ikke har foretaget korrektioner, men har tolereret uregelmæssighederne af billighedsgrunde, men nu nedsætter en støtte, har den pågældende medlemsstat ikke af den grund ret til under henvisning til retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning at kræve, at det samme sker med hensyn til uregelmæssighederne i det følgende regnskabsår.

    I så henseende kan heller ikke retssikkerhedsprincippet, som kræver, at retsreglerne skal være klare og præcise, og som skal sikre forudsigelighed i forbindelse med de situationer og retsforhold, der henhører under fællesskabsretten, anses for at være tilsidesat ved en sådan beslutning, når Kommissionen i henhold til de regler, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, kunne nedsætte den finansielle støtte, hvis der blev konstateret uregelmæssigheder.

    (jf. præmis 68 og 69)

    Top