Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – nødvendigheden af at forsyne Domstolen med tilstrækkelige faktiske og retlige oplysninger – rækkevidden af forpligtelsen på konkurrenceområdet

(Art. 82 EF, 86 EF og 234 EF; Domstolens statut, art. 23)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser – begrænsninger – afgift på reklamering i det fri og for opklæbning af plakater opkrævet af en kommunal myndighed – søgsmålsadgang – betingelser

(Art. 49 EF)

Sammendrag

1. For at Domstolen kan give et nyttigt svar på de forelagte præjudicielle spørgsmål, er det nødvendigt, at den nationale ret afgrænser den faktiske og retlige baggrund, som spørgsmålene er omfattet af, eller i det mindste forklarer de faktiske situationer, som de nævnte spørgsmål har grundlag i.

Dette præcisionskrav med hensyn til den faktiske og retlige baggrund gælder særligt på konkurrenceområdet, som er kendetegnet ved komplicerede faktiske og retlige situationer.

Hvad angår den faktiske baggrund for de præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 82 EF og 86 EF udgør afgrænsningen af det relevante marked for så vidt angår produkter og geografisk område såvel som beregningen af de markedsdele, som de forskellige virksomheder, som opererer på dette marked, har, udgangspunktet for enhver vurdering af en situation i relation til konkurrenceretten.

(jf. præmis 22, 23, 25 og 27)

2. Artikel 49 EF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en kommunal myndigheds opkrævning af en reklameafgift på reklamering i det fri og for opklæbning af plakater, som dels – idet en sådan afgift finder anvendelse uden forskel på samtlige tjenesteydelser, som indebærer reklamering i det fri og det offentliges reklameopklæbning – ikke fastsætter nogen sondring, som har forbindelse med hverken tjenesteyderens forretningssted eller modtageren af det offentliges reklameopklæbning, eller med de produkter eller tjenesteydelsers oprindelsessted, som er genstand for de udbredte reklamebudskaber, dels – idet en sådan afgift alene finder anvendelse på reklamering i det fri, som indebærer anvendelse af offentligt område, der forvaltes af de kommunale myndigheder, og afgiftens størrelse er fastsat til et niveau, der kan anses for beskedent i forhold til værdien af præstationen af de ydelser, som er underlagt afgiften – ikke under nogen omstændigheder kan forbyde, hindre eller på anden måde gøre erlæggelsen af offentlige opklæbningsydelser, som skal udføres på de pågældende kommuners områder, mindre tiltrækkende. Dette gælder også, når disse præstationer er grænseoverskridende på grund af enten tjenesteyderens eller modtageren af denne ydelses forretningssted.

(jf. præmis 37-39 og domskonkl.)