Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Annullationssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der berører dem umiddelbart og individuelt - forordning om tilbagekaldelse af markedsføringstilladelsen for tilsætningsstoffet nifursol til dyrefoder - formaliteten

(Art. 230, stk. 4, EF; Rådets forordning nr. 1756/2002)

2. Landbrug - fælles landbrugspolitik - gennemførelse - hensyntagen til forsigtighedsprincippet - ingen udtrykkelig henvisning - uden betydning - anvendelse af princippet - rækkevidde - grænser

[Art. 152 EF og 174 EF; Rådets forordning nr. 1756/2002; Kommissionens forordning nr. 2430/1999; Rådets direktiv 70/524, art. 3a, litra b)]

3. Landbrug - fælles landbrugspolitik - revurdering af et tilsætningsstof til dyrefoder, der udtrykkeligt ikke er undergivet revurdering - fornyelse af markedsføringstilladelsen - tilbagekaldelse af tilladelsen - Kommissionens forpligtelse til at rette en opfordring til den, der er ansvarlig for markedsføringen af tilsætningsstoffet - grænser

[Rådets direktiv 70/524, art. 9m, andet og femte led, art. 3a, litra b), og art. 9h og direktiv 96/51]

4. Særlige rettergangsformer - udsættelse af gennemførelsen - foreløbige forholdsregler - betingelser - uopsættelighed - skønsmæssige kriterier - beslutning om at træffe afgørelse i hovedsagen i henhold til en hasteprocedure i medfør af artikel 76a i Rettens procesreglement - uden betydning

(Rettens procesreglement, art. 76a, stk. 1)

5. Særlige rettergangsformer - udsættelse af gennemførelsen - udsættelse af gennemførelsen af en forordning om tilbagekaldelse af markedsføringstilladelsen til et tilsætningsstof til dyrefoder - betingelse herfor - alvorligt og uopretteligt tab - tab af økonomisk art - rækkevidde - grænser

6. Særlige rettergangsformer - udsættelse af gennemførelsen - betingelser - afvejning af samtlige interesser i sagen - hensynet til beskyttelsen af den offentlige sundhed vigtigere end økonomiske hensyn - beskyttelsen af menneskers sundhed vigtigere end beskyttelsen af dyrs sundhed

(Art. 30 EF; Rettens procesreglement, art. 108)

Sammendrag

$$1. Formålet med artikel 230, stk. 4, EF er især at forhindre, at fællesskabsinstitutionerne blot ved at vælge forordningsformen kan afskære en privat fra at indgive et søgsmål mod en beslutning, som berører ham umiddelbart og individuelt, og således at præcisere, at valget af form ikke kan ændre retsaktens karakter.

Da forordning nr. 1756/2002 om ændring af direktiv 70/524 om tilsætningsstoffer til foderstoffer for så vidt angår tilbagekaldelse af godkendelse af et tilsætningsstof og om ændring af forordning nr. 2430/1999 har som eneste formål at trække tilladelsen til markedsføring af tilsætningsstoffet nifursol, som den erhvervsdrivende er den eneste indehaver af, tilbage, og da denne tillige, således som det fremgår af bilag I til forordning nr. 2430/1999, er »ansvarlig for markedsføringen« heraf, fremgår det ved første øjekast, at selv om forordningen måtte blive anset for en generel retsakt, skal denne erhvervsdrivende anses for umiddelbart og individuelt berørt af denne.

( jf. præmis 56 og 57 )

2. I overensstemmelse med artikel 174 EF udgør forsigtighedsprincippet et af de principper, som Fællesskabets politik på miljøområdet bygger på, hvortil hører politikken vedrørende beskyttelsen af menneskers sundhed. Princippet er også fastlagt i artikel 152 EF som en del af Fællesskabets andre politikker, herunder den fælles landbrugspolitik.

Mangelen på udtrykkelig henvisning til dette princip i betragtningerne til forordning nr. 1756/2002 om ændring af direktiv 70/524 om tilsætningsstoffer til foderstoffer for så vidt angår tilbagekaldelse af godkendelse af et tilsætningsstof og om ændring af forordning nr. 2430/1999 er ikke tilstrækkelig til at udelukke, at princippet kan have betydning for den fortolkning, der i det foreliggende tilfælde er anlagt af begrebet »uheldig indvirkning«, hvortil der henvises i artikel 3a, litra b), i direktiv 70/524, som ændret. Det følger for en umiddelbar betragtning heraf, at fællesskabsinstitutionerne i forbindelse med anvendelsen af direktiv 70/524, som ændret, kan vedtage foranstaltninger på grundlag af artikel 3a, litra b), der tager hensyn til princippet, uden at de nødvendigvis er forpligtet til i forbindelse med vedtagelsen at henvise udtrykkeligt til det.

Imidlertid må en præventiv foranstaltning kun træffes, såfremt risikoen, uanset at dens reelle karakter og omfang er blevet »fuldt ud« påvist ved hjælp af videnskabelige bevisdata, dog forekommer tilstrækkeligt dokumenteret på grundlag af de videnskabelige data, der er til rådighed på det tidspunkt, hvor denne foranstaltning træffes. Selv om dommen af 24. oktober 2002, sag C-121/00, Hahn, tillod, at lovgiver fastlægger en tolerance, der er nul eller tæt på nul, forudsætter dette, at den pågældende risiko er klart påvist. Selv om det forhold, at de videnskabelige data vedrørende en risikos omfang er usikre, ikke efter fællesskabsretten udelukker, at risikoen anses for fastslået, synes der at måtte kræves et mindstemål af videnskabelig erkendelse.

( jf. præmis 71, 72, 80 og 81 )

3. Fortolkningen af dels artikel 9m, andet og femte led, og artikel 3a, litra b), dels artikel 9h i direktiv 70/524 om tilsætningsstoffer til foderstoffer, som ændret ved direktiv 96/51, åbner ikke mulighed for på forhånd at udelukke en forpligtelse for Kommissionen til - bortset fra i hastende tilfælde, hvor en ny, klar og væsentlig risiko pludselig dukker op - når den gennemfører en revurdering af et tilsætningsstof, som Fællesskabets lovgivningsmyndighed i henhold til direktiv 96/51 udtrykkeligt ikke har undergivet revurdering, og derpå fornyer tilladelsen for en periode af ti år på grundlag af de ændringer, der blev indført ved det nævnte direktiv, selv eller gennem den indberettende medlemsstat at rette en opfordring til den, der er ansvarlig for markedsføringen af det pågældende tilsætningsstof. Opfordringen skal indeholde en kort, men præcis angivelse af de videnskabelige tvivl, der begrunder revurderingen, og den skal fremsættes under revurderingsproceduren, eller i hvert fald før Kommissionen foreslår, at tilladelsen til tilsætningsstoffet tilbagekaldes. Når der ikke foreligger en meddelelse, der kan sidestilles med en sådan opfordring, kan Retten følgelig ikke udelukke, at forordningen om tilbagekaldelse af tilladelsen til et tilsætningsstof, der udtrykkeligt ikke er undergivet en revurdering, er ulovlig, fordi der er sket en overtrædelse af artikel 9m, femte led, i direktiv 70/524, som ændret, under den procedure, der gik forud for dens vedtagelse.

( jf. præmis 85-87 )

4. Den omstændighed, at Retten har besluttet at afslå sagsøgerens anmodning om at træffe afgørelse i hovedsagen i henhold til en hasteprocedure, kan hverken påvirke Rettens vurdering af uopsætteligheden eller, såfremt det skulle vise sig nødvendigt, interesseafvejningen i sagen. De relevante kriterier for, om der foreligger den »særlige opsættelighed«, der kræves i henhold til artikel 76a, stk. 1, i Rettens procesreglement, således at der kan træffes afgørelse efter en hasteprocedure, er kun delvis de samme som de kriterier, der gælder for vurderingen af betingelsen om uopsættelighed, der skal være opfyldt for, at Retten kan anordne foreløbige forholdsregler. I øvrigt henhører spørgsmålet om tilladelse til, at en sag skal behandles efter en hasteprocedure, under Rettens skøn, således som dette fremgår af anvendelsen af ordet »kan« i procesreglementets artikel 76a, stk. 1, første afsnit, og der skal herved også tages hensyn til andre omstændigheder, herunder den virkning, tilladelsen vil have på sagsbehandlingstiden for andre sager.

( jf. præmis 104 )

5. En økonomisk skade kan ikke, bortset fra ganske usædvanlige tilfælde, betragtes som uoprettelig eller blot vanskeligt oprettelig, hvis der senere kan betales en økonomisk kompensation herfor. I henhold til dette princip ville udsættelsen af gennemførelsen af en forordning om tilbagekaldelse af tilladelsen til et tilsætningsstof til foderstoffer kun være berettiget, hvis det fremgik, at sagsøgeren i mangel af en sådan foranstaltning ville blive udsat for en situation, der kunne bringe selve virksomhedens eksistens i fare eller uopretteligt ændre dens markedsandele.

Med hensyn til den første af disse hypoteser kan der ved vurderingen af sagsøgerens økonomiske situation tages hensyn til navnlig de forhold, der karakteriserer den koncern, som sagsøgeren er tilknyttet via sine aktionærer.

For så vidt angår den anden hypotese kan risikoen for indførelse af et lignende markedsføringsforbud som det, der er indført ved den omtvistede forordning, på visse markeder i de europæiske tredjelande ikke gøres gældende som bevis for, at det er uopsætteligt at udsætte fuldbyrdelsen af en sådan fællesskabsretsakt. Når der ikke foreligger strukturelle eller retlige hindringer for, at fremstilleren af et produkt, der kræver markedsføringstilladelse, generobrer en betydelig del af sine markedsandele, navnlig efter iværksættelse af passende reklameforanstaltninger, kan det ikke udelukkes, at det tab, der er fremkaldt ved en tilbagekaldelse af hans tilladelse, i det væsentlige må anses for økonomisk. Dette er tilfældet for så vidt angår det tab, der er opstået som følge af tilbagekaldelsen af tilladelsen til nifursol i dyrefoder. Retten kan imidlertid ikke fuldstændig udelukke, at en sådan argumentation undervurderer de vanskeligheder, sagsøgeren vil møde, sandsynligvis på ethvert trin af produktionskæden og navnlig blandt opdrætterne og i den store detailhandel, i forbindelse med en fornyet afsætning af virksomhedens produkt om mindst to år. I øvrigt - og dette er mere væsentligt - kan det vanskeligt udelukkes, at fællesskabsmarkedets struktur med hensyn til salg af kalkunkød vil blive ændret definitivt i ikke uvæsentlig grad i tiden fra i dag til afsigelsen af dommen i hovedsagen som følge af en forøgelse af indførslerne fra tredjelande.

Under disse omstændigheder kan det ikke udelukkes, at der består en risiko for en alvorlig og til dels uoprettelig eller vanskeligt oprettelig skade som følge af tilbagekaldelsen af nifursol under retsforhandlingerne i hovedsagen.

( jf. præmis 106-108, 110 og 113-120 )

6. I forbindelse med bedømmelsen af interesserne i sagen skal Retten fastslå, om en annullation i hovedsagen af den omtvistede retsakt ville have gjort det muligt at ændre den situation, som dens umiddelbare gennemførelse vil medføre, og omvendt, om udsættelse af retsaktens gennemførelse kunne hindre, at den senere får fuld virkning, såfremt sagsøgeren ikke får medhold i hovedsagen.

I denne forbindelse må hensynene til beskyttelsen af den offentlige sundhed uomtvisteligt tillægges større vægt end økonomiske overvejelser. Det følger heraf, at når en alvorlig risiko for folkesundheden påberåbes af en sagsøgt fællesskabsinstitution, vil Retten, uanset at den principielt står frit med hensyn til interesseafvejningen, næsten uundgåeligt lade afgørelsen falde ud til fordel for folkesundheden. Dette gælder også, når uopsætteligheden af den begærede foreløbige forholdsregel er åbenlys.

I øvrigt kan beskyttelsen af interesserne hos fællesskabsproducenterne af kalkunkød, selv om den er anerkendelsesværdig, ikke veje tungere end den skade, der kunne følge af en udsættelse af gennemførelsen af forordning nr. 1756/2002 om ændring af direktiv 70/524 om tilsætningsstoffer til foderstoffer for så vidt angår tilbagekaldelse af godkendelse af et tilsætningsstof og om ændring af forordning nr. 2430/1999, såfremt det blev bekræftet, at den risiko, Rådet lagde til grund i forbindelse med vedtagelsen af forordningen, var reel. Rådets (eller Kommissionens) mulighed for at benytte artikel 108 i Rettens procesreglement i tilfælde af, at den ansøgte udsættelse blev givet, og der fremkom flere videnskabelige oplysninger før dommen i hovedsagen til støtte for den tilbagekaldelse, der skete ved den omtvistede forordning, gør herved ingen forskel. Denne mulighed er nemlig ikke tilstrækkelig til at eliminere de risici, der kan foreligge i mellemtiden, for at potentielt genotoksiske rester overføres til forbrugerne.

Med hensyn til beskyttelse af dyresundheden er det rigtigt, at der må forudses en forøgelse af sygeligheden og dødeligheden i bestandene af kalkuner i Fællesskabet som følge af hyppigere og alvorligere udbrud af typhlohepatitis, men beskyttelsen af dyresundheden, hvis betydning ganske vist er anerkendt i fællesskabsretten, navnlig i artikel 30 EF, kan ikke have forrang i forhold til de afgørende krav til beskyttelsen af menneskers sundhed.

( jf. præmis 122-127 )