Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62002TO0163

    Sammendrag af kendelse

    Sag T-163/02 R

    Montan Gesellschaft Voss mbH Stahlhandel m.fl.

    mod

    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

    »Særlige rettergangsformer — forordning (EF) nr. 560/2002 — hovedsagens antagelse til realitetsbehandling — uopsættelighed«

    Kendelse afsagt af Rettens præsident den 12. juli 2002   II-3221

    Sammendrag af kendelse

    1. Særlige rettergangsformer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – hovedsagen kan antages til realitetsbehandling – ingen betydning – grænser

      (Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 1)

    2. Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – foreløbige forholdsregler – betingelser – alvorlig og uoprettelig skade – bevisbyrde – økonomisk skade – tab af kundekreds – situation, der kan bringe det sagsøgende selskabs eksistens i fare

      (Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

    1.  Spørgsmålet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, bør som hovedregel ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, da afgørelsen i hovedsagen herved kan foregribes. Når det imidlertid gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, kan det være nødvendigt at påvise, at der foreligger omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling.

      (jf. præmis 21)

    2.  Spørgsmålet om, hvorvidt uopsættelighedsbetingelsen i forbindelse med en begæring om foreløbige forholdsregler er opfyldt, skal vurderes på baggrund af nødvendigheden af, at der træffes foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab. Sidstnævnte skal dokumentere ikke at kunne afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført en sådan skade. Selv om det med henblik på at godtgøre, at der foreligger en alvorlig og uoprettelig skade, ikke er nødvendigt, at det godtgøres, at der er en absolut vished for, at skaden indtræder, idet det er tilstrækkeligt, at skaden kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, skal sagsøgerne ikke desto mindre fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der skal begrunde, at der er udsigt til en sådan alvorlig og uoprettelig skade.

      En skade af økonomisk art, som f.eks. tab af kundekreds, som består i manglende indtjening, kan ikke, bortset fra ganske usædvanlige tilfælde, betragtes som uoprettelig eller blot vanskeligt oprettelig, da der senere kan betales økonomisk erstatning herfor.

      I henhold til disse principper ville en begæring om udsættelse kun være berettiget, hvis det fremgik, at sagsøgerne i mangel af en sådan foranstaltning ville blive udsat for en situation, der kunne bringe selve deres eksistens i fare eller uopretteligt ændre deres markedsandele.

      (jf. præmis 28-31)

    Top