Sag T-301/02

AEM SpA

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte — de italienske myndigheders støtteordning til fordel for visse offentlige forsyningsværker i form af skattefritagelser og lån på lempelige vilkår — beslutning om, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet — annullationssøgsmål — individuelt berørt — formaliteten — eksisterende eller ny støtte — artikel 87, stk. 3, litra c), EF«

Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 11. juni 2009   II ‐ 1761

Sammendrag af dom

1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – kommissionsbeslutning, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor

   (Art. 230, stk. 4, EF)

2. Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier

   (Art. 87, stk. 1, EF)

3. Statsstøtte – eksisterende støtte og ny støtte – kvalificering som ny støtte

   [Art. 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra b), nr. i) og v)]

4. Statsstøtte – beslutning fra Kommissionen, som fastslår, at en støtteordning er uforenelig med fællesmarkedet – forpligtelse til at tilbagesøge alle beløb, der er udbetalt til modtagerne i henhold til den nævnte støtteordning – foreligger ikke

   (Art. 88, stk. 2, EF)

1.  Andre fysiske eller juridiske personer end en beslutnings adressat kan kun gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten for en sådan beslutning.

   En virksomhed kan i princippet ikke anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor, hvis virksomheden alene er berørt af denne beslutning på grund af, at den tilhører den pågældende sektor, og den potentielt kan drage fordel af støtten. En sådan beslutning fremtræder følgelig over for den sagsøgende virksomhed som en generel foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt.

   Dog er en virksomhed, der ikke alene er berørt af den anfægtede beslutning som en virksomhed inden for den pågældende sektor, der potentielt kan drage fordel af den pågældende støtteordning, men ligeledes som faktisk modtager af en individuel støtte i henhold til denne ordning, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt, individuelt berørt af beslutningen, og dens søgsmål til prøvelse af denne kan antages til realitetsbehandling.

   (jf. præmis 42-44)

2.  Ved undersøgelsen af, om en støtte påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, skal Kommissionen ikke godtgøre, at denne støtte reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men alene undersøge, om denne støtte kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen.

   Kommissionen kan ved støtteprogrammer begrænse sig til at undersøge det pågældende programs kendetegn for i begrundelsen til sin beslutning at bedømme, om programmet på grund af dets betingelser sikrer støttemodtagerne en mærkbar fordel i forhold til deres konkurrenter og er egnet til i det væsentlige at støtte de virksomheder, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne.

   I øvrigt er enhver støtte, der ydes til en virksomhed, der opererer på Fællesskabets marked, egnet til at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Der findes ikke en grænseværdi eller en procentsats, hvorunder samhandelen mellem medlemsstater ikke vil blive påvirket. Den omstændighed, at en støtte er forholdsvis ubetydelig, eller at den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, udelukker således ikke på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan være påvirket.

   Hvad angår betingelsen om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne er den omstændighed, at en virksomhed, der drager fordel af en statslig foranstaltning, kun arbejder på sit eget nationale marked eller inden for det geografiske område, hvor den har hjemsted, ikke afgørende. Samhandelen mellem medlemsstater påvirkes således af den pågældende foranstaltning, hvis chancerne for de virksomheder, der er etableret i de øvrige medlemsstater, for at levere ydelser på den pågældende medlemsstats marked bliver formindskede.

   (jf. præmis 88-91 og 103)

3.  Det fremgår af såvel indholdet af som målsætningerne med artikel 88 EF, at støtteordninger, der allerede var gældende før tidspunktet for EF-traktatens ikrafttrædelse, og støtteordninger, der lovligt er blevet iværksat under iagttagelse af de i artikel 88, stk. 3, fastsatte krav, skal anses for eksisterende støtteordninger efter artikel 88, stk. 1, hvorimod støtteordninger skal anses for nye støtteordninger, der er underlagt underretningsforpligtelsen i sidstnævnte bestemmelse, såfremt der er tale om en påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, hvorved bemærkes, at ændringer i denne forstand kan vedrøre såvel eksisterende støtteordninger som oprindelige planer om påtænkt støtte, som Kommissionen er blevet underrettet om. Særligt hvor ændringen påvirker selve indholdet af den oprindelige ordning, bliver denne ordning en ny støtteordning. Der kan imidlertid ikke være tale om en væsentlig ændring, når det nye element klart kan adskilles fra den oprindelige ordning.

   (jf. præmis 117 og 121)

4.  Tilbagesøgning af ulovligt udbetalt støtte, inklusive renter, er den logiske følge af, at støtten er fundet uforenelig med fællesmarkedet. Det gælder både en individuel støtte og støtte, der udbetales inden for rammerne af en støtteordning.

   En generel og abstrakt undersøgelse af en støtteordning udelukker imidlertid ikke, at det beløb, der er ydet i henhold til ordningen, i et individuelt tilfælde ikke er omfattet af det i artikel 87, stk. 1, EF indeholdte forbud, f.eks. som følge af, at den individuelle ydelse af støtte er omfattet af reglerne om de minimis-støtte.

   Selv om de nationale myndigheders rolle, når Kommissionen i en beslutning erklærer en støtte uforenelig med fællesmarkedet, alene består i at gennemføre Kommissionens beslutning, og de på dette område ingen skønsbeføjelser har, kan de nationale myndigheder ved gennemførelsen af den pågældende beslutning tage hensyn til sådanne forbehold. Kommissionen pålægger følgelig kun tilbagesøgning af støtte som omhandlet i artikel 87 EF, og ikke af beløb, der — skønt udbetalt under denne ordning — ikke udgør støtte, eller udgør eksisterende støtte eller støtte, som er forenelig i medfør af en gruppefritagelsesforordning eller reglerne om de minimis-støtte, eller i øvrigt i medfør af en anden beslutning fra Kommissionen.

   Den nationale ret har kompetence til at fortolke begrebet støtte og eksisterende støtte og kan udtale sig om eventuelle særlige forhold ved det ene eller andet tilfælde, i givet fald ved at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål.

   (jf. præmis 162-166)