Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Annullationssøgsmål – anbringender – anbringender, der kan fremføres mod en kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte

(Art. 88, stk. 2, EF og art. 230 EF)

2. Statsstøtte – begreb

(Art. 87, stk. 1, EF)

3. Statsstøtte – indgreb i konkurrencen

4. Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater

(Rådets forordning nr. 659/1999, art. 14)

5. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse

6. Statsstøtte – kommissionsbeslutning, der fastslår, at en støtte er uforenelig med fællesmarkedet – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 87, stk. 1, EF og art. 253 EF)

Sammendrag

1. Under et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230 EF skal lovligheden af en fællesskabsakt bedømmes efter de faktiske omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt. Særligt må Kommissionens komplicerede vurderinger kun bedømmes på baggrund af de oplysninger, som Kommissionen sad inde med på det tidspunkt, hvor den anlagde vurderingerne.

Kommissionen kan i denne forbindelse ikke kritiseres for, at den ikke har taget eventuelle oplysninger i betragtning, som kunne have været fremlagt for den under den administrative procedure vedrørende statsstøtte, men som ikke er blevet det, da Kommissionen ikke er forpligtet til af egen drift at undersøge og forestille sig, hvilke forhold der kunne være blevet forelagt for den.

Det følger heraf, at en sagsøger, når vedkommende har deltaget i den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, ikke kan påberåbe sig argumenter vedrørende faktiske forhold, som Kommissionen var ubekendt med, og som den ikke var blevet underrettet om under den formelle undersøgelsesprocedure. Der er derimod intet til hinder for, at den pågældende part fremfører et retligt anbringende mod den endelige beslutning, som ikke er blevet fremført under den administrative procedure.

Denne løsning kan med forbehold af helt særlige omstændigheder omfatte det tilfælde, hvor en virksomhed ikke har deltaget i undersøgelsesproceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF.

Den finder således anvendelse på en sagsøger, der – uanset at vedkommende havde fuldt kendskab til indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, der navnlig omhandlede opgivelsen af vedkommendes fordring samt behovet for og betydningen af, at sagsøgeren fremsendte bestemte oplysninger på grund af den tvivl, som Kommissionen allerede havde givet udtryk for for så vidt angår foreneligheden af opgivelsen af fordringen med fællesskabsretten – besluttede ikke at deltage i den formelle undersøgelsesprocedure uden dog at hævde, at beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure ikke var tilstrækkeligt begrundet til at sætte vedkommende i stand til effektivt at udøve sine rettigheder.

(jf. præmis 82-85, 90 og 104)

2. Når en offentlig myndighed, der havde en reel og forfalden fordring mod en virksomhed, opgav denne fordring til gengæld for aktier i et selskab, hvis værdi på dette tidspunkt var lig nul, og denne virksomhed ikke har godtgjort, at den efter denne opgivelse af fordringen overførte nævnte beløb til kapitalen i et andet selskab, der således ville blive støttemodtager, må det antages, at nævnte virksomhed, som har bevaret nævnte beløb i sin ejendom, er blevet begunstiget ved overførsel af offentlige midler som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

(jf. præmis 169 og 170)

3. Støtte, der har til formål at friholde en virksomhed for omkostninger, som den normalt selv skulle have afholdt i forbindelse med den løbende drift eller sine normale aktiviteter, fordrejer i princippet konkurrencevilkårene.

Når en offentlig myndighed begunstiger en virksomhed, som er beskæftiget inden for en sektor med en intens konkurrence, ved at indrømme virksomheden en fordel, foreligger der en konkurrencefordrejning eller risiko herfor.

Det er f.eks. tilfældet, når en offentlig myndighed uden reel modydelse opgiver en fordring, som den havde mod en virksomhed, som udøver virksomhed inden for en sektor, som er totalt åben for konkurrence.

(jf. præmis 177-180)

4. Når finansiel støtte, som ydes af en medlemsstat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre konkurrerende virksomheders i samhandelen inden for Fællesskabet, skal sidstnævnte anses for at være berørt af støtten.

Det forholder sig således, at når et holdingselskab modtager en støtte, udgør denne en finansiel fordel på det marked, hvor de selskaber, som det kontrollerer, er aktive, idet det forstærker sin stilling i forhold til andre virksomheder, og idet den gør det muligt for det at forøge sine udførsler.

Påstanden om tilbagesøgning af værdien af en sådan støtte kan derfor ikke anses for en overtrædelse af proportionalitetsprincippet og artikel 14 i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [88 EF].

(jf. præmis 181, 184, 198 og 199)

5. Kommissionen kan ikke kritiseres for den forskelsbehandling, som følger af en forskellig behandling, som er blevet anvendt i sammenlignelige situationer på grund af, at den ved fastsættelse af størrelsen af en statsstøtte har anvendt forskellige metoder til beregning af værdien af aktier, som et selskab efterfølgende har erhvervet og overdraget, idet denne vurdering vedrørte værdier på forskellige datoer og i forskellige sammenhænge, den ene kendetegnet ved eksistensen af en pris fastsat ved statslige retsforskrifter og den anden ved fastsættelsen af værdien ud fra den økonomiske virkelighed.

(jf. præmis 201, 207-211 og 218)

6. Begrundelsespligten i artikel 253 EF udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, som henhører under spørgsmålet om den anfægtede retsakts materielle lovlighed. I dette perspektiv skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, som har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret.

Desuden må dette krav vurderes i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde og den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, der gælder på det pågældende område.

Anvendt på subsumptionen af en støtteforanstaltning indebærer dette princip, at det skal angives, af hvilke grunde Kommissionen anser den omhandlede støtteforanstaltning for at falde inden for anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF.

Såfremt der er blevet ydet en støtte, skal Kommissionen desuden på en tilstrækkelig klar måde angive de faktiske omstændigheder og juridiske overvejelser, der i den forbindelse er af væsentlig betydning for beslutningens opbygning. Begrundelsen gør det muligt for sagsøgeren og Fællesskabets retsinstanser at kende grundene til, at Kommissionen fandt, at den omtvistede transaktion medførte en konkurrencefordrejning og påvirkede samhandelen i Unionen.

(jf. præmis 234-236 og 246)