EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62002TJ0171

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – Kommissionens undersøgelse – påtænkte støtteordninger til redning og omstrukturering af små og mellemstore virksomheder og små landbrugsbedrifter – Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder – sædvanlig frist på to måneder – fristen for en »godkendelse« i forbindelse med den indledende undersøgelse

(Art. 88, stk. 2, første afsnit, EF og art. 88, stk. 3, EF; Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, punkt 4.1, første afsnit)

2. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – Kommissionens undersøgelse – indledende undersøgelse – varighed – forlænget af Kommissionen på grund af spørgsmål, der ikke er nødvendige med henblik på undersøgelsen af støtten – ikke tilladt – muligheden for at indlede en dialog med medlemsstaten med henblik på at fuldstændiggøre en mangelfuld anmeldelse

(Art. 88, stk. 3, EF)

3. Statsstøtte – eksisterende støtte og ny støtte – omdannelse af ny støtte til eksisterende støtte – betingelser – Kommissionens mulighed for at indlede en formel undersøgelsesprocedure ved medlemsstatens undladelse af at fremsende en forudgående meddelelse om gennemførelse

4. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – Kommissionens undersøgelse – indledende fase og kontradiktorisk fase – overholdelse af en rimelig frist – konkret bedømmelse

(Art. 88, stk. 2 og 3, EF)

5. Statsstøtte – en støtteforanstaltnings forenelighed med fællesmarkedet – de berørte parters berettigede forventning – beskyttelse – betingelser og grænser

(Art. 88, stk. 2, første afsnit, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 7, stk. 1 og 3)

6. Statsstøtte – kommissionsbeslutning om en støttes uforenelighed med fællesmarkedet – begrundelsespligt – nødvendige angivelser

(Art. 253 EF)

7. Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – støtte, som er beskeden på det individuelle plan, men som ydes inden for en sektor, der er kendetegnet ved en skarp konkurrence på grund af et stort antal små virksomheder

(Art. 87, stk. 1, EF)

8. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med fællesmarkedet – Kommissionens skøn – mulighed for at fastsætte retningslinjer – kompliceret økonomisk overvejelse – domstolsprøvelse – grænser

(Art. 87, stk. 3, EF)

9. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – godkendelse af en generel statsstøtteordning – betingelse – gennemførelse, der ikke kan føre til tildeling af individuel støtte, der ikke er nødvendig for at nå de i artikel 87, stk. 3, litra a)-d), EF fastsatte målsætninger

[Art. 87, stk. 3, litra a)-d), EF]

10. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med fællesmarkedet – støtte til omstrukturering af en kriseramt virksomhed – identificering af kriseramte virksomheder

[Art. 87, stk. 3, litra c), EF; Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, punkt 2.1, første afsnit]

11. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med fællesmarkedet – støtte til omstrukturering af en kriseramt virksomhed – hensyn til, at virksomheden er beliggende i et støtteberettiget område – grænser

[Art. 87, stk. 3, litra a) og c), EF; Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, punkt 2.4, andet afsnit, og punkt 3.2.1 til 3.2.3]

12. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med fællesmarkedet – støtte til omstrukturering af en kriseramt virksomhed – betingelser – kumulative betingelser – virkning – Kommissionens mulighed for at forbyde tildeling af støtte i mangel af tilstrækkelige oplysninger om opfyldelse af en af betingelserne

[Art. 87, stk. 3, litra c), EF; Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, punkt 3.2.2]

13. Retspleje – intervention – anbringender, der adskiller sig fra de anbringender, som den part, intervenienten er indtrådt til støtte for, har gjort gældende – formaliteten – betingelse – sammenhæng med sagens genstand – formaliteten skal ikke bedømmes restriktivt, idet sagen omhandler potentielle støttemodtagere, der intervenerer til støtte for den tildelende enhed

(Domstolens statut, art. 40, stk. 4; Rettens procesreglement, art. 116, stk. 4)

14. Retspleje – intervention – formaliteten anfægtet i forbindelse med et anbringende, der er gjort gældende af en intervenient, på grund af anbringendets omtvistede sammenhæng med sagens genstand – anbringendet skal i alle tilfælde afvises af andre årsager , eller som åbenbart ugrundet – Fællesskabets retsinstansers mulighed for at forkaste anbringendet uden at tage stilling til formaliteten

15. Statsstøtte – forbud – undtagelser – undtagelsens rækkevidde – restriktiv fortolkning – økonomiske ulemper, som direkte er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder

[Art. 87, stk. 1 og 2, litra b), EF]

16. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med fællesmarkedet – støtte til omstrukturering af en kriseramt virksomhed i et støtteområde – betingelser for anvendelse – Kommissionens undersøgelse

[Art. 87, stk. 3, litra c), EF]

17. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med fællesmarkedet – vurdering i henhold til artikel 87 EF – hensyntagen til tidligere praksis – ikke omfattet

[Art. 87, stk. 3, litra c), EF]

18. Retspleje – fremsættelse af anbringender – et abstrakt opregnet anbringende, der ikke er uddybet ved tilstrækkeligt klare og præcise oplysninger – afvisning

[Rettens procesreglement, art. 116, stk. 4, litra b)]

Sammendrag

1. I punkt 4.1, første afsnit, i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder er det navnlig anført, at Kommissionen »godkender« påtænkte støtteordninger til redning eller omstrukturering af små og mellemstore virksomheder (SMV) eller små landbrugsbedrifter (SLV) »inden for den sædvanlige tidsfrist på to måneder at regne fra modtagelsen af fuldstændige oplysninger, medmindre ordningen falder ind under den hurtige godkendelsesprocedure, hvorefter sagen godkendes af Kommissionen på 20 arbejdsdage«.

Denne formulering skal fortolkes i lyset af de processuelle bestemmelser, der er fastsat i traktaten for så vidt angår kontrollen med statsstøtte. De vejledende retningslinjer, som Kommissionen kan tilvejebringe med henblik på at præcisere den praksis, den har til hensigt at følge på dette område, kan nemlig ikke fravige reglerne i traktaten.

Det følger heraf, at en påtænkt støtteordning til fordel for omstrukturering af SMV’er kun kan godkendes af Kommissionen inden for den frist, der er angivet i rammebestemmelsernes punkt 4.1, første afsnit, hvis Kommissionen efter udløbet af den »sædvanlige frist på to måneder«, altså den frist, der er fastsat for dens indledende undersøgelse i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, enten finder, at de påtænkte foranstaltninger ikke udgør støtte, eller at de udgør støtte, hvis forenelighed med fællesmarkedet er utvivlsom. Hvis Kommissionen derimod ikke er i stand til at nå til en sådan konklusion, påhviler det den at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, første afsnit, EF.

(jf. præmis 28, 29 og 33)

2. Den indledende undersøgelse af påtænkt statsstøtte som omhandlet i artikel 88, stk. 3, EF skal gennemføres inden for en ufravigelig frist på to måneder fra Kommissionens modtagelse af den fuldstændige anmeldelse. En anmeldelse må anses for fuldstændig, hvis den fra begyndelsen eller efter medlemsstatens svar på de af Kommissionen stillede spørgsmål indeholder de oplysninger, som er nødvendige for, at Kommissionen kan danne sig en umiddelbar opfattelse af støttens forenelighed. Heraf følger, at Kommissionen ikke kan forhindre, at fristen på de to måneder begynder at løbe, ved at anmode om oplysninger, der ikke er nødvendige for, at den kan danne sig en umiddelbar opfattelse, men den kan derimod i overensstemmelse med hensigten med artikel 88, stk. 3, EF indlede en dialog med medlemsstaten, der gør det muligt at fuldstændiggøre anmeldelsen i tilfælde, hvor de nødvendige oplysninger ikke fremgår heraf.

(jf. præmis 40 og 41)

3. En anmeldt støttes overgang til at være en eksisterende støtte er undergivet to nødvendige og tilstrækkelige betingelser. Den første er, at Kommissionen undlader at indlede den formelle undersøgelsesprocedure inden for en frist på to måneder efter, at anmeldelsen af støtten er blevet fuldstændig. Den anden er, at medlemsstaten giver Kommissionen forhåndsmeddelelse om iværksættelsen af den påtænkte støtteforanstaltning. Hvis medlemsstaten derfor ikke har fremsendt en forudgående meddelelse til Kommissionen om gennemførelsen af en påtænkt støtteforanstaltning, hvorfor en af de to nødvendige betingelser for overgangen af den påtænkte støtteordning til at være eksisterende støtte, ikke er opfyldt, kan Kommissionen med rette beslutte at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

(jf. præmis 48 og 49)

4. Overholdelsen af en rimelig frist under den administrative sagsbehandling er et almindeligt fællesskabsretligt princip. I øvrigt følger det af det grundlæggende krav om retssikkerhed, at Kommissionen ikke i det uendelige kan udsætte udøvelsen af sine beføjelser, og at Domstolen derfor skal undersøge, om den langsommelige sagsbehandling er en konsekvens af Kommissionens egne handlinger.

Hertil kommer, at selv om det er i en medlemsstats interesse, inden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, at overholde fristerne for at indgive sine bemærkninger eller fremsende de supplerende oplysninger, som Kommissionen har anmodet om, uden dog at være forpligtet hertil, er den ikke desto mindre selv skyld i denne forsinkelse af proceduren, der resulterer i overskridelsen af fristerne.

(jf. præmis 53 og 59)

5. En berettiget forventning om støttens lovlighed kan principielt kun gøres gældende, hvis støtten er blevet ydet under overholdelse af proceduren i artikel 88 EF, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder. For at en støtte kan anses for at være ydet under overholdelse af den procedure, der er fastsat i artikel 88 EF, skal denne procedure, der har opsættende virkning, være afsluttet. Heraf følger, at når den formelle undersøgelsesprocedure er indledt i henhold til artikel 88, stk. 2, første afsnit, EF, skal den efterfølgende afsluttes med en positiv beslutning i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1 og 3, i forordning nr. 659/1999. Først når Kommissionen har vedtaget en sådan beslutning, og fristen for anlæggelse af søgsmål til anfægtelse af beslutningen er udløbet, kan den støttemodtagende virksomhed anses for at have grund til at nære en berettiget forventning om støttens lovlighed.

(jf. præmis 64 og 65)

6. Begrundelsen for en retsakt skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det kræves imidlertid ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, eftersom spørgsmålet, om den opfylder kravene i artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til retsaktens ordlyd, men ligeledes til den juridiske og faktuelle sammenhæng, hvori den indgår.

Når der er tale om Kommissionens vedtagelse af en beslutning som led i kontrollen med statsstøtte, betyder dette bl.a. at det, for så vidt som det fremgår af de omstændigheder, hvorunder støtten ydes, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, i hvert fald påhviler Kommissionen at angive disse omstændigheder i beslutningens begrundelse.

(jf. præmis 73 og 74)

7. I forbindelse med bedømmelsen af en påtænkt støtte eller støtteordning som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF påhviler det ikke Kommissionen at godtgøre den faktiske påvirkning, men den skal blot undersøge, om den påtænkte støtte kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.

Den omstændighed, at en påtænkt støtte er forholdsvis ubetydelig, eller at den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, udelukker ikke i sig selv, at en støtteordning kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene. Dette gælder også for det omhandlede aktivitetsområdes begrænsede størrelse. Andre faktorer, som f.eks. at erhvervssektoren er særligt udsat for konkurrence, kan nemlig tillige tages i betragtning. Dette er tilfældet i en sektor, der er udsat for intens konkurrence, og navnlig hvis struktur, der er kendetegnet ved et stort antal små virksomheder indebærer, at muligheden for et meget stort antal af virksomhederne for at oppebære støtten kan påvirke konkurrencen, selv om den støtte, der tildeles på grundlag af ordningen, er forholdsvis beskeden på det individuelle plan.

(jf. præmis 84-87)

8. Kommissionen råder ved anvendelsen af traktatens artikel 87, stk. 3, EF over et vidt skøn. Den kan dog med henblik på udøvelsen af dette skøn gøre brug af retsakter såsom Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, for så vidt som de ikke strider mod traktaten. Når Kommissionen har vedtaget en sådan retsakt, er den bundet heraf. Det tilkommer derfor Fællesskabets retsinstanser at efterprøve, om de bestemmelser, Kommissionen har pålagt sig selv, er blevet overholdt.

Når Kommissionens vide skønsbeføjelse, eventuelt præciseret i de retningslinjer, den har vedtaget, imidlertid indebærer en vanskelig økonomisk og social vurdering, der skal udføres på fællesskabsbaggrund, er Fællesskabets retsinstansers prøvelse begrænset til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn, eller om der er begået magtfordrejning.

(jf. præmis 94-97)

9. Den mulighed, som den pågældende medlemsstat har for at anmelde en påtænkt støtteordning og – når Kommissionen har godkendt dette efter en undersøgelse af de generelle karakteristika – derefter undlader at anmelde individuel støtte, der er ydet i henhold til denne ordning, om fornødent med forbehold af de i den forbindelse gældende betingelser og forpligtelser, kan imidlertid ikke give adgang til at yde individuel støtte, der ville have været erklæret uforenelig, hvis den havde været underlagt forpligtelsen til en individuel anmeldelse, uden derved at tilsidesætte det princip om statsstøttes uforenelighed med fællesmarkedet, som er fastslået i artikel 87 EF. Den ville navnlig ikke kunne føre til, at der ydes en individuel støtte, der, selv om den er i overensstemmelse med et af de mål, der er nævnt i artikel 87, stk. 3, litra a)-d), EF, ikke tillige er nødvendig for at nå dette mål.

Kommissionen skal således kontrollere, at de påtænkte støtteordninger, den skal undersøge, er udformet på en måde, som sikrer, at den individuelle støtte, der kan ydes i henhold til bestemmelserne heri, er forbeholdt de virksomheder, som faktisk er støtteberettigede i me dfør heraf. Hvis dette viser sig ikke at være tilfældet, tilkommer det Kommissionen i forbindelse med udøvelsen af sit vide skøn at tage hensyn hertil og – såfremt de foreliggende oplysninger giver grundlag herfor – at vurdere, om der skal vedtages en betinget eller en negativ beslutning.

(jf. præmis 103-105)

10. Punkt 2.1, første afsnit, i rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder præciserer, at Kommissionen vil anse en virksomhed, der ikke kan klare sig ved hjælp af egne midler eller ved at rejse den fornødne kapital hos aktionærer eller gennem låntagning, for at være kriseramt. Bestemmelsen indeholder forskellige retningsgivende indikatorer for vurdering af forværringen af virksomhedens situation samt forskellige specifikke indikatorer for vurdering af visse særligt alvorlige tilfælde.

Af ordlyden af rammebestemmelsernes punkt 2.1 kan det udledes, at den betydning, Kommissionen har tillagt de retningsgivende indikatorer, ikke nødvendigvis gør andre indikatorer irrelevante, herunder f.eks. indikatorer, der er baseret på et gennemsnit. Sådanne indikatorer er dog i alle tilfælde kun relevante, hvis det på grundlag heraf kan fastslås, at de støtteberettigede virksomheder rent faktisk befinder sig i en egentlig, påviselig krise. I modsat fald kan støtten nemlig ikke anses for nødvendig for virksomhederne og for opnåelse af målet med artikel 87, stk. 3, litra c), EF.

(jf. præmis 108 og 111)

11. I punkt 2.4, andet afsnit, i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, er bl.a. anført, at Kommissionen, når de virksomheder, der er omfattet af en påtænkt ordning for støtte til omstrukturering, er beliggende i et støtteområde, skal tage hensyn til de overvejelser af regional betydning, der fremgår af artikel 87, stk. 3, litra a) og c), EF, som anført i rammebestemmelsernes punkt 3.2.3. Af denne bestemmelse, som vedrører »[b]etingelser for omstruktureringsstøtte i støtteberettigede områder«, fremgår navnlig, at når en påtænkt støtteordning til fordel for omstrukturering af kriseramte virksomheder vedrører et støtteberettiget eller et ugunstigt stillet område, skal Kommissionen tage hensyn hertil, og skal i den forbindelse, uanset om der foreligger strukturel overkapacitet i den pågældende sektor, anvende rammebestemmelsernes regel om kapacitetsnedskæring smidigt, hvis den regionale udvikling berettiger det.

Det fremgår derimod ikke, i tilfælde, hvor en sektor, der er omfattet af en påtænkt ny støtteordning, viser sig ikke at være præget af overkapacitet, hvorfor Kommissionen ikke pålægger de støtteberettigede virksomheder en kapacitetsnedsættelse, at den påtænkte ordning alene af denne årsag skal anses for forenelig med fællesmarkedet.

Det er tværtimod stadig nødvendigt, at den påtænkte ordning opfylder princippet i punkt 3.2.1 i rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, hvorefter en påtænkt ordning for ny støtte til omstrukturering kun kan godkendes i tilfælde, hvor det kan godtgøres, at støtten er i Fællesskabets interesse, og at den derfor opfylder betingelserne om genoprettelse af virksomhedens rentabilitet, om forhindring af ulovlig konkurrencefordrejning i forbindelse med tildeling af støtte og om proportionalitet, som anført i rammebestemmelsernes punkt 3.2.2. Selv om Kommissionen kan »opstille mindre strenge betingelser«, er det ikke berettiget, at der indtages en »fuldstændig eftergivende holdning« i henhold til rammebestemmelsernes punkt 3.2.3.

(jf. præmis 115-117)

12. For at støtte til en kriseramt virksomhed kan erklæres forenelig med traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), EF, er det en betingelse, at den er knyttet til en omstruktureringsplan, der skal begrænse eller omlægge virksomhedernes aktivitetsområder.

Punkt 3.2.2 i rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, der gennemfører denne betingelse, kræver bl.a., at omstruktureringsplanen overholder tre materielle betingelser. Det er for det første ufravigeligt, at virksomhedernes rentabilitet kan genoprettes inden for en rimelig frist og på basis af en realistisk vurdering [punkt 3.2.2, nr. i)], for det andet, at konkurrencefordrejende virkninger i forbindelse med tildeling af støtte forhindres [punkt 3.2.2, nr. ii)], og for det tredje, at støtten står i et rimeligt forhold til omstruktureringsomkostninger og -fordele [punkt 3.2.2, nr. iii)]. Da alle disse betingelser skal være opfyldt, er det tilstrækkeligt for, at en påtænkt støtteordning kan erklæres uforenelig af Kommissionen, at én af disse betingelser ikke er opfyldt. I øvrigt påhviler det den pågældende medlemsstat at samarbejde med Kommissionen og forelægge alle oplysninger, der gør det muligt for Kommissionen at kontrollere, at betingelserne er opfyldt.

Således kan Kommissionen, da den naturligvis ikke kan basere sin bedømmelse på en simpel påstand, når medlemsstaten ikke på noget tidspunkt har afgivet de oplysninger, der ville have sat Kommissionen i stand til at sikre, at ordningen opfyldte en af de kumulative betingelser, der er fastsat i rammebestemmelsernes punkt 3.2.2, til trods for institutionens gentagne anmodninger, med rette vurdere, at de fremsendte oplysninger ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den påtænkte støtte opfyldte denne betingelse, og følgelig vedtage en beslutning om den påtænkte støttes uforenelighed med fællesmarkedet, uden at det er fornødent at tage stilling til de øvrige betingelser, som er opregnet i denne bestemmelse.

(jf. præmis 126-129, 137, 142, 143 og 149)

13. Artikel 40, stk. 4, i Domstolens statut, og artikel 116, stk. 4, i Rettens procesreglement giver intervenienten ret til ikke alene at fremsætte selvstændige argumenter, men også anbringender, når blot de støtter en af hovedsagens parters påstande, og så længe disse ikke adskiller sig fuldstændig fra tvistens grundlæggende indhold, således som det er etableret mellem sagsøgeren og den sagsøgte, hvilket ville ændre sagens rammer.

Det påhviler således Retten, med henblik på at træffe afgørelse om, hvorvidt de af intervenienten fremsatte anbringender skal admitteres, at kontrollere, om de knytter sig til sagens genstand, som defineret af parterne i hovedsagen.

Når der er tale om en sag anlagt af en region vedrørende foreneligheden med fællesmarkedet af en påtænkt støtteordning om omstrukturering af en erhvervssektor, kan det ikke bestrides, at de støtteberettigede virksomheder og deres repræsentanter naturligvis befinder sig i en situation, hvor de har mulighed for på nyttig vis at fuldstændiggøre den sagsøgende regions argumenter, navnlig vedrørende de problemer, som støtten har til formål at løse, og med hensyn til dennes mulige virkninger. Deres anbringenders sammenhæng med sagens genstand skal på denne baggrund ikke undergives en restriktiv bedømmelse.

(jf. præmis 151-154, 193 og 195)

14. Det påhviler således Retten, med henblik på at træffe afgørelse om, hvorvidt de af intervenienten fremsatte anbringender skal admitteres, at kontrollere, om de knytter sig til sagens genstand, som defineret af parterne i hovedsagen.

Dog gælder det, at når det viser sig, at et anbringende, hvis sammenhæng med sagens genstand er omtvistet, under alle omstændigheder skal afvises af andre årsager eller som åbenbart ugrundet, kan Fællesskabets retsinstanser forkaste anbringendet uden at træffe afgørelse om, hvorvidt intervenienten er gået ud over de påstande, som en af hovedsagens parter har nedlagt, og som intervenienten er indtrådt til støtte for.

(jf. præmis 153 og 188)

15. Artikel 87, stk. 2, litra b), EF er en undtagelse til det generelle princip om statsstøttes uforenelighed med fællesmarkedet og skal derfor fortolkes restriktivt, således at kun de skader, der direkte er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, gør denne bestemmelse anvendelig. I øvrigt skal Fællesskabets retsinstanser bedømme lovligheden af en kommissionsbeslutning om statsstøtte ud fra de oplysninger, som institutionen havde eller kunne have til rådighed på tidspunktet for beslutningens vedtagelse.

Kommissionen kan derfor ikke kritiseres for at have vurderet, at formålet med den påtænkte støtteordning ikke var at yde støtte i henhold til artikel 87, stk. 2, litra b), EF, og derfor at have undladt at anvende denne bestemmelse, da det fremgår af gennemgangen af den korrespondance, der blev udvekslet i løbet af den administrative procedure, at de nationale myndigheder aldrig over for Kommissionen har oplyst, og så meget desto mindre ført bevis for, at den påtænkte støtteordning omfattede støtte med henblik på at råde bod på skaderne i henhold til artikel 87, stk. 2, litra b), EF.

(jf. præmis 165, 166 og 168)

16. Det påhviler Kommissionen at tage hensyn til artikel 158 EF, som omhandlet i punkt 1.3, andet afsnit, og i punkt 3.2.3 i rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, når den bedømmer, om en påtænkt ordning for ny støtte til omstrukturering af kriseramte virksomheder i støtteområder eller ugunstigt stillede regioner er forenelig med fællesmarkedet i medfør af undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), EF.

Imidlertid medfører den blotte omstændighed, at en påtænkt ordning for ny støtte har til formål at opfylde hensigten med en anden bestemmelse i traktaten end undtagelsen i artikel 87, stk. 3, EF, som den pågældende medlemsstat har påberåbt sig, ikke i sig selv, at projektet opfylder betingelserne for anvendelse af denne undtagelse.

(jf. præmis 172 og 175)

17. Det er nemlig kun inden for rammerne af artikel 87, stk. 3, litra c), EF, at gyldigheden af en kommissionsbeslutning, hvorefter ny støtte ikke opfylder betingelserne for anvendelse af denne undtagelse, skal vurderes. Et anbringende vedrørende Kommissionens tidligere beslutningspraksis, hvis denne forudsættes godtgjort, må følgelig forkastes, idet det ikke er relevant.

(jf. præmis 177)

18. En ulovlighedsindsigelse, der må forstås som et anbringende til støtte for de nedlagte påstande, skal i henhold til artikel 116, stk. 4, litra b), i Rettens procesreglement være underbygget af argumenter fra den anmodende part. En abstrakt opregning, der ikke er uddybet med tilstrækkeligt klare og præcise oplysninger, der gør det muligt for parterne at svare herpå og for Retten at udøve sin kontrol, opfylder ikke dette mindstekrav om fremsættelsen, som er fastsat i procesreglementet, og det skal følgelig afvises.

(jf. præmis 186 og 188)

Top