Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Særlige rettergangsformer - betingelser for antagelse til realitetsbehandling - forbindelse mellem den ønskede foranstaltning og påstandene i hovedsagen - foreløbig og ikke endelig karakter

(Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

2. Særlige rettergangsformer - betingelser for antagelse til realitetsbehandling - betingelserne for søgsmålsinteresse i annullationssøgsmål finder anvendelse i sager om foreløbige forholdsregler - foreløbige forholdsregler, der ikke kan ændre sagsøgerens retsstilling væsentligt eller ikke udelukkende finder anvendelse på ham - afvisning

(Art. 230 EF, 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

3. Retspleje - befuldmægtigede, rådgivere og advokaters rettigheder og forpligtelser - en advokats indbringelse af en række sager på grundlag af samme faktum, som det er åbenbart skal afvise og/eller forkastes - unødig trætte - adfærd uforenelig med Rettens værdighed - anvendelse af artikel 41, stk. 1, i Rettens procesreglement

(Rettens procesreglement, art. 41, stk. 1)

Sammendrag

1. Den dommer, der behandler en begæring om foreløbige forholdsregler, har ingen kompetence til at anordne foreløbige forholdsregler, der ikke har noget at gøre med sagsøgerens påstand i sagen. Endvidere skal foreløbige forholdsregler, der begæres, være foreløbige og ikke endelige. De skal derfor være af en sådan karakter, at de ikke foregriber afgørelsen om sagens realitet.

( jf. præmis 32 og 33 )

2. I sager om foreløbige forholdsregler finder det ræsonnement anvendelse, at en borger ikke kan påberåbe sig artikel 230, stk. 4, EF med henblik på at opnå en afgørelse, der har virkning erga omnes, men tværtimod kun har søgsmålsinteresse, for så vidt den retsakt, der påstås annulleret, kan ændre hans retsstilling væsentligt. Det er åbenbart, at begæringer om foreløbige forholdsregler, der enten ikke kan ændre sagsøgerens retsstilling væsentligt eller ikke udelukkende finder anvendelse på ham, ikke kan anordnes.

( jf. præmis 34 )

3. En advokats adfærd, hvorved han - på grundlag af samme faktum - til stadighed indgiver en række begæringer om såvel foreløbige som endelige forholdsregler, som det er åbenbart skal afvises eller forkastes, navnlig når disse begæringer næsten uden undtagelse indeholder uunderbyggede påstande om, at den pågældende fællesskabsinstitutions beslutninger er ulovlige, at den handler i ond tro eller tilsidesætter sine forpligtelser, er klart udtryk for unødig trætte.

Foreligger der en sådan unødig trætte, kan Retten overveje at udøve sin kompetence i henhold til artikel 41, stk. 1, over for en advokat, hvis optræden over for Retten, er uforenelig med Rettens værdighed, eller som misbruger sine beføjelser.

( jf. præmis 45 og 46 )