This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62001TJ0274
Sammendrag af dom
Sammendrag af dom
1. Statsstøtte – begreb – retlig karakter – fortolkning på grundlag af objektive elementer – domstolskontrol – rækkevidde
(Art. 87, stk. 1, EF)
2. Statsstøtte – begreb – en offentlig myndigheds salg af jord på særligt gunstige betingelser – omfattet – bedømmelseskriterier – markedspris – metode for fastsættelse
(Art. 87, stk. 1, EF)
3. Statsstøtte – administrativ procedure – nationale foranstaltninger gennemført uden forudgående underretning – Kommissionens mulighed for at meddele vedkommende medlemsstat et påbud for at opnå de oplysninger, den har fundet nødvendige – Kommissionens vedtagelse af en beslutning på grundlag af oplysninger, den fandt utilstrækkelige, uden påbud om oplysninger – ikke tilladt
(Rådets forordning nr. 659/1999)
4. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – Kommissionens mulighed for at anvende uafhængige sagkyndige – overdragelse til sagkyndige af ansvaret for undersøgelse af tilstedeværelsen af en statsstøtte – ikke tilladt
(Art. 87, stk. 1, EF)
5. Annullationssøgsmål – søgsmålsgrunde – anbringender, der kan fremføres mod en beslutning fra Kommissionen på området for statsstøtte – anbringender, der ikke er fremført i løbet af undersøgelsesproceduren vedrørende den pågældende støtte – sondring mellem retlige anbringender, der kan antages til realitetsbehandling, og faktiske anbringender, der må afvises
(Art. 88, stk. 2, EF og 230 EF)
6. Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – ikke omfattet – betingelser – klart definerede forpligtelser til offentlig tjeneste – objektiv og gennemsigtig fastlæggelse af kriterier, der bruges til beregning af kompensationen – begrænsning af kompensationen til udgifterne – kompensationens fastsættelse på grundlag af en analyse af en gennemsnitsvirksomheds omkostninger inden for den pågældende sektor, når virksomheden ikke udvælges ved en procedure for tildeling af offentlige kontrakter
(Art. 87, stk. 1, EF)
1. Eftersom statsstøttebegrebet har en retlig karakter og skal fortolkes på grundlag af objektive elementer, skal Fællesskabets retsinstanser principielt under hensyntagen såvel til de konkrete omstændigheder i den sag, der verserer for dem, som til, at Kommissionens vurderinger er af teknisk eller kompleks karakter, gennemføre en fuldstændig efterprøvelse af, om en foranstaltning henhører under artikel 87, stk. 1, EF. Dette princip fraviges dog, når der er tale om komplicerede økonomiske vurderinger, i hvilket tilfælde domstolskontrollen er begrænset.
(jf. præmis 37)
2. Indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved er beslægtet med et tilskud, udgør statsstøtte i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand, som f.eks. levering af varer eller tjenesteydelser på særligt gunstige betingelser. Anvendt på et tilfælde af en offentlig myndigheds salg af jord til en virksomhed fører dette princip til at afgøre, om køberen kunne have opnået salgsprisen under normale markedsøkonomiske vilkår. Når Kommissionen med dette formål for øje gennemgår sagkyndige rapporter, som er udarbejdet efter den omhandlede transaktion, påhviler det den at sammenligne den salgspris, som faktisk er blevet betalt, med de priser, der fremgår af de forskellige sagkyndige rapporter, og at vurdere, om den faktisk betalte pris afviger fra priserne i disse rapporter i et sådant omfang, at der er grundlag for at fastslå, at der er tale om statsstøtte. Med denne metode kan der tages hensyn til, at fastsættelsen af markedsprisen, der efter sin natur er retrospektiv, kan være af usikker karakter.
(jf. præmis 44 og 45)
3. Forordning nr. 659/1999, der i princippet finder anvendelse på alle administrative procedurer om statsstøtte, der verserede for Kommissionen på tidspunktet for dens ikrafttrædelse, bekræfter, at Kommissionen, når den undersøger ikke-anmeldte nationale foranstaltninger, der kan udgøre ulovlig statsstøtte, kan henvende sig til vedkommende medlemsstat, når den ikke mener at råde over alle de nødvendige oplysninger til at træffe afgørelse desangående, herunder ved påbud for at opnå oplysningerne.
Når Kommissionen, på trods af at den ikke finder sig tilstrækkeligt oplyst, ikke har gjort brug af sine beføjelser til at meddele påbud, kan den ikke gøre gældende, at de oplysninger, den var i besiddelse af, var ufuldstændige, for at retfærdiggøre en beslutning, der udelukkende er baseret på disse.
(jf. præmis 55-60)
4. Selv om Kommissionen, uden dog at være forpligtet hertil, kan søge bistand hos en uafhængig sagkyndig for at undersøge tilstedeværelsen af en støtte, er den ikke i øvrigt fritaget for at vurdere den rapport, der følger af deres arbejde, der under alle omstændigheder kun gælder for sit objektive indhold og ikke for så vidt angår de ikke-underbyggede erklæringer, som rapporten måtte indeholde. Det centrale og eksklusive ansvar for under Fællesskabets retsinstansers kontrol at sikre overholdelsen af artikel 87 EF og gennemførelsen af artikel 88 EF påhviler nemlig Kommissionen og ikke de sagkyndige.
(jf. præmis 71 og 72)
5. Retmæssigheden af en kommissionsbeslutning om statsstøtte skal vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen kunne have på det tidspunkt, da den vedtog den. Det følger af dette princip, at selv om der intet er til hinder for, at en sagsøger fremfører et retligt anbringende til støtte for annullation af en sådan beslutning, som ikke er blevet fremført af denne part som deltager i den formelle undersøgelsesprocedure, kan der ikke fremføres argumenter vedrørende faktiske forhold, som Kommissionen ikke var bekendt med, og som sagsøgeren ikke har oplyst Kommissionen om under undersøgelsesproceduren.
(jf. præmis 38 og 102)
6. For så vidt som en statslig foranstaltning må betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har den virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig position i forhold til de virksomheder, der konkurrerer med dem, falder en sådan støtte ikke ind under artikel 87, stk. 1, EF.
For at en sådan kompensation i det enkelte tilfælde kan falde uden for begrebet statsstøtte, skal en række betingelser være opfyldt. For det første skal den pågældende virksomhed faktisk være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart defineret. For det andet skal de kriterier, der er grundlaget for beregningen af kompensationen, være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde for at undgå, at kompensationen indebærer en økonomisk fordel, der kan begunstige den pågældende virksomhed i forhold til de konkurrerende virksomheder. Kompensationen må for det tredje ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne. Når udvælgelsen af den virksomhed, der skal overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste, i et konkret tilfælde ikke gennemføres inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, skal størrelsen af den nødvendige kompensation for det fjerde fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.
Det følger heraf, at Kommissionen i en sag, hvor en virksomhed er pålagt en forpligtelse, idet selskabet tillader tredjeparter regelmæssigt, vederlagsfrit og til forskellige formål at gøre brug af dets parkeringsplads, i medfør af en aftale, indgået med en kommune i almenhedens interesse såvel som i de omhandlede tredjeparters, og når en del af den finansiering, som er ydet af kommunen til anlæg af parkeringspladsen, faktisk kommer dette selskab til gode, ikke uden videre kan gå ud fra, at denne del af finansieringen nødvendigvis giver dette selskab en fordel, men den bør først undersøge, om denne del af finansieringen på grundlag af de foreliggende oplysninger kan anses for et faktisk vederlag for den forpligtelse, selskabet var blevet pålagt.
(jf. præmis 129-133)