Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Fri bevægelighed for personer — fri udveksling af tjenesteydelser — unionsborgerskab — ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område — præjudiciel sag vedrørende foreneligheden med fællesskabsretten af national lovgivning, der under visse omstændigheder kræver andre medlemsstaters statsborgere udvist — ikke oplysninger, der gør det muligt for Domstolen at fastslå, hvilke fællesskabsretlige bestemmelser der er relevante — efterprøvelse tilkommer den nationale ret — (Art. 18 EF, 39 EF, 43 EF, 46 EF, 49 EF, 55 EF og 234 EF; Rådets direktiv 90/364)

2. Fri bevægelighed for personer — undtagelser — hensyn til den offentlige orden — idømmelse af en vis straf for bestemte lovovertrædelser — obligatorisk udvisning af en fællesskabsborger uden hensyntagen til den pågældendes personlige forhold — ulovlig — (Rådets direktiv 64/221, art. 3)

3. Fri bevægelighed for personer — undtagelser — hensyn til den offentlige orden — udvisning af en fællesskabsborger — national lovgivning, hvorefter der ikke kan tages hensyn til faktiske omstændigheder, som er indtrådt i tidsrummet mellem den administrative afgørelse og en domstols prøvelse af afgørelsens lovlighed — ulovlig — (Rådets direktiv 64/221, art.3)

4. Fri bevægelighed for personer — undtagelser — hensyn til den offentlige orden — idømmelse af en vis straf for bestemte lovovertrædelser — udvisning af en fællesskabsborger på grundlag af en formodning og uden en egentlig hensyntagen til den pågældendes personlige forhold eller faren for den offentlige orden — ulovlig — udvisning af en fællesskabsborger, der indebærer en aktuel trussel mod den offentlige orden — udvist, der kan påberåbe sig familiemæssige omstændigheder — lovlig — betingelser — vurdering i hvert konkret tilfælde under overholdelse af de generelle fællesskabsretlige principper og navnlig grundrettighederne, herunder respekten for familielivet — (Art. 39, stk. 3, EF; den europæiske menneskerettighedskonvention, art. 8; Rådets direktiv 64/221, art.3)

5. Fri bevægelighed for personer — undtagelser — beslutninger på fremmedpolitiets område — udvisningsbeslutning — retsgarantier — national lovgivning, der ikke fastsætter en indsigelses- eller søgsmålsprocedure, hvorunder der også foretages en prøvelse af hensigtsmæssigheden — ulovlig — (Rådets direktiv 64/221, art. 9, stk. 1)

Sammendrag

1. På fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er retten for en medlemsstats statsborgere til at færdes og opholde sig på en anden medlemsstats område ikke ubetinget. Dette følger dels af de bestemmelser om personers frie bevægelighed og den frie udveksling af tjenesteydelser, der er indeholdt i afsnit III i traktatens tredje del, dvs. artikel 39 EF, 43 EF, 46 EF, 49 EF og 55 EF, og bestemmelserne i den afledte ret til gennemførelse af disse, dels af bestemmelserne i traktatens anden del, særligt artikel 18 EF, som tillægger unionsborgerne ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, men samtidig udtrykkeligt henviser til de begrænsninger og de betingelser, der er fastsat i traktaten og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.

Når Domstolen i en sag anlagt i medfør af artikel 234 EF får forelagt et spørgsmål om, hvorvidt en national bestemmelse, der pålægger de kompetente myndigheder at udvise andre medlemsstaters statsborgere, som er blevet idømt en vis straf for bestemte lovovertrædelser, er forenelig med fællesskabsretten, og når den ikke på baggrund af de oplysninger, den råder over, med sikkerhed kan fastslå, om den pågældende statsborger kan støtte ret på bestemmelserne i artikel 39 EF eller på andre bestemmelser i traktaten eller i den afledte ret vedrørende personers frie bevægelighed eller den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det dog er ubestridt, at den pågældende som unionsborger i henhold til artikel 18 EF har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaten og i gennemførelsesbestemmelserne hertil, tilkommer det den forelæggende ret at fastslå, hvilke fællesskabsretlige bestemmelser, foruden artikel 18, stk. 1, EF, den pågældende i givet fald kan påberåbe sig.

I den forbindelse påhviler det i særdeleshed den forelæggende ret at efterprøve, om den pågældende er omfattet af artikel 39 EF’s anvendelsesområde, enten i sin egenskab af arbejdstager eller som en af de øvrige personer, der nyder fri bevægelighed i medfør af gennemførelsesbestemmelserne hertil i den afledte ret, eller om vedkommende kan påberåbe sig andre fællesskabsretlige bestemmelser, såsom Rådets direktiv 90/364 om opholdsret eller artikel 49 EF, der navnlig gælder for modtagere af tjenesteydelser.

(jf. præmis 47 og 52-54 samt domskonkl. 1)

2. Artikel 3 i direktiv 64/221 om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, der bestemmer, at de omhandlede foranstaltninger udelukkende bør støttes på den pågældendes personlige forhold, og at straffedomme alene ikke uden videre kan begrunde sådanne foranstaltninger, er til hinder for en national lovgivning, der pålægger de nationale myndigheder at anordne udvisning af statsborgere fra andre medlemsstater, der er idømt en ungdomsfængselsstraf af mindst to års varighed eller en frihedsstraf for forsætlig overtrædelse af den tyske lov om euforiserende stoffer, hvis afsoningen af straffen ikke er gjort betinget.

(jf. præmis 71 samt domskonkl. 2)

3. Artikel 3 i direktiv 64/221 om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, der bestemmer, at de omhandlede foranstaltninger udelukkende bør støttes på den pågældendes personlige forhold, og at straffedomme alene ikke uden videre kan begrunde sådanne foranstaltninger, er til hinder for en national praksis, hvorefter en medlemsstats domstole, når de efterprøver, om udvisningen af en statsborger fra en anden medlemsstat er lovlig eller ej, ikke er forpligtet til at tage hensyn til faktiske omstændigheder, der er indtrådt efter de kompetente myndigheders seneste afgørelse, og som kan bevirke, at den trussel mod den offentlige orden, som er forbundet med den pågældendes personlige forhold, bortfalder eller mindskes i ikke ubetydelig grad. Dette er navnlig tilfældet, hvis der er forløbet lang tid mellem datoen for udvisningsbeslutningen og det tidspunkt, hvor den kompetente ret efterprøver denne beslutning.

(jf. præmis 82 samt domskonkl. 3)

4. Artikel 39 EF og artikel 3 i direktiv 64/221 om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, der bestemmer, at de omhandlede foranstaltninger udelukkende bør støttes på den pågældendes personlige forhold, og at straffedomme alene ikke uden videre kan begrunde sådanne foranstaltninger, er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter der, selv under hensyntagen til familiemæssige omstændigheder, anordnes udvisning fra territoriet af en statsborger fra en anden medlemsstat, som er blevet idømt en vis straf for bestemte lovovertrædelser, på grundlag af en formodning om, at denne statsborger skal udvises, uden at der tages et egentligt hensyn til gerningsmandens personlige forhold eller den fare, vedkommende udgør for den offentlige orden.

Derimod er artikel 39 EF og direktiv 64/221 ikke til hinder for udvisning af en medlemsstats statsborger, som er blevet idømt en vis straf for bestemte lovovertrædelser, og som udgør en aktuel trussel mod den offentlige orden, men som har haft et mangeårigt ophold i værtsmedlemsstaten og kan påberåbe sig familiemæssige omstændigheder for at modsætte sig udvisningen, såfremt den vurdering, som de nationale myndigheder foretager i hvert konkret tilfælde, af, hvor den rette balance mellem de foreliggende legitime interesser befinder sig, foretages under overholdelse af de generelle fællesskabsretlige principper og navnlig under behørig hensyntagen til grundrettighederne, herunder respekten for familielivet.

(jf. præmis 100 samt domskonkl. 4 og 5)

5. Artikel 9, stk. 1, i direktiv 64/221 om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, der har til formål at sikre personer, som udvises fra territoriet, en proceduremæssig mindstegaranti, er til hinder for en bestemmelse i en medlemsstat, der over for en administrativ myndigheds udvisningsbeslutning vedrørende en statsborger fra en anden medlemsstat hverken fastsætter en indsigelses- eller en søgsmålsprocedure – hvorunder der også foretages en efterprøvelse af hensigtsmæssigheden – hvis der ikke er blevet oprettet et organ, der er uafhængigt af denne myndighed.

Når det er ubestridt, at forvaltningsdomstole foretager en efterprøvelse af udvisningsbeslutninger inden for rammerne af en domstolsprocedure, men der fortsat er tvivl hvad angår rækkevidden af denne efterprøvelse, tilkommer det den nationale ret at kontrollere, om de kompetente domstole på området kan prøve en udvisningsbeslutnings hensigtsmæssighed.

(jf. præmis 105, 107, 112 og 116 samt domskonkl. 6)