Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Fællesskabsret - principper - hensyntagen til dyrs velfærd - almindeligt princip - foreligger ikke - forpligtelse til at tage hensyn til dyrs velfærd ved fastlæggelsen og gennemførelsen af Fællesskabets politik - rækkevidde

(Art. 2 EF og 33 EF; protokol om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd; Rådets afgørelse 78/923)

2. Landbrug - tilnærmelse af lovgivningerne - bekæmpelse af mund- og klovsyge - direktiv 85/511 - forbud mod beskyttende vaccination - tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet - foreligger ikke

(Rådets direktiv 85/511, art. 13)

Sammendrag

1. Sikring af dyrs velfærd er ikke en del af traktatens formål, således som de er defineret ved artikel 2 EF, og et sådant krav er ikke nævnt i artikel 33 EF, der beskriver den fælles landbrugspolitiks formål.

Hvad angår den protokol om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd, der blev vedtaget samtidig med Amsterdam-traktaten og knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, fremgår det af selve dens ordlyd, at den ikke indfører et almindeligt fællesskabsretligt princip med et klart fastlagt indhold, som er bindende for Fællesskabets institutioner. For så vidt som den foreskriver, at der skal tages »fuldt hensyn« til dyrs velfærd ved fastlæggelsen og gennemførelsen af Fællesskabets politik, begrænser den imidlertid denne forpligtelse til fire særlige områder for Fællesskabets aktivitet, og foreskriver overholdelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser samt deres skikke, navnlig med hensyn til religiøse ritualer, kulturelle traditioner og regionale skikke.

Et almindeligt gældende princip kan heller ikke udledes af den europæiske konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål, som blev godkendt på Fællesskabets vegne ved afgørelse 78/923, og som ikke indeholder en klar, præcis og ubetinget forpligtelse, eller af erklæring nr. 24 om dyrebeskyttelse, der er knyttet til slutakten til traktaten om Den Europæiske Union, som er blevet overhalet af Amsterdam-protokollen og affattet på mindre forpligtende vis end denne. Ligeledes henviser artikel 30 EF kun til »dyrs liv« som en undtagelse til forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning, og det fremgår ikke af Domstolens retspraksis, at denne har anerkendt enhver begrundelse baseret på denne bestemmelse.

Selv om der eksisterer en række bestemmelser i den afledte ret vedrørende dyrs velfærd, indeholder de endelig heller ikke holdepunkter, der gør det muligt at anse kravet om iagttagelsen af dyrs velfærd for et almindeligt fællesskabsretligt princip.

Domstolen har derimod flere gange fastslået, at Fællesskabets interesse går forud for dyrs sundhed og beskyttelse og har udtalt, at virkeliggørelsen af målsætningerne med den fælles landbrugspolitik ikke kan ske på en sådan måde, at almene hensyn, såsom beskyttelse af dyrs sundhed og liv, lades ude af betragtning, idet fællesskabsinstitutionerne ved udøvelsen af deres beføjelser skal inddrage disse hensyn.

Det er forpligtelsen til at tage hensyn til dyrs sundhed og beskyttelse, som protokollen om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd har villet forstærke ved at foreskrive, at der fuldt ud skal tages hensyn til dyrs velfærd ved fastlæggelsen og gennemførelsen af Fællesskabets politik, navnlig på området for den fælles landbrugspolitik, idet det anerkendes, at der for øjeblikket stadig findes forskelle mellem medlemsstaternes ordninger og forskellige indstillinger inden for medlemsstaterne. Overholdelsen af denne forpligtelse kan navnlig efterprøves inden for rammerne af kontrollen med foranstaltningens forholdsmæssighed.

( jf. præmis 71 og 73-79 )

2. Under hensyn til fællesskabslovgivers vide skøn på området for den fælles landbrugspolitik vil kun den omstændighed, at en foranstaltning på dette område er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som vedkommende institution forfølger, kunne påvirke lovligheden af en sådan foranstaltning, idet gyldigheden af en fællesskabsretsakt ikke kan afhænge af efterfølgende vurderinger vedrørende dens effektivitet. Når fællesskabslovgiver ved fastlæggelsen af en ordning må vurdere dennes fremtidige virkninger, og disse ikke kan forudses med nøjagtighed, kan det af fællesskabslovgiver udøvede skøn kun tilsidesættes, såfremt det er åbenbart fejlagtigt, når henses til de oplysninger, som fællesskabslovgiver rådede over på tidspunktet for vedtagelsen af den pågældende ordning.

Det forbud mod forebyggende vaccination, der er fastsat i artikel 13 i direktiv 85/511 om fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovsyge, overskrider ikke grænserne for, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for gennemførelsen af det formål, der forfølges med Fællesskabets ordning. Da Rådet indførte politikken bestående i ikke at vaccinere, foretog det en samlet vurdering af fordelene og ulemperne ved det system, der skulle indføres, og denne politik, der var i overensstemmelse med Det Internationale Kontor for Epizootier's henstillinger og praksis i talrige lande i verden, var under alle omstændigheder ikke åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til formålet om at bekæmpe mund- og klovsyge.

Desuden er det almindelige forbud mod forebyggende vaccination ikke til hinder for, at der, når omstændighederne tilsiger det, foretages en selektiv nødvaccination, der er tilpasset en bestemt situations behov.

( jf. præmis 82, 84, 95, 96 og 100 )