This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62001CJ0104
Sammendrag af dom
Sammendrag af dom
1. Tilnærmelse af lovgivningerne - varemærker - direktiv 89/104 - tegn, der kan udgøre et varemærke - farve i sig selv - betingelser
(Rådets direktiv 89/104, art. 2)
2. Fællesskabsret - fortolkning - direktiver - erklæring, der er optaget i Rådets mødeprotokol - hensyntagen - ulovligt uden støtte herfor i selve direktivet
3. Tilnærmelse af lovgivningerne - varemærker - direktiv 89/104 - udelukkelse fra registrering eller ugyldighed - mangel på fornødent særpræg - en farve i sig selv kan have et fornødent særpræg - betingelser
[Rådets direktiv 89/104, art. 3, stk. 1, litra b) og stk. 3]
4. Tilnærmelse af lovgivningerne - varemærker - direktiv 89/104 - registrering af et nyt mærke - undersøgelsen af tegnet af den kompetente myndighed - nødvendigheden af en grundig undersøgelse
(Rådets direktiv 89/104, art. 2 og 3)
5. Tilnærmelse af lovgivningerne - varemærker - direktiv 89/104 - udelukkelse fra registrering eller ugyldighed - mangel på fornødent særpræg - bedømmelse af, om en farve i sig selv har fornødent særpræg - hensyntagen til den almene interesse i ikke utilbørligt at begrænse rådigheden over farver
[Rådets direktiv 89/104, art. 3, stk. 1, litra b) og stk. 3]
6. Tilnærmelse af lovgivningerne - varemærker - direktiv 89/104 - udelukkelse fra registrering eller ugyldighed - mangel på fornødent særpræg - anerkendelse af, at en farve i sig selv kan have fornødent særpræg - særpræg opnået ved brug
[Rådets direktiv 89/104, art. 3, stk. 1, litra b)]
7. Tilnærmelse af lovgivningerne - varemærker - direktiv 89/104 - udelukkelse fra registrering eller ugyldighed - mangel på fornødent særpræg - anerkendelse af, at en farve i sig selv kan have fornødent særpræg - betingelser
[Rådets direktiv 89/104, art. 3, stk. 1, litra b) og stk. 3]
8. Tilnærmelse af lovgivningerne - varemærker - direktiv 89/104 - udelukkelse fra registrering eller ugyldighed - mangel på fornødent særpræg - bedømmelse af, om en farve har fornødent særpræg, og af den almene interesse i ikke utilbørligt at begrænse rådigheden over farver - hensyntagen til antallet af varer og tjenesteydelser, der er omfattet af registreringsansøgningen
[Rådets direktiv 89/104, art. 3, stk. 1, litra b) og stk. 3]
9. Tilnærmelse af lovgivningerne - varemærker - direktiv 89/104 - udelukkelse fra registrering eller ugyldighed - mangel på fornødent særpræg - bedømmelse af, om et varemærke har fornødent særpræg - konkret undersøgelse, der omfatter den brug, der er gjort af varemærket
[Rådets direktiv 89/104, art. 3, stk. 1, litra b) og stk. 3]
$$1. En farve kan i sig selv udgøre et varemærke i henhold til artikel 2 i første direktiv 89/104 om varemærker under forudsætning af, at den udgør et tegn, som kan gengives grafisk, og som er egnet til at adskille en virksomheds varer og tjenesteydelser fra andre virksomheders.
( jf. præmis 23 og 42 )
2. En erklæring, der er optaget i Rådets mødeprotokol i forbindelse med vedtagelsen af et direktiv, kan ikke tjene som fortolkningsbidrag med hensyn til en bestemmelse i direktivet, når denne erklærings indhold overhovedet ikke omhandles i bestemmelsen, og den derfor ikke har nogen retlig betydning.
( jf. præmis 25 og 26 )
3. En farve i sig selv uden rumlige begrænsninger kan have et fornødent særpræg for bestemte varer eller tjenesteydelser i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b), og stk. 3, i første direktiv 89/104 om varemærker under forudsætning af, at den navnlig kan gøres til genstand for en grafisk gengivelse, der er klar og præcis, kan stå alene, være let tilgængelig, forståelig, bestandig og objektiv. Denne sidste betingelse kan ikke opfyldes udelukkende ved en gengivelse på papir af den omhandlede farve, men kan opfyldes ved en beskrivelse af denne farve ved en international anerkendt farveidentificeringskode.
( jf. præmis 68 og domskonkl. 1 )
4. Af antallet af og den udførlige beskrivelse af registreringshindringerne i artikel 2 og 3 i første direktiv 89/104 om varemærker samt de mange forskellige retsmidler, der er til rådighed ved afslag, følger det, at undersøgelsen af registreringsansøgningen, der udføres af den kompetente myndighed, ikke må være minimal. Undersøgelsen skal være streng og fuldstændig for at undgå, at der sker uretmæssige registreringer af varemærker.
Af hensyn til retssikkerheden og af hensyn til en god forvaltning må det nemlig sikres, at varemærker, hvis brug med held vil kunne anfægtes for domstolene, ikke registreres.
( jf. præmis 59 )
5. Ved bedømmelsen af, om en bestemt farve har fornødent særpræg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b), og stk. 3, i første direktiv 89/104 om varemærker, som varemærke, er det nødvendigt at tage hensyn til den almene interesse i ikke utilbørligt at begrænse rådigheden over farver for andre erhvervsdrivende, der udbyder varer eller tjenesteydelser af den samme art som de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket søges registreret.
( jf. præmis 60 og domskonkl. 2 )
6. Hvad angår en farve i sig selv kan den kun i undtagelsestilfælde antages at have fornødent særpræg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b), i første direktiv 89/104 om varemærker, før brug. navnlig når antallet af varer og tjenesteydelser, som varemærket søges registreret for, er meget begrænset, og det relevante marked er meget specifikt. Selv om en farve i sig selv ikke fra begyndelsen har fornødent særpræg i denne forstand, kan den imidlertid få det som følge af brug i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 3, i forhold til de omhandlede varer og tjenesteydelser. Et sådant fornødent særpræg kan bl.a. erhverves efter en normal tilvænningsproces hos den relevante kundekreds.
( jf. præmis 66 og 67 )
7. n farve i sig selv kan have fornødent særpræg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b), og stk. 3, i første direktiv 89/104 om varemærker, såfremt varemærket, som det opfattes af den relevante kundekreds, er egnet til at identificere den vare eller tjenesteydelse, for hvilken varemærket søges registreret, som hidrørende fra en bestemt virksomhed og dermed til at adskille denne vare eller tjenesteydelse fra andre virksomheders.
( jf. præmis 69 og domskonkl. 3 )
8. Den omstændighed, at der er ansøgt om registrering af en farve i sig selv som varemærke for en lang række varer og/eller tjenesteydelser eller for en bestemt vare eller tjenesteydelse, henholdsvis gruppe af varer eller tjenesteydelser, sammen med andre omstændigheder i det enkelte tilfælde, er relevant både for bedømmelsen af, om den farve, for hvilken der er ansøgt om registrering, har fornødent særpræg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b), og stk. 3, i første direktiv 89/104 om varemærker, og for bedømmelsen af, om registreringen strider imod den almene interesse i ikke utilbørligt at begrænse rådigheden over farver for andre erhvervsdrivende, der udbyder varer eller tjenesteydelser af den samme art som de varer eller tjenesteydelser, varemærket søges registreret for.
( jf. præmis 71 og domskonkl. 4 )
9. Ved vurderingen af, om et varemærke har fornødent særpræg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b), og stk. 3, i første direktiv 89/104 om varemærker, skal den myndighed, der er kompetent til at registrere varemærker, foretage en konkret undersøgelse under hensyntagen til alle de konkrete omstændigheder i det pågældende tilfælde, herunder den brug, der er gjort af varemærket.
( jf. præmis 77 og domskonkl. 5 )