Sag T-374/00

Verband der freien Rohrwerke eV m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Fusionskontrol — fusion henhørende under dels EKSF-traktaten, dels EF-traktaten — beslutning om tilladelse i henhold til artikel 66, stk. 2, KS — beslutning, hvorved fusionen erklæres forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning (EØF) nr. 4064/89 — betingelser for, at sagen kan antages til realitetsbehandling i henhold til EKSF-traktaten og EF-traktaten — forbindelse mellem de fusionskontrolordninger, der er indført ved henholdsvis EKSF-traktaten og EF-traktaten — begrundelsespligt — fejlvurdering«

Rettens dom (Tredje Afdeling) af 8. juli 2003   II-2283

Sammendrag af dom

1. Aimullationssøgsmål – sag anlagt til prøvelse af en EKSF-bcshitning af en virksomhed, hvis aktiviteter ikke henhører under EKSF-traktaten – manglende søgsmålskompetence

   (Art. 33, stk. 2, KS)

2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, der berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning, hvorved en fusion erklæres forenelig med fællesmarkedet – udenforstående virksomhed, der er direkte konkurrent og har deltaget aktivt i den administrative procedure – formaliteten

   (Art. 230, stk. 4, EF)

3. Konkurrence – fusioner – Kommissionens undersøgelse – blandet fusion efter både EKSF- og EF-traktaten – anvendelsen af de to ordningers materielle og formelle regler – nødvendigt med to forskellige forhåndstilladelser – Kommissionen er berettiget til at vedtage to forskellige beslutninger

   (Art. 66, stk. 1 og 2, KS; art. 305, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 4064/89)

4. Konkurrence – fusioner – Kommissionens undersøgelse – økonomiske vurderinger – skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser

   (Rådets forordning nr. 4064/89, art. 2)

5. Konkurrence – fusioner og virksomhedsovertagelser – bedømmelse af foreneligheden med fællesmarkedet – skabelse af en kollektiv dominerende stilling, der mærkbart hindrer den effektive konkurrence inden for fællesmarkedet – betingelser

   (Rådets forordning nr. 4064/89, art. 2, stk. 3)

6. Institutionernes retsakter – begrundelse – pligt – rækkevidde – beslutning i henhold til reglerne om fusioner og virksomhedsovertagelser

   (Art. 253 EF)

7. Konkurrence – fusioner og virksomhedsovertagelser – bedømmelse af foreneligheden med fællesmarkedet – relevant marked – geografisk afgrænsning

   (Rådets forordning nr. 4064/89)

8. Konkurrence – fusioner og virksomhedsovertagelser – bedømmelse af foreneligheden med fællesmarkedet – det relevante tidspunkt

   (Art. 81 EF, Rådets forordning nr. 4064/89, art. 2)

9. Konkurrence – fusioner og virksomhedsovertagelser – bedømmelse af foreneligheden med fællesmarkedet – forpligtelse til at tage hensyn til påvirkningen på den konkurrencemæssige struktur af de økonomiske og strukturelle bånd, når der er tale om fælles kontrol med en fælles virksomhed

   (Rådets forordning nr. 4064/89, art. 2, stk. 2 og 3)

10. Institutionernes retsakter – begrundelse – pligt – rækkevidde – beslutning i henhold til reglerne om fusioner og virksomhedsovertagelser

    (Art. 253 EF, Rådets forordning nr. 4064/89, art. 6, stk. 1, litra b))

1.  Opregningen i artikel 33, stk. 2, KS af de retssubjekter, som kan rejse annullationssøgsmål, er udtømmende, således at retssubjekter, der ikke er nævnt deri, ikke kan anlægge et sådant søgsmål. Selskaber, der ikke udøver produktions- eller distributionsvirksomhed på kul- og stålområdet, har således ikke fornøden kompetence til at anlægge sag om annullation af en EKSF-beslutning. Dette gør sig gældende for selskaber, der fremstiller stålrør, som, da de ikke er nævnt i bilag I til EKSF-traktaten, ikke er omfattet af denne. Selv om EKSF-traktatens bestemmelser om borgernes søgsmålsret skal fortolkes vidt for at sikre de pågældendes retsbeskyttelse, kan denne vide fortolkning imidlertid ikke udstrækkes i en sådan grad, at det vil stride imod de klare bestemmelser i EKSF-traktaten. Det tilkommer nemlig ikke Fællesskabets retsinstanser at fravige traktaternes procesregler.

   (jf. præmis 33-38)

2.  Det fremgår af artikel 230, stk. 4, EF, at en virksomhed kun kan anlægge en sag med påstand om annullation af en beslutning om fusion, som den ikke er adressat for, såfremt denne beslutning berører den umiddelbart og individuelt.

   En virksomhed, der er aktiv på det samme eller de samme markeder som fusionsparterne, er umiddelbart berørt af en sådan beslutning, når beslutningen ved at muliggøre gennemførelsen af den planlagte fusion kan medføre en øjeblikkelig ændring af situationen på det eller de pågældende markeder, som således udelukkende beror på fusionsparternes vilje.

   Desuden er en virksomhed individuelt berørt af den nævnte beslutning, hvis den rammes på grund af visse egenskaber, som er særlige for den, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller den fra alle andre og derfor individualiserer den på lignende måde som adressaterne. Dette gør sig gældende for en virksomhed, der dels er i direkte konkurrence med fusionsparterne på markedet for bestemte produkter, idet den omtvistede fusion så kan berøre den i dens egenskab af direkte konkurrent, dels anser den omtvistede fusion for ligeledes at berøre den i dens egenskab af indkøber af de nødvendige råvarer til fremstilling af disse produkter, når den flere gange har henvendt sig til en af fusionsparterne for at få dækket sit behov på dette område, og som desuden efter meddelelsen i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 4064/89 har deltaget aktivt i den administrative procedure, bl.a. ved at fremkomme med indvendinger, som Kommissionen har taget hensyn til i sin beslutning.

   (jf. præmis 46-55)

3.  Da det fremgår af artikel 305, stk. 1, EF, at for så vidt angår fællesmarkedets funktion gælder reglerne i EKSF-traktaten og de til gennemførelse heraf udstedte bestemmelser fortsat uanset EF-traktaten, skal de aspekter af en blandet fusion, der er omfattet af EKSF-traktaten, behandles på baggrund af reglerne i artikel 66 KS, mens samtlige øvrige aspekter af fusionen skal behandles inden for rammerne af den generelle fusionskontrolordning, der er indført ved forordning nr. 4064/89.

   I det omfang såvel artikel 66 KS som forordning nr. 4064/89 kræver forhåndsgodkendelse af fusioner, indebærer dette, at parterne i en blandet fusion kun kan gennemføre den anmeldte fusionsplan, såfremt de har fået to særskilte tilladelser, nemlig én tilladelse i henhold til artikel 66, stk. 2, KS for de dele af fusionen, der er omfattet af EKSF-traktaten, og én tilladelse i henhold til forordning nr. 4064/89 for de dele af fusionen, der er omfattet af EF-traktaten.

   Alene på grund af disse særlige omstændigheder kan Kommissionen således vedtage to særskilte beslutninger om tilladelse til at gennemføre en blandet fusion, idet denne fremgangsmåde er så meget desto mere berettiget, som reglerne i artikel 66 KS og i forordning nr. 4064/89 såvel materielt som formelt adskiller sig fra hinanden. Denne konklusion ændres ikke af, at der er tale om én og samme udelelige fusion. Selv om en anmeldt blandet fusion ud fra et økonomisk synspunkt generelt af anmelderne anses for et udeleligt hele, kan dette ikke forhindre, at fusionen fra et retligt synspunkt kræver to særskilte tilladelser fra Kommissionen.

   I denne forbindelse er den blotte omstændighed, at Kommissionen vedtager to særskilte beslutninger som led i kontrollen af en blandet fusion, imidlertid ikke i sig selv i strid med Kommissionens forpligtelse til at undgå manglende sammenhæng i gennemførelsen af de forskellige fællesskabsretlige bestemmelser. Muligheden for, at vedtagelsen af særskilte beslutninger eventuelt fører til, at Kommissionen tillader en fusion helt eller delvis hvad angår EKSF-aspekterne og forbyder samme fusion helt eller delvis hvad angår EF-aspekterne, er ikke udtryk for manglende sammenhæng, men snarere en følge af, at fusioner eller dele heraf er underkastet forskellige formelle og materielle regler afhængigt af, om de henhører under EKSF-traktaten eller EF-traktaten. Noget lignende gør sig i øvrigt gældende med hensyn til muligheden for, at en sag, der er anlagt til prøvelse af beslutninger, hvori der gives tilladelse til en blandet fusion, fører til et andet resultat for den beslutning, deter vedtaget i henhold til artikel 66 KS, end for den beslutning, der er vedtaget i henhold til forordning nr. 4064/89. Uanset om Kommissionen vedtager én fælles beslutning eller to særskilte beslutninger, påhviler det nemlig nødvendigvis Fællesskabets retsinstanser at prøve lovligheden af beslutningerne på baggrund af de indbyrdes afvigende regler, der er fastsat i de to traktater.

   (jf. præmis 68-70, 75 og 76)

4.  I det omfang de materielle bestemmelser i forordning nr. 4064/89 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, navnlig dens artikel 2, tillægger Kommissionen et skøn, herunder for så vidt angår økonomiske vurderinger, skal Fællesskabets retsinstansers kontrol af udøvelsen af dette skøn, der er væsentligt som led i reglerne om fusioner, foretages under hensyntagen til den skønsmargen, som er knyttet til de bestemmelser med økonomiske aspekter, der indgår i regelsættet om fusioner.

   (jf. præmis 105)

5.  Der er tre betingelser for, at der kan skabes en situation med kollektiv dominerende stilling: For det første skal hvert medlem af det dominerende oligopol kunne skaffe sig kendskab til andre medlemmers adfærd med henblik på at kunne kontrollere, om de følger den samme adfærd eller ikke; for det andet er det nødvendigt, at situationen med stiltiende koordinering kan opretholdes over en vis periode, dvs. at der skal være en tilskyndelse til ikke at fravige den fælles adfærd på markedet; for det tredje må de nuværende og potentielle konkurrenters forudsigelige reaktion samt forbrugernes reaktion ikke så tvivl om de forventede resultater af den fælles adfærd.

   (jf. præmis 121)

6.  For så vidt angår Kommissionens forpligtelse til at begrunde sine beslutninger kræves det ikke, at den i sin begrundelse anfører samtlige faktiske og retlige omstændigheder, idet spørgsmålet, om begrundelsen for en retsakt opfylder kravene efter artikel 253 EF, skal vurderes ikke blot i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Dette indebærer, at når en beslutningstagende myndighed har kompetence til i parallelle sager at vedtage to særskilte beslutninger, som vedrører de samme faktiske omstændigheder, kan hver af de to beslutninger, såfremt de inden for kort tid bringes til samme berørte persons kendskab, hvad angår begrundelsespligten i forhold til denne person, anses for en del af baggrunden for den anden beslutning og således betragtes som en supplerende begrundelse.

   I et tilfælde, hvor Kommissionen i to parallelle sager har vedtaget to særskilte beslutninger om tilladelse til én og samme fusion, der både henhører under EKSF-traktaten og EF-traktaten, og hvor disse beslutninger samtidig meddeles, skal begrundelsen for den ene af beslutningerne derfor nødvendigvis vurderes på baggrund af begrundelsen for den anden beslutning. Selv om den kontrol, Kommissionen udøver gennem disse beslutninger, er baseret på forskellige materielle og formelle regler, må det nemlig i et sådant tilfælde fastslås, at disse særskilte beslutninger vedrører én og samme fusion, således at Kommissionens vurdering i visse henseender er den samme.

   (jf. præmis 123 og 124)

7.  I forbindelse med bedømmelsen af en fusions indvirkning på konkurrencen er det relevante geografiske marked et nærmere afgrænset geografisk område, hvor det omtvistede produkt markedsføres, og hvor konkurrencevilkårene er tilstrækkeligt ensartede for alle de erhvervsdrivende til, at der kan foretages en rimelig vurdering af den anmeldte fusions virkninger på konkurrencen.

   (jf. præmis 141)

8.  I sin vurdering af en anmeldt fusions forenelighed med fællesmarkedet kan Kommissionen ikke være forpligtet til i henhold til artikel 81 EF at undersøge den hypotetiske risiko for, at fusionsparterne efter fusionen kan blive fristet til at indgå konkurrencebegrænsende aftaler. I artikel 81, stk. 1, EF er det klart fastsat, at forbuddet i denne bestemmelse alene finder anvendelse, når der faktisk er indgået konkurrencebegrænsende aftaler. Kommissionens bedømmelse af en fusions forenelighed med fællesmarkedet skal endvidere udelukkende foretages på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der foreligger på tidspunktet for anmeldelsen af fusionen, og ikke på grundlag af hypotetiske forhold, hvis økonomiske rækkevidde ikke kan vurderes på det tidspunkt, hvor beslutningen træffes.

   (jf. præmis 170)

9.  Under udøvelsen af den fælles kontrol med en fælles virksomhed må moderselskaberne til denne virksomhed nødvendigvis blive enige om, hvorledes virksomheden skal drives, og til en vis grad om deres egen stilling i forhold til den fælles virksomhed på visse markeder. Det kan således ikke udelukkes, at sådanne indirekte bånd kan påvirke den konkurrencemæssige adfærd på visse markeder. At der foreligger sådanne indirekte økonomiske og strukturelle bånd, er således noget, der skal tages hensyn til ved vurderingen af en fusion i henhold til artikel 2, stk. 2 og 3, i forordning nr. 4064/89.

   (jf. præmis 173 og 174)

10.  Når Kommissionen erklærer en fusion forenelig med fællesmarkedet på grundlag af artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 4064/89, er det en i relation til begrundelsespligten i medfør af artikel 253 EF nødvendig, men også tilstrækkelig, forudsætning, at denne beslutning klart og utvetydigt angiver, hvorfor Kommissionen ikke rinder, at den omtvistede fusion giver anledning til alvorlig tvivl med hensyn til dens forenelighed med fællesmarkedet. Det kan dog ikke af denne forpligtelse udledes, at Kommissionen i et sådant tilfælde er forpligtet til at begrunde sin vurdering af samtlige retlige eller faktiske omstændigheder, der eventuelt kan have en forbindelse med den anmeldte fusion, og/eller som er blevet rejst under den administrative procedure. Ikke alene vil et sådant krav være vanskeligt at forene med den hurtighed, Kommissionen har krævet af sig selv ved udøvelsen af sin fusionskontrol, især ved godkendelsen af en fusion på grundlag af artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 4064/89, men derudover vil kravet være vanskeligt at retfærdiggøre i betragtning af selve karakteren af denne beføjelse. Som led i den ordning, der er indført ved forordning nr. 4064/89, skal Kommissionen nemlig på grundlag af en analyse af den forventede situation på referencemarkederne vurdere, om den fusion, den skal tage stilling til, skaber eller styrker en dominerende stilling, som bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf. Dette forudsætter en omhyggelig undersøgelse, bl.a. af omstændigheder, som i den konkrete situation findes relevante med henblik på vurderingen af fusionens virkninger på konkurrencevilkårene på referencemarkedet. Hvis en fusion ikke ændrer eller kun ændrer konkurrencesituationen på et bestemt marked i ubetydelig grad, kan det således ikke kræves, at Kommissionen begrunder dette nærmere. Af samme årsager tilsidesætter Kommissionen ikke sin begrundelsespligt, hvis den i sin beslutning ikke giver en nøjagtig begrundelse for sin vurdering af en række forhold i forbindelse med fusionen, der er åbenbart uvedkommende, uden betydning eller klart af underordnet relevans for vurderingen af fusionen. Det følger heraf, at den omstændighed, at en beslutning, hvorved en fusion erklæres forenelig med fællesmarkedet på grundlag af artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 4064/89, ikke giver nogen begrundelse for en række faktiske eller retlige omstændigheder, ikke i sig selv indebærer, at Kommissionen har tilsidesat den begrundelsespligt, der påhviler den, når den vedtager en sådan beslutning. Denne manglende begrundelse kan nemlig ligeledes fortolkes således, at det efter Kommissionens opfattelse er udelukket, at disse omstændigheder kan give anledning til alvorlig tvivl med hensyn til den omtvistede fusions forenelighed med fællesmarkedet.

    (jf. præmis 184-187)