Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62000TJ0129

    Sammendrag af dom

    Nøgleord
    Sammendrag

    Nøgleord

    1. EF-varemærker - appel og søgsmål - søgsmål for Fællesskabets retsinstanser - annullationssøgsmål - retlig interesse i søgsmålet

    (Rådets forordning nr. 40/94, art. 63)

    2. EF-varemærker - definition og erhvervelse af et EF-varemærke - tegn, der kan udgøre et varemærke - former - betingelse - fornødent særpræg

    [Rådets forordning nr. 40/94, art. 4 og art. 7, stk. 1, litra b)]

    3. EF-varemærker - definition og erhvervelse af et EF-varemærke - absolutte registreringshindringer - varemærker uden fornødent særpræg - tredimensionale varemærker, der består af produktets form og design - fornødent særpræg - bedømmelseskriterier

    [Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b)]

    4. EF-varemærker - definition og erhvervelse af et EF-varemærke - absolutte registreringshindringer - varemærker uden fornødent særpræg - et tredimensionalt varemærkes træk, der henviser til visse egenskaber ved varen uden dog at være beskrivende - betydning for bedømmelsen af det fornødne særpræg

    [Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b) og c)]

    5. EF-varemærker - definition og erhvervelse af et EF-varemærke - absolutte registreringshindringer - varemærker uden fornødent særpræg - tredimensionalt varemærke - rektangulær tablet med afrundede kanter og let afrundede hjørner, med prikker og en trekantet fordybning, for rengøringsmidler

    [Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b)]

    Sammendrag

    1. Et annullationssøgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 63 i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, kan kun admitteres, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den pågældende retsakt annulleres. En sådan interesse forudsætter, at annullationen af den pågældende retsakt i sig selv kan have retsvirkninger.

    ( jf. præmis 12 )

    2. Det fremgår af artikel 4 i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at varens form findes blandt de tegn, der kan udgøre et EF-varemærke. At en kategori af tegn generelt kan udgøre et varemærke, er imidlertid ikke ensbetydende med, at de tegn, der tilhører denne kategori, nødvendigvis har det fornødne særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 i forhold til en bestemt vare eller tjenesteydelse.

    ( jf. præmis 47 )

    3. Artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker skelner ikke mellem de forskellige varemærkekategorier. Kriterierne for bedømmelse af det fornødne særpræg for tredimensionale varemærker, der udgøres af selve varens form, er således ikke anderledes end dem, der finder anvendelse på andre varemærkekategorier.

    Der skal ikke desto mindre ved anvendelsen af disse kriterier tages hensyn til det forhold, at opfattelsen i den pågældende omsætningskreds ikke nødvendigvis er den samme ved tredimensionale varemærker, der består af selve varens form og design, og ved ordmærker, figurmærker eller tredimensionale varemærker, der ikke består af varens form. Mens forbrugerne er vant til umiddelbart at opfatte de sidstnævnte varemærker som tegn, der identificerer varen, gælder dette ikke nødvendigvis, når tegnet er sammenfaldende med selve varens fremtræden.

    ( jf. præmis 50 og 51 )

    4. Man kan ikke udlede af et tredimensionalt varemærkes træk, der henviser til visse kvaliteter ved varen, uden at de dog kan anses for en beskrivende betegnelse i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at de giver varemærket det fornødne særpræg. Dette særpræg mangler, når den tilsigtede omsætningskreds bibringes den opfattelse, at denne form skal forstås som en henvisning til visse kvaliteter ved varen, og ikke som en betegnelse af dens oprindelse.

    ( jf. præmis 58 )

    5. I henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker er »varemærker, der mangler fornødent særpræg«, udelukket fra registrering. Hvad i denne forbindelse angår det tredimensionale varemærke, der er ansøgt om registrering af for produkter til vaskemaskine eller opvaskemaskine, og som fremtræder i form af en rektangulær tablet med let afrundede kanter og hjørner med prikker og en trekantet fordybning i midten, hvor der ikke er gjort krav på farverne, mangler det fornødent særpræg.

    Hvad angår det helhedsindtryk, der fremgår af den ansøgte tablets form og farvelægning, der består af en kombination af ydre træk, der er naturlige og typiske for den pågældende vare, giver det ansøgte varemærke ikke den pågældende omsætningskreds mulighed for at adskille de omhandlede varer fra dem, der har en anden kommerciel oprindelse, når den skal træffe sit valg i en købssituation.

    ( jf. præmis 60, 63 og 69 )

    Top