Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Statsstøtte - begreb - foranstaltningens selektive karakter - national lovgivning, hvorved der indføres en skattelettelse - generel foranstaltning, hvorved forvaltningen tillægges en skønsbeføjelse i forbindelse med indrømmelse af en skattefordel - omfattet

(Art. 87, stk. 1, EF)

2. Statsstøtte - begreb - foranstaltningens selektive karakter - foranstaltning, hvorved der forfølges økonomiske eller erhvervsmæssige mål - uden betydning

(Art. 87, stk. 1, EF)

3. Statsstøtte - tilbagesøgning af ulovlig støtte - støtte ydet i strid med procedurereglerne i artikel 88 EF - støttemodtagernes eventuelle berettigede forventning - beskyttelse - betingelser og begrænsninger

(Art. 88, stk. 3, EF)

4. Statsstøtte - begreb - støtte, der ydes af regionale eller lokale myndigheder - omfattet

(Art. 87, stk. 1, EF)

5. Statsstøtte - begreb - foranstaltningens selektive karakter - objektive kriterier for anvendelsen - uden betydning

(Art. 87, stk. 1, EF)

6. Statsstøtte - begreb - specifik fiskal foranstaltning - foranstaltningens selektive karakter - begrundet i skattesystemets art og indretning - ikke omfattet

(Art. 87, stk. 1, EF)

7. Statsstøtte - kommissionsbeslutning, hvorved det fastlås, at en ikke-anmeldt støtte er uforenelig med fællesmarkedet - begrundelsespligt - rækkevidde

(Art. 87 EF, art. 88, stk. 3, EF og art. 253 EF)

8. Statsstøtte - kommissionsbeslutning, hvorved en støtte fastslås at være uforenelig med fællesmarkedet - Kommissionens kendskab til, at andre virksomheder modtager samme form for støtte - tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet - foreligger ikke

(Art. 87 EF)

Sammendrag

1. I henhold til artikel 87, stk. 1, EF er det en betingelse for, at en foranstaltning kan betegnes som statsstøtte, at den begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner«. En statslig foranstaltnings specifikke eller selektive karakter er således et af kendetegnene ved begrebet statsstøtte.

Foranstaltninger af generel karakter er ikke omfattet af artikel 87, stk. 1, EF. Foranstaltninger, der umiddelbart forekommer anvendelige på alle virksomheder, kan imidlertid i et vist omfang være selektive og må følgelig anses for foranstaltninger, der har til formål at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner. Dette vil bl.a. være tilfældet, når den forvaltning, der skal anvende en generel bestemmelse, i et vist omfang råder over en skønsbeføjelse i forbindelse med anvendelsen af retsakten.

I den forbindelse er det ikke nødvendigt for at afkræfte, at nationale bestemmelser, hvorved der indføres en skattelempelse i forbindelse med investeringer, har karakter en generel foranstaltning, at efterprøve, om den adfærd, som udvises af den forvaltning, der indrømmer den skattemæssige fordel, er præget af vilkårlighed. Det er tilstrækkeligt at fastslå, at forvaltningen råder over en skønsbeføjelse, der sætter den i stand til at differentiere støttebeløbet eller betingelserne for tildeling af den pågældende skattelempelse efter arten af de investeringsprojekter, som forelægges for forvaltningen.

( jf. præmis 23, 31 og 35 )

2. Hvis det blev lagt til grund, at forfølgelsen af et politisk økonomisk eller industrielt formål, såsom tilskyndelse til at investere, kan medføre, at en selektiv statslig foranstaltning ikke omfattes af anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF, ville bestemmelsen blive berøvet sin effektive virkning. Det formål, der forfølges med en sådan foranstaltning, kan således ikke begrunde, at foranstaltningen falder uden for begrebet statsstøtte i den forstand, hvori det er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF.

( jf. præmis 51 )

3. Kommissionens påståede passivitet kan ikke skabe en berettiget forventning hos de virksomheder, der modtager en sådan statsstøtte, når en national foranstaltning, såsom en nedsættelse af beskatningsgrundlaget, er gennemført uden forudgående underretning af Kommissionen i strid med artikel 88, stk. 3, EF. Anerkendelsen af støttemodtagerens berettigede forventning er nemlig betinget af, at støtten er ydet i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i artikel 88 EF.

( jf. præmis 54 )

4. Den omstændighed, at en indenstatslig enhed råder over en selvstændig kompetence på det skatteretlige område, der er anerkendt og beskyttet af en medlemsstats forfatning, kan ikke medføre, at denne myndighed er undtaget fra forpligtelsen til at overholde traktatens bestemmelser om statsstøtte. Udtrykket i artikel 87, stk. 1, EF, »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form«, omfatter enhver form for støtte, der finansieres af offentlige midler. Det følger heraf, at foranstaltninger, der træffes af indenstatslige enheder (decentrale, føderale, regionale eller andre enheder) i medlemsstaterne, uanset disses retlige stilling og betegnelse, på samme måde som foranstaltninger, der træffes af føderal- eller centralmagten, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF, såfremt de i denne bestemmelse fastsatte betingelser er opfyldt.

( jf. præmis 57 )

5. Uanset om en selektiv statslig foranstaltning tildeles efter objektive kriterier, mister den ikke sin selektive karakter og kan derfor kvalificeres som statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF.

( jf. præmis 58 )

6. I forbindelse med vurderingen af en statslig foranstaltning som statsstøtte kan foranstaltningens selektive karakter i visse tilfælde være begrundet i »systemets karakter eller opbygning«. Er dette tilfældet, falder foranstaltningen uden for anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF. En konkret skattemæssig foranstaltning, der er begrundet i skattesystemets art og indretning - som f.eks. progressiviteten i et skattesystem, der er begrundet i den omfordeling, der er indbygget i systemet - er således ikke at betragte som statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

( jf. præmis 59 og 60 )

7. Kun statsstøtte, der »påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«, og som »fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene«, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF. Selv om det i visse tilfælde kan fremgå af selve de omstændigheder, hvorunder støtten ydes, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, påhviler det i det mindste Kommissionen at angive disse omstændigheder i beslutningens begrundelse.

I en beslutning, der omhandler støtte, hvorom Kommissionen ikke er underrettet, er Kommissionen imidlertid ikke forpligtet til at påvise støttens reelle virkning på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne. Hvis Kommissionen i sin beslutning var forpligtet til at godtgøre den faktiske virkning af allerede ydet støtte, ville det være ensbetydende med, at man begunstigede de medlemsstater, der yder støtte under tilsidesættelse af underretningspligten ifølge artikel 88, stk. 3, EF, på de medlemsstaters bekostning, der giver underretning om påtænkt støtte.

( jf. præmis 69 og 77 )

8. Der foreligger ikke en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, selv hvis det påvises, at Kommissionen på det tidspunkt, hvor den vedtager en beslutning, hvorved den fastslår, at statsstøtte, der er ydet til en virksomhed, er uforenelig med fællesmarkedet, har kendskab til, at andre virksomheder har modtaget den samme form for støtte. En sådan konstatering ville nemlig ikke ændre ved det faktum, at den støtte, som den første virksomhed har modtaget, er ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet.

( jf. præmis 95 )