Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Landbrug - fælles markedsordning - bananer - importordning - indførelse af en ordning med eksportlicenser, som alene rammer erhvervsdrivende i kategori A og C - ikke tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling - Fællesskabets pådragelse af ansvar uden for kontraktforhold - foreligger ikke

(Art. 288 EF; Kommissionens forordning nr. 478/95; Rådets afgørelse 94/800)

Sammendrag

$$Indførelsen af ordningen med eksportlicenser ved beslutning 94/800 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), og ved forordning nr. 478/95 om supplerende bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning nr. 404/93, for så vidt angår ordningen vedrørende toldkontingentet for indførsel af bananer til Fællesskabet og om ændring af forordning nr. 1442/93, kan ikke pådrage Fællesskabet ansvar uden for kontraktforhold. Selv om det nemlig må anses for godtgjort, at der foreligger en tilsidesættelse af en retsregel, da Domstolen i dommen af 10. marts 1998, sag C-122/95, Tyskland mod Rådet, har fastslået, at artikel 1, stk. 1, første led, i afgørelse 94/800 er ulovlig, for så vidt som Rådet deri har godkendt rammeaftalen, i det omfang den sidstnævnte fritager erhvervsdrivende i kategori B fra den ordning med eksportlicenser, som den fastsætter, og i dommen af 10. marts 1998, forenede sager C-364/95 og C-365/95, T. Port, har fastslået, at artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 478/95 er ugyldig, og selv om Domstolen i de to nævnte domme har udtalt, at de anfægtede bestemmelser var blevet fastsat i strid med forbuddet mod forskelsbehandling, som er et almindeligt fællesskabsretligt princip, der skal beskytte borgerne, har Rådet og Kommissionen, i betragtning af den internationale dimension og de komplicerede økonomiske vurderinger, som indførelse eller ændring af den fælles importordning for bananer forudsætter, ikke åbenbart og groft overskredet grænserne for deres skønsbeføjelser, og følgelig er forbuddet mod forskelsbehandling ikke blevet tilsidesat på en tilstrækkeligt kvalificeret måde i det foreliggende tilfælde.

( jf. præmis 72-75 og 81 )