Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Annullationssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der berører dem umiddelbart og individuelt - Kommissionens forordning om anvendelse af artikel 81, stk. 3, EF på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis - søgsmål anlagt af virksomheder i distributionsleddet, der har indgået sådanne vertikale aftaler, og af organisationer, der repræsenterer sådanne virksomheders interesser - afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF og art. 249 EF; Kommissionens forordning nr. 2790/1999)

2. Appel - anbringender - anbringende, der fremsættes første gang under appellen - afvisning

(EF-statutten for Domstolen, art. 51)

3. Annullationssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der berører dem umiddelbart og individuelt - ufravigelig procesforudsætning - alvorligheden af den pågældende institutions retsbrud - irrelevant

(Art. 230, stk. 4, EF)

4. Retspleje - intervention - åbenbart, at hovedsagen skal afvises - kendelse om afvisning afsagt, inden der er truffet afgørelse vedrørende begæringen om intervention og inden udløbet af fristen for intervention - lovlighed

(EF-statutten for Domstolen, art. 37 og 46; Rettens procesreglement, art. 111, art. 114, stk. 4, og art. 116, stk. 3)

Sammendrag

1. Retten har ikke begået en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionens forordning nr. 2790/1999 om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis i medfør af sin rækkevidde har karakter af en generel retsakt og dermed ikke udgør en beslutning i artikel 249 EF's forstand.

Retten har desuden korrekt anvendt Domstolens faste praksis, hvorefter fysiske og juridiske personer kun vil kunne påstå, at de berøres individuelt, såfremt den omtvistede bestemmelse rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre. I den foreliggende sag berører forordning nr. 2790/1999 alene appellanterne på grund af deres objektive status som erhvervsdrivende, der har indgået vertikale aftaler.

( jf. præmis 25, 26 og 27 )

2. Såfremt en part fik adgang til for første gang for Domstolen at fremføre et anbringende, der ikke var blevet fremført for Retten, ville det være ensbetydende med at give parten adgang til at forelægge Domstolen - der har en begrænset kompetence i appelsager - en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen derfor kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedømmelse af de anbringender, der er blevet behandlet for den.

( jf. præmis 29 )

3. Det kriterium, som betinger realitetspåkendelse af sagsanlæg fra fysiske eller juridiske personer til prøvelse af en beslutning, som ikke er rettet til dem, af, at de er umiddelbart og individuelt berørt af beslutningen, jf. artikel 230, stk. 4, EF, er en ufravigelig procesforudsætning, som Fællesskabets retsinstanser til enhver tid - selv af egen drift - kan efterprøve. Alvorligheden af det retsbrud, den pågældende institution foreholdes, vil under ingen omstændigheder kunne tillade, at traktatens udtrykkelige formalitetskrav ikke anvendes.

( jf. præmis 32 )

4. I tilfælde, hvor hovedsagen er af en sådan karakter, at den skal afvises, uden at der indledes en behandling af sagens realitet, kan Retten, i medfør af artikel 114, stk. 4, i dens procesreglement, afslutte behandlingen af sagen før en begæring om intervention er imødekommet, også selv om fristen for at indgive en sådan begæring endnu ikke er udløbet. Det fremgår således for det første af artikel 37 i statutten for Domstolen, der i medfør af statuttens artikel 46 finder tilsvarende anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, at påstande, der fremsættes i en begæring om intervention, kun kan gå ud på at understøtte en af parternes påstande, og for det andet af artikel 116, stk. 3, i Rettens procesreglement, at intervenienten indtræder i sagen, som den foreligger ved hans intervention. Det følger heraf, at i tilfælde, hvor det er åbenbart, at hovedsagen skal afvises, kan det ikke antages, at en tredjepart kan godtgøre at have en berettiget interesse i afgørelsen af retstvisten, eller at han med held kan intervenere til støtte for en af parternes påstande.

( jf. præmis 33-37 )