Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - ydelser - nationale antikumulationsregler - begrænsning af loftet for sammenlægning af alderspension/efterladtepension, når der oppebæres efterladtepension, der er tilkendt efter en anden medlemsstats sociale sikringsordning - lovgivning, som udgør en bestemmelse om nedsættelse i forordning nr. 1408/71's forstand

(Rådets forordning nr. 1408/71, art. 46a og 46b)

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - ydelser - nationale antikumulationsregler - anvendelse - grænser - fællesskabsbestemmelser, herunder antikumulationsregler, der er mere fordelagtige for arbejdstageren

(Rådets forordning nr. 1408/71, art. 12, stk. 2, og art. 46)

Sammendrag

1. En medlemsstats bestemmelse om beregning af efterladtepension, der foreskriver en begrænsning af loftet for sammenlægning af »alderspension/efterladtepension«, når den efterlevende ægtefælle kan gøre krav på en efterladtepension, der skal udredes af en anden medlemsstat, udgør en bestemmelse om nedsættelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 46a og 46b i forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 1248/92.

En national regel må kvalificeres som en bestemmelse om nedsættelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordning nr. 1408/71, når den beregning, den fastlægger, har til virkning, at det pensionsbeløb, den pågældende har krav på som følge af, at han har krav på en ydelse i en anden medlemsstat, nedsættes.

( jf. præmis 16, 20 og domskonkl. 1 )

2. Artikel 46a og 46b i forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 1248/92, er til hinder for anvendelsen af en medlemsstats bestemmelser, der indeholder en antikumulationsregel, hvorefter en efterladtepension, der består ret til i den pågældende medlemsstat, skal nedsættes som følge af, at der samtidig er erhvervet ret til efterladtepension i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, såfremt de ydelser, der skal udbetales i medfør af de nationale bestemmelser, viser sig at være mindre fordelagtige end dem, der fastsættes under anvendelse af forordningens artikel 46.

Den kompetente institution i en medlemsstat skal foretage en sammenligning mellem de ydelser, der vil kunne udbetales alene i medfør af den nationale lovgivning, herunder dennes antikumulationsregler, og de ydelser, der vil kunne udbetales i medfør af fællesskabsretten, og tildele den vandrende arbejdstager den højeste af de to ydelser.

( jf. præmis 29 og 30 samt domskonkl. 2 )