Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Fællesskabsret — principper — grundlæggende rettigheder — ejendomsret — begrænsninger — lovligt — betingelser — minimumsforanstaltninger til bekæmpelse af visse fiskesygdomme — direktiv 93/53 — erstatning til de berørte ejere — foreligger ikke — forenelighed med ejendomsretten — sygdomsudbruddet kan tilregnes ejeren af fiskene — ingen betydning — (Rådets direktiv 91/67, som ændret ved direktiv 93/54, bilag A, og direktiv 93/53)

Sammendrag

De grundlæggende rettigheder, som beskyttes af Domstolen, heriblandt ejendomsretten, har ikke uindskrænket gyldighed, men skal ses i sammenhæng med deres samfundsmæssige funktion. Udøvelsen af sådanne rettigheder kan derfor underkastes begrænsninger, især inden for rammerne af en fælles markedsordning, såfremt disse begrænsninger faktisk svarer til de fællesskabsformål, der tjener almene hensyn, og ikke i lyset af det tilsigtede formål udgør et uforholdsmæssigt og urimeligt indgreb, der berører disse rettigheders egentlige indhold.

Direktiv 93/53 om minimumsfællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse fiskesygdomme skal medvirke til gennemførelsen af det indre marked for akvakulturdyr og -produkter og er en del af en ordning, som har til formål at fastsætte minimumsfællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse fiskesygdomme. Følgelig svarer de i direktivet fastsatte foranstaltninger til fællesskabsformål, der tjener almene hensyn.

I lyset af det tilsigtede formål er de i direktiv 93/53 fastsatte minimumsforanstaltninger vedrørende destruktion og aflivning til bekæmpelse af sygdomme opført på liste I i bilag A til direktiv 91/67 om dyresundhedsmæssige betingelser for afsætning af akvakultur- og produkter, som ændret ved direktiv 93/54, i mangel af bestemmelser om betaling af erstatning til de berørte ejere ikke et uforholdsmæssigt og urimeligt indgreb, der berører ejendomsrettens egentlige indhold.

For det første har de i direktiv 93/53 fastsatte foranstaltninger hastekarakter og skal sikre, at der sættes effektivt ind, når forekomsten af en sygdom bekræftes, og at enhver risiko for, at sygdomsagensen spredes eller overlever, fjernes.

Endvidere har de omhandlede foranstaltninger ikke til hensigt at fratage ejerne af akvakulturbrugene deres rådighed over disse, men at gøre det muligt for dem fortsat at udøve deres aktiviteter dér. Den omgående destruktion og aflivning af alle fisk gør det således muligt for disse ejere snarest at indsætte en ny bestand på de berørte brug. De omhandlede foranstaltninger muliggør altså, at transporten genoptages, og at der i Fællesskabet kan afsættes levende fisk af de arter, der er modtagelige for sygdommene opført på liste I og liste II i bilag A til direktiv 91/67, således at alle de berørte parter, herunder ejerne af akvakulturbrugene, kan drage fordel af disses virkninger.

Endelig udøver ejerne af akvakulturbrugene en aktivitet, som indebærer forretningsmæssige risici. Ejerne kan i deres egenskab af opdrættere forvente, at der på et hvilket som helst tidspunkt udbryder en fiskesygdom, som påfører dem tab. Denne risiko er uadskilleligt forbundet med opdræt af og handel med levende dyr og er en følge af en naturlig begivenhed, hvad angår såvel liste I-sygdommene som de sygdomme, der er opført på liste II i bilag A til direktiv 91/67.

Med hensyn til omfanget af et eventuelt tab har fisk, der udviser kliniske sygdomssymptomer, som følge af deres tilstand ikke nogen værdi. Hvad angår fisk, som har nået handelsstørrelse, og som kunne være blevet solgt eller forarbejdet med henblik på konsum, eftersom de på tidspunktet for aflivningen ikke udviste kliniske sygdomstegn, skyldes opdrætternes eventuelle tab som følge af den omgående aflivning af denne slags fisk det forhold, at de ikke har kunnet vælge det mest fordelagtige tidspunkt for afsætning af dem. I øvrigt er det ikke muligt at fastsætte et tidspunkt for, hvornår afsætning af fiskene er mest favorabel på grund af risikoen for, at de i fremtiden udviser sådanne tegn. Hvad angår alle de øvrige slags fisk er det heller ikke muligt at fastslå, om de har nogen værdi på grund af risikoen for, at de i fremtiden udviser kliniske sygdomstegn.

Ganske vist kan fællesskabslovgiver inden for rammerne af de vide skønsmæssige beføjelser, som denne har inden for landbrugspolitikken, mene, at det er hensigtsmæssigt at yde delvis eller fuldstændig erstatning til ejere af bedrifter, hvis dyr er blevet destrueret eller slået ned. Dog kan det ikke af denne kendsgerning udledes, at der i fællesskabsretten findes et almindeligt princip om, at der under alle omstændigheder skal betales erstatning.

Ud fra disse samme betragtninger er de af en medlemsstat iværksatte foranstaltninger til omgående destruktion og aflivning af fisk med henblik på bekæmpelse af de i nævnte bilag omhandlede liste I- og liste II-sygdomme i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 93/53, som er henholdsvis identiske med eller svarer til de af Fællesskabet fastsatte minimumsforanstaltninger for liste I-sygdomme, og som ikke indeholder bestemmelser om betaling af erstatning, ikke uforenelige med den grundlæggende ejendomsret.

Spørgsmålet om, hvorvidt sygdomsudbruddet kan tilregnes ejeren af de pågældende fisk, eller dette ikke er tilfældet, har ikke indvirkning på, hvorvidt de nævnte nationale foranstaltninger er forenelige med den grundlæggende ejendomsret.

(jf. præmis 68, 78-83, 84-86, 93, 95 samt domskonkl. 1-3)