Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Annullationssøgsmål – genstand – påstand om annullation af en beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende statsstøtte i artikel 88, stk. 2, EF med henblik på at anfægte forpligtelsen til at indstille de undersøgte foranstaltninger indtil afslutningen af nævnte procedure – vedtagelse af den afsluttende beslutningsprocedure og dennes endelige retskraft – søgsmålet bevarer sin genstand

2. Institutionernes retsakter – begrundelse – pligt – rækkevidde – beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i artikel 88, stk. 2, EF

(Art. 88, stk. 2, EF og 253 EF; Rådets forordning nr. 659/1999)

3. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i artikel 88, stk. 2, EF – forpligtelse til forudgående at drøfte støtteforanstaltningen med den pågældende medlemsstat og undersøge situationen ud fra de af denne forelagte oplysninger – nævnte medlemsstats pligt til loyalt samarbejde

(Art. 10 EF og 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 10 og 13)

4. Annullationssøgsmål – anbringender – magtfordrejning – begreb

(Art. 230 EF)

5. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – vanskeligheder ved vurderingen af en støttes forenelighed med fællesmarkedet eller tvivl om støttens karakter – Kommissionens forpligtelse til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i artikel 88, stk. 2, EF

(Art.87 EF og 88, stk. 2 og 3, EF)

6. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – proceduremæssige rammer fastsat ved den forudgående kvalificering af de pågældende foranstaltninger som eksisterende eller ny støtte – ingen skønsbeføjelse for Kommissionen – pligt til loyalt samarbejde for den medlemsstat, som kræver, at støtten kvalificeres som eksisterende

(Art. 10 EF og 88 EF)

7. Statsstøtte – generel støtteordning godkendt af Kommissionen – individuel støtte, der angives at være omfattet af godkendelsen – Kommissionens undersøgelse – undersøgelse heraf principalt i henhold til godkendelsesbeslutningen og kun subsidiært i henhold til traktaten

(Art. 87 EF og 88 EF)

8. Statsstøtte – eksisterende eller ny støtte – betalinger til søtransportvirksomheder, der inden for rammerne af kontrakter om offentlig tjeneste udfører ø‑cabotage – artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 3577/92 – anvendelse af ordningen om ny støtte alene på betalinger, der ikke var nødvendige for opretholdelsen af kontrakterne

(Art. 88, stk. 1 og 3, EF; Rådets forordning nr. 3577/92, art 4, stk. 3)

Sammendrag

1. Et søgsmål anlagt til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen om at indlede undersøgelsesproceduren vedrørende statsstøtte i artikel 88, stk. 2, EF, og hvis formål hovedsagelig er, at det fastslås, at de pågældende foranstaltninger ikke indstilles indtil afslutningen af proceduren, bliver ikke uden genstand, fordi der efter sagsanlægget er truffet beslutning om afslutning af nævnte procedure, som i mellemtiden har opnået retskraft.

(jf. præmis 15-18)

2. Pligten til at begrunde en akt, der indeholder et klagepunkt, har til formål at gøre det muligt for Domstolen at udøve sin kontrol med hensyn til afgørelsens lovlighed, og give afgørelsens adressat oplysninger, der er tilstrækkelige til at fastslå, hvorvidt afgørelsen er korrekt eller behæftet med en mangel, hvorefter dens lovlighed kan anfægtes.

For så vidt angår en beslutning om at indlede proceduren i artikel 88, stk. 2, EF vedrørende formodet statsstøtte ville den manglende henvisning i den anfægtede beslutning til forordning nr. 659/1999 om gennemførelsesbestemmelser til artikel [88 EF], eller visse af forordningens bestemmelser, kun kunne udgøre en begrundelsesmangel, hvis Kommissionens anvendelse af forordningens bestemmelser ikke fulgte direkte af traktaten.

(jf. præmis 22 og 23)

3. Med hensyn til retsvirkningerne af en beslutning om at indlede proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF ved foreløbig at anse de pågældende foranstaltninger for ny støtte, selv om den berørte medlemsstat sandsynligvis ikke deler denne opfattelse, skal Kommissionen først drøfte de pågældende foranstaltninger med medlemsstaten med henblik på, at denne får lejlighed til over for Kommissionen at gøre gældende, at foranstaltningerne i det foreliggende tilfælde ikke udgør støtte, eller at de udgør eksisterende støtte. Artikel 10 og 13 i forordning nr. 659/1999 om gennemførelsesbestemmelser til artikel 88 EF er forenelige med dette krav og fritager derfor ikke Kommissionen fra først at drøfte en foranstaltning med den pågældende medlemsstat, inden den indleder proceduren i artikel 88, stk. 2, EF.

Kommissionen skal, såfremt støttens karakter er omstridt, gennemføre en tilstrækkelig undersøgelse af spørgsmålet på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaten på dette tidspunkt har meddelt den, selv om undersøgelsen ikke fører til den endelige vurdering. Inden for rammerne af princippet om loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne og institutionerne, som er fastsat i artikel 10 EF, og for ikke at forsinke proceduren, påhviler det medlemsstaten på sin side, såfremt den mener, at de pågældende foranstaltninger ikke udgør støtte, straks at meddele Kommissionen – fra det øjeblik, hvor medlemsstaten blev forelagt disse foranstaltninger – de forhold, der kan begrunde denne opfattelse. Hvis disse forhold fjerner al tvivl om, at der ikke foreligger nogen form for støtte i de undersøgte foranstaltninger, kan Kommissionen ikke indlede en procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF. Hvis forholdene derimod ikke fjerner tvivlen om, hvorvidt der er tale om støtte, og hvis der ligeledes er tvivl om deres forenelighed med fællesmarkedet, skal Kommissionen indlede nævnte procedure.

(jf. præmis 29, 30 og 48)

4. Ved begrebet magtfordrejning forstås, at den administrative myndighed under udøvelsen af sine beføjelser forfølger et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet. En beslutning er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet med dette formål.

(jf. præmis 38)

5. Når Kommissionen undersøger støtteforanstaltningerne i henhold til artikel 87 EF med henblik på at fastslå, om de er forenelige med fællesmarkedet, er den forpligtet til at indlede en procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, hvis den efter den foreløbige undersøgelse ikke kan se bort fra alle de vanskeligheder, der forhindrer den i at fastslå, at foranstaltningerne er forenelige med fællesmarkedet. De samme principper skal naturligvis finde anvendelse, når Kommissionen nærer tvivl om, hvorvidt den undersøgte foranstaltning er støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

(jf. præmis 47)

6. Forpligtelsen til i visse tilfælde at indlede proceduren i artikel 88, stk. 2, EF foregriber ikke de processuelle rammer for beslutningen, dvs. enten den vedvarende undersøgelse af eksisterende støtteordninger, således som det fremgår af bestemmelserne i både artikel 88, stk. 1 og 2, EF eller kontrollen med ny støtte, hvilket fremgår af stk. 3 og 2 i samme artikel.

Kommissionen kan, henset til retsvirkningerne af dette proceduremæssige valg, når det drejer sig om foranstaltninger, der allerede er iværksat, ikke automatisk vælge den anden proceduremæssige løsning, når den berørte medlemsstat påstår, at det er den første løsning, der bør finde anvendelse. I dette tilfælde skal Kommissionen foretage en tilstrækkelig undersøgelse af spørgsmålet på baggrund af de informationer, der er blevet meddelt den på dette tidspunkt af medlemsstaten, selv om denne undersøgelse ikke fører til en endelig kvalificering af de undersøgte foranstaltninger.

Ligesom ved spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om former for støtte, i henhold til princippet om loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne og institutionerne, således som det fremgår af artikel 10 EF, og med henblik på ikke at forsinke proceduren, påhviler det den medlemsstat, som mener, at der i det foreliggende tilfælde er tale om eksisterende støtte, at meddele Kommissionen de forhold, der begrunder medlemsstatens opfattelse, fra det tidspunkt, hvor denne behandler den berørte foranstaltning. Hvis disse forhold ved en foreløbig vurdering giver anledning til at antage, at det er sandsynligt, at de pågældende foranstaltninger faktisk udgør eksisterende støtte, skal Kommissionen derfor behandle disse foranstaltninger inden for rammerne af artikel 88, stk. 1 og 2, EF. Hvis de forhold, som medlemsstaten har meddelt, ikke gør det muligt at nå frem til denne foreløbige konklusion, eller hvis medlemsstaten ikke meddeler nogen oplysninger om disse forhold, skal Kommissionen derimod behandle disse foranstaltninger inden for de proceduremæssige rammer som fastsat i samme bestemmelses stk. 3 og 2.

(jf. præmis 53-55)

7. Når Kommissionen har godkendt en støtteordning, ville det være i strid med principperne om den berettigede forventning og retssikkerhed, såfremt den på ny undersøger gennemførelsesforanstaltninger til denne ordning som ny støtte. Heraf følger, at når den berørte medlemsstat gør gældende, at den pågældende støtte er ydet i henhold til en tidligere godkendt ordning, kan Kommissionen ikke uden videre indlede en procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF med hensyn til støtte, der er blevet udbetalt, fordi den anser nævnte foranstaltning for ny støtte, hvilket indebærer, at foranstaltningerne bliver suspenderet, men skal foreløbigt afgøre, om disse foranstaltninger er omfattet af den pågældende ordning, og, i bekræftende fald, om de opfylder betingelserne, der er fastsat i godkendelsesbeslutningen af denne ordning. Kun såfremt konklusionen er negativ efter denne undersøgelse, kan Kommissionen derefter indlede en procedure i henhold til artikel 88, stk. 1 og 2, EF, idet den anser foranstaltningerne for ny støtte.

(jf. præmis 57)

8. Kontrakterne om offentlig tjeneste som omhandlet i artikel 4 i forordning nr. 3577/92 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i medlemsstaterne (cabotagesejlads) indeholder efter sagens natur finansielle bestemmelser med henblik på at sikre forsyningsforpligtelsen, der er fastsat i denne forordning, og henset til, at ordlyden af samme bestemmelses stk. 3 omhandler opretholdelsen af de pågældende kontrakter indtil deres udløb, uden at begrænse bestemmelsens rækkevidde til bestemte aspekter af disse kontrakter, er de nødvendige bestemmelser med henblik på at sikre den heri nævnte forsyningspligt omfattet af artikel 4, stk. 3.

Derimod kan, i modsætning til hvad den italienske regering i det væsentlige har anført, den støtte, der overstiger, hvad der er nødvendigt for at sikre de forsyningspligter, der er genstand for de foreliggende kontrakter, ikke falde ind under anvendelsesområdet for sidstnævnte bestemmelse, idet denne ikke er nødvendig for balancen, og dermed for opretholdelse af sådanne kontrakter, og kan derfor ikke på baggrund af disse bestemmelser anses for eksisterende støtte.

(jf. præmis 64 og 65)