Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61999CJ0328

    Sammendrag af dom

    Nøgleord
    Sammendrag

    Nøgleord

    1. Statsstøtte - begreb - støtte med statsmidler - støtte ydet af et privatretligt selskab, der i det væsentlige indehaves af en offentlig institution - midler fra en virksomhed, som til stadighed er under de offentlige myndigheders kontrol - omfattet

    (Art. 87, stk. 1, EF)

    2. Statsstøtte - begreb - en medlemsstats finansielle støtte til en offentlig eller privat virksomhed - vurdering i henhold til kriteriet om en privat investor - hensyntagen til situationen på tidspunktet for ydelsen af støtten

    (Art. 87, stk. 1, EF)

    3. Statsstøtte - begreb - anvendelse af kriteriet om en privat investor - Kommissionens skøn - domstolskontrol - grænser

    (Art. 87, stk. 1, EF)

    4. Statsstøtte - tilbagesøgning af en ulovlig støtte - forpligtelse som følge af ulovligheden - genstand - genoprettelse af den oprindelige situation

    (Art. 88, stk. 2, EF)

    5. Statsstøtte - tilbagesøgning af en ulovlig støtte - betingelser for tilbagesøgning - en privat kreditors adfærd - forpligtelse til at anvende alle til rådighed stående retsmidler, herunder afvikling af støttemodtageren

    (Art. 88, stk. 2, EF)

    6. Statsstøtte - tilbagesøgning af en ulovlig støtte - bestemmelse af debitor i tilfælde af overførsel af aktiver til et datterselskab - kriteriet »økonomisk succession« i relation til virksomheden

    (Art. 88, stk. 2, EF)

    Sammendrag

    $$1. De økonomiske midler i et privatretligt selskab, der i det væsentlige indehaves af en offentlig institution og handler under dennes kontrol, kan anses for statsmidler som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, når de til stadighed er under de offentlige myndigheders kontrol og dermed står til rådighed for de kompetente offentlige myndigheder.

    ( jf. præmis 33 )

    2. Begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 87 EF kan ikke blot omfatte positive ydelser som bl.a. tilskud, lån eller deltagelse i virksomheders kapital, men ligeledes indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger.

    Det fremgår imidlertid af princippet om ligebehandling af offentlige og private virksomheder, at den kapital, som staten direkte eller indirekte indskyder i en virksomhed på vilkår, der svarer til normale markedsvilkår, ikke kan anses for statsstøtte.

    Ved afgørelsen af, om offentlige myndigheders indgreb i en virksomheds kapital, uanset under hvilken form dette indgreb sker, kan udgøre statsstøtte, skal det således vurderes, om en privat investor af en størrelse, der kan sammenlignes med organer, som forestår forvaltningen af den offentlige sektor, under tilsvarende omstændigheder kunne tænkes at ville have indskudt kapital af samme størrelse, navnlig under hensyn til de oplysninger, som var tilgængelige, og den forventede udvikling på datoen for kapitalindskuddet.

    ( jf. præmis 35-38 )

    3. Domstolsprøvelsen af en retsakt, som indebærer en kompliceret økonomisk bedømmelse, hvorunder Kommissionen anvender kriteriet om en privat investor for at afgøre, om et indgreb fra offentlige myndigheder i en virksomheds kapital udgør statsstøtte, må begrænses til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning.

    ( jf. præmis 39 )

    4. Tilbagesøgning af en ulovlig støtte er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig.

    ( jf. præmis 53, 66 )

    5. Med henblik på en fyldestgørende gennemførelse af en beslutning fra Kommissionen om tilbagesøgning af statsstøtte, der er uforenelig med det fælles marked, skal medlemsstaten optræde som en privat kreditor. Den skal tilbagesøge støtten uden forsinkelse og under anvendelse af alle til rådighed stående retsmidler, herunder beslaglæggelse af støttemodtagerens aktiver og om fornødent afvikling af denne.

    ( jf. præmis 68 og 69 )

    6. Den mulighed, som en virksomhed i vanskeligheder har for at træffe saneringsforanstaltninger, kan ikke på forhånd udelukkes under henvisning til krav om tilbagesøgning af statsstøtte, der er uforenelig med det fælles marked.

    Hvis det imidlertid uden videre blev tilladt en virksomhed, der befinder sig i vanskeligheder og står umiddelbart over for at blive erklæret konkurs, under en formel undersøgelse af støtte, som vedrører den individuelt, at oprette et datterselskab, til hvilket den dernæst, før undersøgelsen afsluttes, overfører de mest rentable aktiver fra sin drift, ville det betyde, at ethvert selskab fik mulighed for at unddrage moderselskabets formue disse aktiver ved tilbagesøgningen af støtte, hvilket skaber risiko for, at tilbagesøgningen af støtten bliver helt eller delvis virkningsløs.

    For at undgå, at beslutningen bliver forgæves, og at forvridningen af markedet fortsætter, kan Kommissionen blive nødt til at kræve, at tilbagesøgningen ikke begrænses til den oprindelige virksomhed, men udvides til at omfatte den virksomhed, der viderefører den oprindelige virksomheds aktivitet under anvendelse af de overførte produktionsmidler, såfremt visse forhold i forbindelse med overførslen gør det muligt at fastslå, at der er en økonomisk sammenhæng mellem de to virksomheder.

    ( jf. præmis 76-78 )

    Top