Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Retspleje - stævning - formkrav - angivelse af søgsmålets genstand - kort fremstilling af søgsmålsgrundene - stævning med påstand om erstatning af den skade, som en fællesskabsinstitution har forårsaget

[EF-statutten for Domstolen, art. 19 og art. 46, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

2. Erstatningssøgsmål - sag mod den institution, der angiveligt har bevirket, at Fællesskabet ifalder ansvar - formaliteten - arten af den retsakt, som institutionen kritiseres for at have vedtaget - uden betydning

(EF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2 (nu art. 235 EF og art. 288, stk. 2, EF))

3. Erstatningssøgsmål - selvstændigt i forhold til et annullationssøgsmål - grænser - sag med påstand om tilbagekaldelse af en individuel beslutning, der er blevet endelig - afvisning

(EF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2 (nu art. 235 EF og art. 288, stk. 2, EF))

4. Ansvar uden for kontrakt - betingelser - tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private - retsakt, der er forbundet med en antidumpingprocedure, men som ikke indebærer et økonomisk-politisk valg - en ren tilsidesættelse af fællesskabsretten tilstrækkelig

(EF-traktaten, art. 215 (nu art. 288 EF))

5. Ansvar uden for kontrakt - betingelser - retsstridighed - skade - årsagsforbindelse - begreb - bevisbyrde

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF))

6. Ansvar uden for kontrakt - betingelser - en institutions fejl - manglende omhu ved rettelse af en fejl, som den kompetente tjenestegren var bekendt med

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF))

Sammendrag

1. Ifølge artikel 19 i statutten for Domstolen, som ifølge samme statuts artikel 46, stk. 1, finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal stævningen bl.a. angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. En stævning, hvori der nedlægges påstand om erstatning for skade, der hævdes at være forvoldt af en fællesskabsinstitution, skal, for at opfylde disse krav, indeholde en sådan angivelse af omstændighederne, at det kan fastslås, hvilken adfærd fra institutionens side der sigtes til, grundene til, at sagsøgeren mener, at der består en årsagsforbindelse mellem institutionens adfærd og den skade, der hævdes at være lidt, samt skadens karakter og omfang.

( jf. præmis 30 )

2. Arten af den retsakt, som en fællesskabsinstitution kritiseres for at have vedtaget - om det er en generel retsakt eller en forvaltningsakt - er uden betydning for, hvorvidt en erstatningssag kan antages til realitetsbehandling. Dette forhold er i en sådan sag udelukkende af betydning for realitetsbedømmelsen, når det skal afgøres, hvilket kriterium for retsstridighedens karakter der skal lægges til grund ved afgørelsen af, om Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontrakt.

( jf. præmis 38 )

3. Erstatningssøgsmål i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2 (nu artikel 288, stk. 2, EF), er et selvstændigt retsmiddel, der har sin særlige funktion blandt de forskellige søgsmålstyper og er underkastet betingelser, der er afpasset efter dets særlige formål. Erstatningssøgsmålet adskiller sig fra annullationssøgsmålet ved, at det ikke tilsigter en ophævelse af en bestemt foranstaltning, men derimod erstatning for tab, som er forårsaget af en institution.

Det kan ikke af retspraksis sluttes, at et erstatningssøgsmål er betinget af, at der først anlægges et annullationssøgsmål vedrørende den retsakt, der hævdes at have forårsaget skaden. En part kan anlægge erstatningssag uden herved i medfør af gældende retsforskrifter at være tvunget til at kræve annullation af den ulovlige retsakt, som har forårsaget tabet.

Et erstatningssøgsmål skal afvises, såfremt der med erstatningssøgsmålet reelt tilsigtes en ophævelse af en retsakt, der er blevet endelig, og søgsmålet, hvis sagsøgeren fik medhold, ville medføre, at retsvirkningerne af den pågældende retsakt blev ophævet.

( jf. præmis 45, 49 og 50 )

4. Rådets og Kommissionens retsakter under en procedure med henblik på en eventuel vedtagelse af antidumpingforanstaltninger må i princippet betragtes som generelle retsakter, der bygger på et økonomisk-politisk valg, således at Fællesskabet kun ifalder ansvar på grund af sådanne retsakter, når der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private. Når den pågældende forvaltningshandling ikke indebærer et økonomisk-politisk valg, og Kommissionen kun råder over et yderst begrænset skøn, hvis den overhovedet kan udøve et skøn, er en ren tilsidesættelse af fællesskabsretten tilstrækkelig til, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontrakt. Navnlig vil konstatering af en retsstridighed, som en almindeligt forsigtig og påpasselig forvaltning ikke ville have begået under tilsvarende omstændigheder, give mulighed for at konkludere, at institutionens adfærd har været et retsstridigt forhold af en sådan karakter, at Fællesskabet ifalder ansvar i henhold til traktatens artikel 215 (nu artikel 288 EF).

( jf. præmis 57 og 61 )

5. Der er årsagsforbindelse efter traktatens artikel 215, stk. 2 (nu artikel 288, stk. 2, EF), når der er en direkte årsagsforbindelse mellem den fejl, der er begået af den pågældende institution, og det tab, der påberåbes, hvilken sammenhæng sagsøgeren skal bevise. Fællesskabet kan alene være ansvarlig for den skade, der er en tilstrækkelig direkte følge af den pågældende institutions retsstridige adfærd.

Det skal ved undersøgelsen af årsagsforbindelsen mellem den fejl, institutionen kritiseres for at have begået, og den af sagsøgeren påståede skade efterprøves, om sagsøgeren har udvist rimelig omhu i sit forsøg på at begrænse skadens omfang.

( jf. præmis 118-121 )

6. Når den skade, der er forårsaget af institutionens retsstridige adfærd, fortsat forvoldes, begår institutionen en fejl ved ikke at træffe de nødvendige og effektive foranstaltninger, som kun institutionen kan træffe, for at begrænse denne skade.

( jf. præmis 131 og 132 )