RETTENS DOM (Femte Afdeling)

23. november 1999

Sag T-129/98

Enrico Sabbioni

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd — forflyttelse uden ansøgning — bebyrdende retsakt — begrundelse — magtfordrejning«

Fuldstændig gengivelse på italiensk   II-1139

Angående:

Påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelser om uden ansøgning at forflytte sagsøgeren til en anden tjenestegren og om at fratage ham hans oprindelige funktioner, dels om erstatning.

Udfald:

Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1. Tjenestemænd – søgsmål – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – konstatering af egen drift

2. Tjenestemænd – afgørelse, der indebærer et klagepunkt – begrundelsespligt – rækkevidde

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)

3. Tjenestemænd – afgørelse, der indebærer et klagepunkt – begreb – foranstaltning vedrørende den interne organisation – udelukket – administrationens skønsbeføjelse – grænser – den pågældendes vedtægtsmæssige stilling – sammenhæng mellem lønklasse og stilling

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 25)

4. Tjenestemænd – organisation af tjenesten – placering af personalet – administrationens skønsbeføjelse – grænser – tjenestens interesse – overholdelse af stillingernes ækvivalens

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

5. Tjenestemænd – søgsmål – anbringender – magtfordrejning – begreb – afgørelse i overensstemmelse med tjenestens interesse – magtfordrejning – foreligger ikke

6. Rettergangsmåde – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene

   [Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

1.  Fællesskabets retsinstanser skal af egen drift undersøge, om en institution har opfyldt pligten til at begrunde sine afgørelser. Denne undersøgelse kan foretages på et hvilket som helst stadium af retssagen, idet en sagsøger ikke kan fortabe retten til at fremsætte dette anbringende, blot fordi det ikke er fremsat i klagen.

   (jf- præmis 25 og 26)

   Henvisning til: Retten, 14. juli 1994, sag T-534/93, Grynberg og Hall mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 595, præmis 59; Domstolen, 20. februar 1997, sag C-166/95 P, Kommissionen mod Daffix, Sml. I, s. 983, præmis 23, 24 og 25; Retten, 9. juli 1997, sag T-4/96, s. mod Domstolen, Sml. II, s. 1125, præmis 52 og 53.

2.  Forpligtelsen efter vedtægtens artikel 25 til at begrunde en afgørelse, der indebærer et klagepunkt, har til formål at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser at udøve kontrol med den anfægtede afgørelses lovlighed og at give den pågældende tilstrækkeligt grundlag for at vide, om afgørelsen er berettiget, eller om den er behæftet med en mangel, som gør det muligt at anfægte dens lovlighed. Denne betingelse er opfyldt, når den anfægtede retsakt er truffet under omstændigheder, som er tjenestemanden bekendt, og som gør det muligt for ham at forstå, hvilke konsekvenser en foranstaltning, der vedrører ham personligt, har for ham.

   For at afgøre, om den i vedtægten fastsatte begrundelsespligt er opfyldt, skal der ikke blot tages hensyn til de dokumenter, hvorved afgørelsen blev meddelt, men også til de omstændigheder, hvorunder den er truffet og bragt til vedkommendes kundskab. Det kan således være tilstrækkeligt, at den pågældende har haft mulighed for bl.a. i kraft af tjenstlige skrivelser og andre meddelelser at gøre sig bekendt med de væsentligste bevæggrunde, som har foranlediget administrationen til at træffe afgørelsen.

   (jf. præmis 29 og 30)

   Henvisning til: Domstolen, 28. maj 1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, Sml. s. 1677, præmis 15; Domstolen, 12. november 1996, sag C-294/95 P, Ojha mod Kommissionen, Snil. I, s. 5863,præmis 35; Retten, 17. juli 1998, sag T-28/97, Hüben mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 1255, præmis 93.

3.  En rent administrativ foranstaltning, som ikke skader den pågældendes tjenesteretlige stilling eller tilsidesætter princippet om sammenhængen mellem tjenestemandens lønklasse og den stilling, han er placeret i, er ikke nogen afgørelse, der indebærer et klagepunkt i vedtægtens artikel 25's forstand. En sådan foranstaltning omfattes af det skøn, som enhver administration har ved fordelingen af arbejdsopgaverne mellem de ansatte. Administrationen er derfor ikke forpligtet til at begrunde en sådan afgørelse.

   Visse foranstaltninger kan dog, selv om de ikke berører en tjenestemands materielle interesser eller tjenstlige rang, anses for afgørelser, der indebærer et klagepunkt, hvis de gør indgreb i hans ideelle interesser eller fremtidsperspektiver.

   (præmis 45 og 46)

   Henvisning til: Domstolen, 27. juni 1973, sag 35/72, Kley mod Kommissionen, Sml. s. 679, præmis 4; Domstolen, 14. december 1988, sag 280/87, Hecq mod Kommissionen, Sml. s. 6433, præmis 9, 10 og 11; Retten, 9. juni 1997, sag T-73/96, Forçat leardo mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 485, præmis 16.

4.  Fællesskabets institutioner har et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene, alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og — under hensyn til disse opgaver — ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, dog på den betingelse, at denne placering sker i tjenestens interesse og med respekt af stillingernes ækvivalens.

   Interne modsætningsforhold mellem de ansatte, som er skadelige for tjenestens gnidningsløse funktion, kan begrunde, at en tjenestemand forflyttes i tjenestens interesse. En sådan foranstaltning kan endog træffes uafhængigt af ansvaret for de pågældende forhold.

   (jf. præmis 65 og 78)

   Henvisning til: Domstolen, 12. juli 1979, sag 124/78, List mod Kommissionen, Sml. s. 2499, præmis 13; Domstolen, 7. marts 1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, Sml. I, s. 599, præmis 11; Ojha mod Kommissionen, præmis 41.

5.  Der foreligger kun magtfordrejning, når det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier må antages, at den anfægtede retsakt er truffet for at forfølge andre formål end dem, der ved de relevante vedtægtsbestemmelser er blevet pålagt ansættelsesmyndigheden. Når en forflyttelse ikke er anset for at stride mod tjenestens interesse, kan der følgelig ikke foreligge magtfordrejning.

   (jf. præmis 67 )

   Henvisning til: Domstolen, 14. juli 1983, sag C-176/82, Nebe mod Kommissionen, Sml. s. 2475, præmis 25; Retten, 28. maj 1998, forenede sager T-78/96 og T-170/96, W. mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 745, præmis 129.

6.  Det fremgår af artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, at en stævning skal angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, idet denne angivelse skal være tilstrækkelig klar og præcis til at give sagsøgte mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Retten mulighed for at træffe afgørelse, i givet fald uden at have andre oplysninger til rådighed. Af hensyn til retssikkerhedsprincippet og god retspleje er det en betingelse for, at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, at de væsentligste faktiske og retlige omstændigheder, som dette støttes på, fremgår af selve stævningens ordlyd, i det mindste på en kortfattet, men forståelig måde.

   Et anbringende, som blot består af et faktisk udsagn, der hverken giver sagsøgte mulighed for at tilrettelægge sit forsvar på det pågældende punkt eller Fællesskabets retsinstanser mulighed for at udøve retlig kontrol, opfylder ikke dette krav.

   (jf. præmis 92 og 94)