Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Appel - formaliteten - bedømmelse i forhold til den pågældende sag - institution, der har interveneret i sagen i første instans, men helt eller delvis ikke har fået medhold - tilstrækkelig betingelse

(EF-statutten for Domstolen, art. 49)

2. Tjenestemænd - udtræden af tjenesten - udtrædelsesforanstaltning - foranstaltning, som kræver en særlig hjemmel - Rådets forordning nr. 2688/95, der gav Europa-Parlamentet mulighed for at træffe udtrædelsesforanstaltninger for sine ansatte - sagsanlæg fra tjenestemænd ved Domstolen, der fremsatte ulovlighedsindsigelse vedrørende forordning nr. 2688/95 - afvisning

(Rådets forordning nr. 2688/95)

Sammendrag

1. Betingelserne for, at en appel kan antages til realitetsbehandling, som er fastsat i artikel 49 i EF-statutten og de tilsvarende bestemmelser i EKSF-statutten og Euratom-statutten for Domstolen, skal bedømmes i forhold til den pågældende sag og kun denne. Den omstændighed, at der i præmisserne til en afgørelse fra Retten, som er blevet endelig, gives medhold i en ulovlighedsindsigelse vedrørende en forordning, er ikke til hinder for, at den, der iværksætter en appel, som kan antages til realitetsbehandling, i en anden sag bestrider, at samme forordning er ulovlig.

Det følger i øvrigt af artikel 49, stk. 2, i EF-statutten og de tilsvarende bestemmelser i EKSF-statutten og Euratom-statutten for Domstolen, at det er tilstrækkeligt til, at en institution, der har interveneret i en sag i første instans, kan iværksætte appel for Domstolen, at den helt eller delvis ikke har fået medhold.

( jf. præmis 22 og 23 )

2. Foranstaltninger til udtræden af tjenesten - som dem, der er givet mulighed for ved Rådets forordning nr. 2688/95 - har ikke deres retlige grundlag i vedtægten og udgør dermed ikke et ordinært led i de pågældendes karriereforløb. Sådanne udtrædelsesforanstaltninger må derimod betragtes som en praksis, Fællesskabet har benyttet ved enkeltstående lejligheder af hensyn til institutionernes funktion.

Heraf følger dels, at en ansøgning om at blive opført på en liste over personer, der har tilkendegivet deres interesse i at komme i betragtning ved en sådan foranstaltning, forudsætter, at der findes en særlig og lovlig forordningsbestemmelse, som giver hjemmel hertil, dels at den pågældende institution - selv hvis der findes en sådan bestemmelse - hverken er forpligtet til at imødekomme de ansøgninger, der indgives, eller til, selv delvis, at gøre brug af den mulighed, den har fået, for at træffe bestemmelse om en del af sine tjenestemænds udtræden af tjenesten.

Da Rådets forordning nr. 2688/95 kun gav Parlamentet mulighed for at træffe udtrædelsesforanstaltninger og dermed ikke kunne danne retsgrundlag for ansøgninger fra tjenestemænd ved andre institutioner, havde Retten med urette antaget en ulovlighedsindsigelse vedrørende forordningen - som nogle tjenestemænd ved Domstolen havde fremsat i en sag, hvori de havde nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afslag på deres ansøgninger om at blive opført på en liste over tjenestemænd, der havde tilkendegivet deres interesse i udtrædelsesforanstaltninger - til realitetsbehandling. Det kan således ikke have betydning for lovligheden af ansættelsesmyndighedens svar, at en forordning, der ikke finder anvendelse på Domstolen, måtte være behæftet med mangler.

( jf. præmis 28-34 )