This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 61998CJ0251
Sammendrag af dom
Sammendrag af dom
1. Fri bevægelighed for personer - etableringsfrihed - traktatbestemmelser - anvendelsesområde - en statsborger i en medlemsstat, der er indehaver af en kapitalandel, som giver ham en bestemmende indflydelse på driften af et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat - omfattet
(EF-traktaten, art. 52 (efter ændring nu art. 43 EF))
2. Fri bevægelighed for personer - etableringsfrihed - skattelovgivning - fritagelse for formueskat af formue, der er investeret i kapitalandele, forbeholdt for kapitalandele i selskaber, der er hjemmehørende i beskatningsmedlemsstaten - ikke tilladt - retfærdiggørelse - ikke mulig
(EF-traktaten, art. 52 (efter ændring nu art. 43 EF))
1. Det følger af traktatens artikel 52, stk. 2, at etableringsfriheden indebærer adgang til at oprette og lede virksomheder, herunder navnlig selskaber, i en medlemsstat for en statsborger i en anden medlemsstat. En statsborger i en medlemsstat udøver således sin etableringsret, når han er indehaver af en kapitalandel i et selskab i en anden medlemsstat, der giver ham en sådan indflydelse på beslutningerne i selskabet, at han kan træffe afgørelse om dets drift.
( jf. præmis 22 )
2. Traktatens artikel 52 (efter ændring nu artikel 43 EF) er til hinder for en skattelovgivning i en medlemsstat, hvorefter der i tilfælde af, at indehavelse af en kapitalandel i et selskab giver indehaveren en sådan indflydelse på beslutningerne i selskabet, at han kan træffe afgørelse om dets drift,
- indrømmes personer, der er statsborgere i medlemsstaterne og har bopæl på den pågældende medlemsstats område, hel eller delvis fritagelse for formueskat af den formue, der er investeret i kapitalandele i selskabet
- men som en betingelse for denne fritagelse stiller krav om, at kapitalandelen indehaves i et selskab, der er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat, således at indehavere af kapitalandele i selskaber i andre medlemsstater ikke kan opnå fritagelse.
En sådan lovgivning medfører en forskelsbehandling af de skattepligtige alt efter, hvor de selskaber, i hvilke de skattepligtige er indehavere af kapitalandele, har deres hjemsted, og kan ikke retfærdiggøres af nødvendigheden af at sikre sammenhængen i beskatningsordningen.
( jf. præmis 30, 37, 38, 41 og domskonkl. )