Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår i forbindelse med udøvelse af selvstændig virksomhed - ligebehandling - indirekte forskelsbehandling - bedømmelseskriterier - særskilt vurdering af hvert enkelt af de elementer, som kendetegner vilkårene for udøvelse af en erhvervsmæssig virksomhed - krav om væsentlige oplysninger

(Rådets direktiv 76/207 og 86/613)

Sammendrag

1. Rådets direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår og direktiv 86/613 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv, herunder i landbrugserhverv, samt om beskyttelse af kvinder i selvstændige erhverv i forbindelse med graviditet og barsel skal fortolkes således, at der ved bedømmelsen af, om der er tale om indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, skal foretages en særskilt vurdering af hvert enkelt af de elementer, som kendetegner de vilkår for udøvelse af en erhvervsmæssig virksomhed, der følger af en bestemt ordning, for så vidt som disse elementer i sig selv udgør særlige bestemmelser, der er baseret på specifikke kriterier for anvendelsen, og som rammer et betydeligt antal personer, der tilhører en bestemt kategori.

Med hensyn til denne sidste betingelse er der således kun tale om tilsyneladende indirekte forskelsbehandling, såfremt de oplysninger, der kendetegner den pågældende situation, er pålidelige, dvs. at de omfatter et tilstrækkeligt antal personer, ikke er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder og, generelt set, viser sig at være væsentlige.

( jf. præmis 33 og 36 samt domskonkl. 1 )

2. Selv om budgetmæssige hensyn i forbindelse med socialsikringsforanstaltninger, der vedtages af medlemsstaterne, ikke i sig selv kan begrunde en forskelsbehandling mellem arbejdstagere på grundlag af køn, kan foranstaltninger, der har til formål at varetage hensynene til at styre de offentlige udgifter til speciallægehjælp og til at sikre befolkningen adgang til speciallægehjælp, være begrundede, når de er i overensstemmelse med et berettiget socialpolitisk formål, er egnede til at opfylde dette formål og nødvendige hertil.

( jf. præmis 42 og domskonkl. 2 )

3. Det vederlag for goodwill, som en læge måtte opnå ved salg af sin praksis, når han fratræder på grund af alder, kan ved bedømmelsen af, om der foreligger forskelsbehandling mellem arbejdstagere på grundlag af køn, ikke sidestilles med pension for en lønmodtager. Afståelse af goodwill, der er en immateriel del af en læges praksis, er således ikke nødvendigvis knyttet til sælgerens alder, men kan ske når som helst, mens pension først opnås fra en bestemt alder, efter en erhvervsaktivitet af en vis varighed og med et beløb, der fastlægges på grundlag af indbetalte bidrag. Endvidere hidrører prisen for afståelsen fra den, der køber praksissen, og ikke fra personer, som normalt sikrer lægens vederlag, dvs. hverken patienter, staten eller den sociale sikring.

( jf. præmis 45 og 46 samt domskonkl. 3 )