Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Statsstøtte - begreb - skattebegunstigelse, der udgør en generel foranstaltning, der finder anvendelse uden forskel på alle erhvervsdrivende - udelukket

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1 (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF))

2. Statsstøtte - begreb - en medlemsstats opgivelse af et skatteprovenu, så investorerne får mulighed for at erhverve andele i visse virksomheder på mere fordelagtige skattemæssige vilkår - indsættelse af et mellemled, som udgøres af investorernes selvstændige beslutning - uden betydning - omfattet

3. Statsstøtte - påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne - konkurrencebegrænsning - driftsstøtte

4. Statsstøtte - påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne - bedømmelseskriterier - støtte til fordel for virksomheder, der har deres hjemsted og ledelse i de nye delstater eller i Berlin

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1 (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF))

5. Statsstøtte - forbud - undtagelser - støtte til områder, som er påvirket af Tysklands deling - undtagelsens rækkevidde - snæver fortolkning - økonomiske ulemper forårsaget af den isolation, der opstod ved grænsedragningen mellem de to zoner

[EF-traktaten, art. 92, stk. 1, og art. 92, stk. 2, litra c) (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF og art. 87, stk. 2, litra c), EF)]

6. Statsstøtte - forbud - undtagelser - støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet - Kommissionens skøn - støtte til udvikling af visse områder

[EF-traktaten, art. 92, stk. 3, litra a) (efter ændring nu art. 87, stk. 3, litra a), EF); Kommissionens meddelelse 88/C 212/02, punkt 6]

7. Fri bevægelighed for personer - etableringsfrihed - skattelovgivning - national lovgivning, der giver en skattebegunstigelse til virksomheder, der har deres hjemsted på det nationale område, men ikke yder den samme fordel til virksomheder, der har deres hjemsted i en anden medlemsstat - ulovligt

(EF-traktaten, art. 52 (efter ændring nu art. 43 EF) og art. 58 (nu art. 48 EF))

8. Institutionernes retsakter - begrundelse - forpligtelse - rækkevidde - beslutning, der ligger på linje med tidligere beslutninger - kortfattet begrundelse

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1 (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF) og art. 190 (nu art. 253 EF))

Sammendrag

1. En skattebegunstigelse, som de skattepligtige, der sælger visse aktiver, er omfattet af, idet de kan fratrække den ved salget opnåede fortjeneste, såfremt der erhverves andre aktiver, giver dem en fordel, der ikke udgør støtte som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF), til de nævnte skattepligtige, idet der er tale om en generel foranstaltning, der finder anvendelse uden forskel på alle erhvervsdrivende.

( jf. præmis 22 )

2. Efter traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF), er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Støtte anses bl.a. for at foreligge ved indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger.

Dette gælder for en indirekte fordel for virksomheder, som opstår som følge af medlemsstatens opgivelse af et skatteprovenu, som den normalt ville have opkrævet, idet det er denne opgivelse, som har givet investorerne muligheden for at erhverve andele i disse virksomheder på skattemæssigt mere fordelagtige vilkår. Det mellemled, som investorernes selvstændige beslutning udgør, kan ikke medføre, at den forbindelse, der består mellem skattebegunstigelsen og den fordel, som de berørte virksomheder opnår, ophæves, når den ændring af markedsbetingelserne, som fremkalder denne fordel, i økonomisk henseende er resultatet af et mistet skatteprovenu for det offentlige, idet en sådan skattebegunstigelse indebærer en overførsel af statsmidler.

( jf. præmis 25-28 )

3. Driftsstøtte, dvs. støtte, der skal frigøre en virksomhed for omkostninger, som den normalt skulle have båret inden for dens almindelige drift eller dens sædvanlige aktiviteter, fordrejer i princippet konkurrencevilkårene. Det var derfor med rette, at Kommissionen, da de nationale myndigheder ikke havde påvist, at Kommissionen udøvede et urigtigt skøn, fandt, at en støtte, der består i at lette de pågældende virksomheders omkostninger for visse finansieringsomkostninger, truer med at fordreje konkurrencevilkårene.

( jf. præmis 29, 30 og 31 )

4. Det forhold, at en støtte er forholdsvis ubetydelig, eller at den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, udelukker ikke på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan være påvirket. Når støtte, som ydes af en stat eller ved hjælp af statsmidler, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten. Dette er tilfældet, når de virksomheder, hvis hjemsted og ledelse findes i de nye tyske delstater eller i Berlin, modtager en skattebegunstigelse, idet alle andre virksomheder end dem, der er omfattet af denne foranstaltning, kun kan forøge deres kapital på mindre gunstige vilkår, uanset om de har deres hjemsted i Tyskland eller i en anden medlemsstat.

( jf. præmis 32, 33 og 34 )

5. Traktatens artikel 92, stk. 2, litra c) (efter ændring nu artikel 87, stk. 2, litra c), EF), bestemmer, at »støtteforanstaltninger for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, som er påvirket af Tysklands deling, i det omfang de er nødvendige for at opveje de økonomiske ulemper, som denne deling har forårsaget«, er forenelige med fællesmarkedet. Eftersom denne bestemmelse ikke er blevet ophævet efter Tysklands forening, ved traktaten om Den Europæiske Union eller ved Amsterdam-traktaten, kan det ikke antages, at denne bestemmelse har været genstandsløs siden Tysklands forening.

Da det drejer sig om en undtagelse fra det almindelige princip i traktatens artikel 92, stk. 1, om, at statsstøtte er uforenelig med fællesmarkedet, skal artikel 92, stk. 2, litra c), undergives en snæver fortolkning. Hertil kommer, at der ved fortolkningen heraf ikke blot skal tages hensyn til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af.

I øvrigt bemærkes, at når traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), finder anvendelse på de nye delstater efter Tysklands forening, kan denne anvendelse kun foregå på de samme betingelser som dem, der var gældende i de gamle delstater i perioden forud for genforeningstidspunktet.

Idet ordene »Tysklands deling« historisk set henviser til etableringen af skillelinjen mellem de to besættelseszoner i 1948 kan »de økonomiske ulemper, som denne deling har forårsaget«, kun omfatte de økonomiske ulemper, der i visse tyske regioner blev forårsaget som en følge af den isolering, der fulgte med etableringen af denne fysiske grænse, som eksempelvis afbrydelsen af samfærdselsårerne eller tab af naturlige afsætningsmuligheder efter forstyrrelser i forretningsforbindelserne mellem de to tyske områder.

Derimod tager den opfattelse, hvorefter traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), gør det muligt helt at opveje den langsomme økonomiske udvikling, som det er ubestridt, at de nye delstater lider under, hverken hensyn til, at der er tale om en undtagelsesbestemmelse, eller til den sammenhæng, som bestemmelsen indgår i, og de formål, som den forfølger. De økonomiske ulemper, som de nye delstater generelt lider under, er ikke direkte forårsaget af den geografiske deling af Tyskland i traktatens artikel 92, stk. 2, litra c)'s forstand. Det kan derfor fastslås, at udviklingsforskellene mellem de gamle og de nye delstater beror på andre forhold end den geografiske skillelinje, der følger af Tysklands deling, og navnlig skyldes de forskellige politisk-økonomiske systemer, der blev etableret i de to stater på hver sin side af grænsen.

( jf. præmis 46-55 )

6. Kommissionen har ved anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3 (efter ændring nu artikel 87, stk. 3, EF), et vidt skøn, bl.a. hvad angår de økonomiske og sociale faktorer, der kommer i betragtning på fællesskabsplan.

I den forbindelse følger det af punkt 6 i Kommissionens meddelelse 88/C 212/02 vedrørende metoden for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), på regionalstøtte, at driftsstøtte kun i særlige tilfælde kan bevilges i de regioner, der er støtteberettigede i henhold til artikel 92, stk. 3, litra a), nemlig når støtten tager sigte på at fremme en varig og afbalanceret udvikling af erhvervsvirksomhed.

( jf. præmis 67 og 68 )

7. Den ret til frit at etablere sig, som medlemsstaternes statsborgere har i henhold til traktatens artikel 52 (efter ændring nu artikel 43 EF), og som indebærer adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder på de vilkår, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere, omfatter i henhold til traktatens artikel 58 (nu artikel 48 EF) en ret for selskaber, som er stiftet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og hvis vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed er beliggende inden for Fællesskabet, til at udøve virksomhed i den pågældende medlemsstat via et datterselskab, en filial eller et agentur. Selskabernes hjemsted i den ovennævnte betydning har til formål på samme måde som ved fysiske personers nationalitet at fastlægge deres tilknytning til en stats retssystem.

Hertil kommer, at reglerne om ligebehandling ikke blot forbyder åbenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet eller hjemsted for så vidt angår selskaber, men desuden enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre kriterier reelt fører til samme resultat. Ganske vist består en forskelsbehandling i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer, men med hensyn til direkte skatter er situationen for hjemmehørende og ikke-hjemmehørende i en stat som udgangspunkt ikke sammenlignelig.

Det følger heraf, at såfremt en medlemsstat, også blot indirekte, yder en skattemæssig fordel til virksomheder, der har hjemsted på dens område, men ikke yder den samme fordel til virksomheder, der har hjemsted i en anden medlemsstat, forbyder traktaten principielt, at disse to grupper af berettigede behandles forskelligt, når der ikke er nogen forskel mellem dem i den objektive situation.

( jf. præmis 81-85 )

8. Det skal af den begrundelse, der kræves efter traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), klart og utvetydigt fremgå, hvilke betragtninger den fællesskabsmyndighed, som har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte kan gøre sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning med henblik på at gøre deres rettigheder gældende, og så Domstolen kan udøve sin kontrol. Det kræves dog ikke, at en retsakts begrundelse angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en retsakt opfylder kravene i traktatens artikel 190, skal nemlig ikke blot vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Ved kvalifikationen af en foranstaltning som støtte kræver dette princip, at de grunde, der førte Kommissionen til at fastslå, at foranstaltningen faldt inden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF), skal være angivet. Selv i de tilfælde, hvor det fremgår af selve de omstændigheder, hvorunder støtten blev ydet, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, påhviler det i det mindste Kommissionen at angive disse omstændigheder i beslutningens begrundelse.

Når en beslutning på statsstøtteområdet er blevet vedtaget i en sammenhæng, som den pågældende regering var fortrolig med, og beslutningen indgår i en fast beslutningspraksis, som navnlig vedrører den pågældende stat, kan en sådan beslutning dog begrundes kortfattet.

( jf. præmis 96, 97 og 98 samt 105 )