Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Statsstøtte begreb logistisk og forretningsmæssig bistand ydet af en offentlig virksomhed, der driver virksomhed på et monopolmarked, til sine privatretlige datterselskaber, som driver virksomhed underlagt den frie konkurrence omfattet betingelse vederlag, der er mindre end det, der på normale markedsvilkår forlanges af et privat finansieringsselskab eller en privat virksomhedskoncern, der ikke har monopol

(EF-traktaten, art. 92 (efter ændring nu art. 87 EF))

2. Statsstøtte Kommissionens undersøgelse kontradiktorisk procedure de berørtes ret til deltagelse og oplysninger begrænset karakter begrundelsespligt

(EF-traktaten, art. 93, stk. 2, og art. 190 (nu art. 88, stk. 2, EF og art. 253 EF))

Sammendrag

1. En offentlig virksomheds ydelse af logistisk og forretningsmæssig bistand til sine privatretlige datterselskaber, som driver virksomhed underlagt den frie konkurrence, kan udgøre statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 92 (efter ændring nu artikel 87 EF), hvis vederlaget herfor er mindre end det, som ville være blevet forlangt under sædvanlige markedsvilkår.

For at vurdere, om de pågældende foranstaltninger kan udgøre statsstøtte, bør der foretages en gennemgang af situationen med henblik på den virksomhed, som foranstaltningen er rettet til, og det bør afgøres, om denne virksomhed har opnået den pågældende logistiske og forretningsmæssige bistand til en pris, som den ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår. Denne vurdering forudsætter en økonomisk analyse, som tager hensyn til alle de faktorer, som en virksomhed under normale markedsvilkår skulle have taget i betragtning ved fastsættelsen af vederlaget for de leverede ydelser.

Selv om det antages, at den virksomhed, som foranstaltningen er rettet til, har betalt samtlige den offentlige virksomheds omkostninger til logistisk og forretningsmæssig bistand, vil det ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at bevise, at der ikke er tale om støtte i traktatens artikel 92's forstand. I betragtning af, at den offentlige virksomhed måske på grund af sin position som offentlig virksomhed på et monopolområde har kunnet yde en del af den logistiske og forretningsmæssige bistand til lavere omkostninger end en privat virksomhed, der ikke drager fordel af de samme rettigheder, kan en analyse, der alene tager hensyn til denne offentlige virksomheds omkostninger, ikke, uden anden begrundelse, udelukke, at de pågældende foranstaltninger kvalificeres som statsstøtte. Det er tværtimod netop det forhold, at moderselskabet opererer på et monopoliseret marked, og at datterselskabet udøver sin virksomhed på et marked med fri konkurrence, der skaber en situation, hvor statsstøtte kan eksistere.

Kommissionen burde derfor have undersøgt, om de fulde omkostninger svarede til de faktorer, som en virksomhed, der opererer på normale markedsvilkår, skulle have taget i betragtning ved fastsættelse af betalingen for de leverede ydelser. Kommissionen skulle således i det mindste have efterprøvet, at den modydelse, som virksomheden modtog, kunne sammenlignes med den, der blev opkrævet af et privat finansieringsselskab eller en privat virksomhedskoncern på et ikke-monopoliseret område, som følger en global eller sektorbestemt strukturpolitik, og som lader sig lede af mere langsigtede rentabilitetsudsigter.

( jf. præmis 68, 69, 70, 74 og 75 )

2. Kontradiktionsprincippet udgør i enhver procedure, der indledes mod en person, og som kan føre til en for denne person bebyrdende retsakt, et grundlæggende fællesskabsretligt princip, der skal sikres, selv når der ikke findes specifikke bestemmelser herom. Dette princip forudsætter, at den pågældende virksomhed sættes i stand til allerede under den administrative procedure på meningsfuld vis at fremkomme med sin stillingtagen til rigtigheden og relevansen af de af Kommissionen hævdede forhold, klagepunkter og omstændigheder. Den administrative procedure på området for støtte indledes imidlertid alene mod den pågældende medlemsstat. Konkurrenterne til støttemodtageren, såsom sagsøgerne, anses alene for »berørte parter« under proceduren. Kommissionen er i øvrigt i undersøgelsesfasen i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 (nu artikel 88, stk. 2, EF), alene forpligtet til at give de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger.

Særligt med hensyn til den forpligtelse, der påhviler Kommissionen til at informere de berørte parter inden for rammerne af den administrative procedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, udgør offentliggørelsen af en meddelelse i EF-Tidende et egnet middel til at gøre alle de berørte bekendt med, at der er indledt en procedure. Formålet med denne meddelelse er alene at fremskaffe alle oplysninger fra de pågældende, som kan klarlægge forholdene for Kommissionen med henblik på, hvad denne videre skal foretage sig. Retspraksis tildeler i det væsentlige de berørte parter den rolle at tjene som oplysningskilder for Kommissionen under den administrative procedure i medfør af traktatens artikel 93, stk. 2. Det følger heraf, at de berørte parter på ingen måde kan påberåbe sig en sådan kontradiktionsret, som tilkommer de personer, der er genstand for undersøgelsen, men at de kun har ret til at blive inddraget i den administrative procedure i det omfang, det må anses for formålstjenligt under hensyn til sagens konkrete omstændigheder.

De berørte parters begrænsede rettigheder påvirker dog ikke Kommissionens forpligtelse i henhold til traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF) til i tilstrækkeligt omfang at begrunde sin endelige beslutning.

( jf. præmis 85-90 )