RETTENS DOM (Første Afdeling)

17. november 1998

Sag T-131/97

Carmen Gómez de Enterria y Sánchez

mod

Europa-Parlamentet

»Tjenestemænd — fritagelse fra stillingen — vedtægtens artikel 50«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-1855

Angående:

Påstand om annullation af den afgørelse, som Europa-Parlamentet traf under sit møde den 15. og 16. juli 1996, om med hjemmel i artikel 50 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber at fritage sagsøgeren fra sin stilling og om afslag på sagsøgerens ansøgninger om to andre stillinger i samme lønklasse.

Udfald:

Delvis afvisning. I øvrigt frifindelse.

Resumé af dom

Sagsøgeren, der er tidligere generaldirektør i Europa-Parlamentet, blev fritaget fra sin stilling i henhold til artikel 50 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (vedtægten) med virkning fra den 31. marts 1995. Ved dom af 14. maj 1996 (sag T-82/95, Gómez de Enterría y Sánchez mod Parlamentet, Smi. Pers. II, s. 599) annullerede Retten afgørelsen om fritagelse fra stillingen med den begrundelse, at den pågældende ikke havde haft lejlighed til effektivt at forsvare sine interesser.

Efter denne dom besluttede Parlamentets præsidium som ansættelsesmyndighed at genoptage proceduren, således at sagsøgeren fik lejlighed til effektivt at forsvare sine interesser. Den 25. juni 1996 havde sagsøgeren en samtale med Parlamentets generalsekretær om grundene til, at præsidiet havde til hensigt at vælge at fritage sagsøgeren fra sin stilling, samt om mulighederne for at ansætte hende i en anden stilling, der svarede til hendes lønklasse.

Under sit møde den 15. og 16. juli 1996 behandlede præsidiet spørgsmålet, om vedtægtens artikel 50 skulle anvendes på sagsøgeren. Det besluttede at fastholde sin tidligere afgørelse og ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning om at blive udnævnt til en ledig stilling som særlig konsulent (lønklasse A1). Sagsøgeren blev underrettet om denne afgørelse ved skrivelse fra Parlamentets formand den 9. oktober 1996.

Realiteten

Det første anbringende, tilsidesættelse af traktatens artikel 176, stk. 1

Traktatens artikel 176 fordeler kompetencen mellem den dømmende og den administrative myndighed således, at det tilkommer den institution, der har udstedt den annullerede akt, at bestemme, hvilke foranstaltninger der skal gennemføres for at opfylde en annullationsdom. For at efterkomme dommen og opfylde den fuldt ud skal institutionen ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, som har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne. Selv om en tjenestemands genindtræden ikke på forhånd kan udelukkes som en af de foranstaltninger, der fuldt ud skal opfylde en dom om annullation af en afgørelse om fritagelse fra stillingen, går en sådan løsning ud over det nødvendige, når annullationen af den nævnte afgørelse er sket, fordi tjenestemandens ret til at forsvare sine interesser er blevet tilsidesat, og når der er truffet en ny afgørelse i henhold til dommen om annullation ved afslutningen af en procedure, som netop er blevet indledt for at afhjælpe dette. En løsning, der består i med tilbagevirkende kraft at berigtige sagsøgerens administrative og budgetmæssige situation, gør det muligt at forene dennes og tjenestens interesser og opfylder kravene til god forvaltningsskik (præmis 38).

Henvisning til: Retten, 8. oktober 1992, sag T-84/91, Meskens mod Parlamentet, Sml. II, s. 2335, præmis 73; Retten, 2. februar 1995, sag T-106/92, Frederiksen mod Parlamentet, Sml. Pers. II, s. 99, præmis 31.

Det kunne ikke antages, at den anfægtede afgørelse var ulovlig, blot fordi den udtrykkeligt henviser til den annullerede afgørelse. Den anfægtede afgørelse var nemlig ikke blot en gentagelse af den foregående afgørelse om fritagelse fra stillingen, fordi dens konklusion samt den procedure, som førte til dens vedtagelse, var forskellige.

Det fulgte heraf, at det første anbringende måtte forkastes (præmis 40).

Det andet anbringende, tilsidesættelse af retten til kontradiktion

Parterne var enige om, at sagsøgerens skrivelse af 4. juli 1996 var blevet bragt til præsidiets medlemmers kundskab under dettes møde den 15. og 16. juli 1996. Under disse omstændigheder påhvilede det sagsøgeren at fremlægge bevis for, at hendes bemærkninger af 4. juli 1996 ikke var blevet taget i betragtning af præsidiet. Sagsøgeren havde imidlertid ikke ført det mindste bevis for, at præsidiets medlemmer i dette tilfælde ikke kendte indholdet og rækkevidden af hendes bemærkninger, og at hendes ret til kontradiktion følgelig var blevet tilsidesat (præmis 43 og 44).

Heraf fulgte, at det andet anbringende måtte forkastes (præmis 45).

Det tredje anbringende, manglende begrundelse

Den anfægtede afgørelses begrundelse gjorde det muligt at identificere formålet med at fritage sagsøgeren fra stillingen.

Heraf fulgte, at den anfægtede afgørelses begrundelse var tilstrækkelig, og at det tredje anbringende måtte forkastes (præmis 51).

Det fjerde anbringende, tilsidesættelse af tjenestens interesse

Med hensyn til fritagelse fra stillingen i tjenestens interesse, som er foreskrevet for tjenestemænd i lønklasse Al og A2, har ansættelsesmyndigheden et vidt skøn. Vedtægten fastsætter ingen grænse for, hvilke grunde der kan berettige en fritagelse fra stillingen i henhold til artikel 50, idet disse kan bestå i såvel tjenestens objektive krav som i en vurdering af tjenestemændenes individuelle egenskaber i forhold til disse krav. Dette vide skøn forudsætter samtidig en vidtgående frihed ved afgørelsen og en omhyggelig undersøgelse af sagens omstændigheder, idet det sidstnævnte led er den nødvendige garanti for, at denne kompetence anvendes under fuldt kendskab til sagens omstændigheder. Denne gennemgang indebærer ligeledes, at den tjenestemand, over for hvem det påtænkes at træffe en foranstaltning, der består i fritagelse fra stillingen, kan få lejlighed til at forsvare sine interesser. Det samme gælder i det tilfælde, hvor det påtænkes at træffe en afgørelse om ikke at genansætte tjenestemanden i en anden stilling svarende til hans lønklasse som omhandlet i vedtægtens artikel 50, stk. 3.

Henvisning til: Domstolen, 6. maj 1969, sag 17/68, Reinarz mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 23, org. réf.: Rec. s. 61, præmis 15 og 16; Domstolen, 30. juni 1971, sag 19/70, Almini mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 155, org. réf.: Rec. s. 623; Domstolen, 11. maj 1978, sag 34/77, Oslizlok mod Kommissionen, Sml. s. 1099, præmis 30; Domstolen, 28. september 1983, sag 131/82, Angelini mod Kommissionen, Sml. s. 2801, præmis 11; Domstolen, 28. september 1983, sag 148/82, Renaud mod Kommissionen, Sml. s. 2823, præmis 10.

I det foreliggende tilfælde havde Parlamentet faktisk foretaget en omhyggelig gennemgang af de forskellige involverede interesser (præmis 56 og 57).

Det femte anbringende, magtfordrejning

Det fremgik af gennemgangen af det fjerde anbringende, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at den anfægtede afgørelse var blevet truffet under tilsidesættelse af tjenestens interesse. Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at når en afgørelse ikke er bedømt som værende i strid med tjenestens interesse, kan der ikke være tale om magtfordrejning (præmis 62).

Henvisning til: Retten, 10. juli 1992, forenede sager T-59/91 og T-79/91, Eppe mod Kommissionen, Sml. II, s. 2061, præmis 57.

Det sjette anbringende, manglende overholdelse af en rimelig frist

Selv om meddelelsen af den anfægtede afgørelse var sket med en beklagelig forsinkelse, bemærkede Retten dog, at det forhold, at der ikke rettidigt gives meddelelse om en individuel afgørelse, ikke kan medføre annullation af afgørelsen, da meddelelsen først skal gives, efter at afgørelsen er truffet, og derfor ikke har nogen indflydelse på dennes indhold. Under alle omstændigheder havde denne forsinkelse med meddelelsen af den anfægtede afgørelse ikke gjort indgreb i sagsøgerens rettigheder, idet denne kunne indgive en klage efter de gældende bestemmelser og dernæst anlægge nærværende annullationssøgsmål.

Henvisning til: Domstolen, 29. oktober 1981, sag 125/80, Arning mod Kommissionen, Sml. s. 2539, præmis 9; Domstolen, 30. maj 1984, sag 111/83, Picciolo mod Parlamentet, Sml. s. 2323, præmis 25.

Det fremgik af de foregående betragtninger, at den anfægtede afgørelse ikke var ulovlig på grund af, at Parlamentet havde meddelt sagsøgeren denne med forsinkelse, og at det sjette anbringende følgelig måtte forkastes (præmis 70).

Det fulgte heraf, at der ikke kunne gives sagsøgeren medhold (præmis 71).

Konklusion:

Sagen afvises, for så vidt som den tilsigter annullation af den del af konklusionen i den afgørelse, som Europa-Parlamentet vedtog under sit møde den 15. og 16. juli 1996, der bekræfter, at sagsøgerens ansøgning om stillingen som generaldirektør for Generaldirektoratet for Parlamentets Bureau ikke imødekommes.

I øvrigt frifindes Parlamentet.