RETTENS DOM (Anden Afdeling)

8. november 2000

Sag T-44/97

Piera Ghignone m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Tjenestemænd — løn — placering i et tredjeland — tilpasning af justeringskoefficienter — tilbagevirkende gyldighed — tilbagesøgning af for meget udbetalte beløb«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-1023

Angående:

Påstand om annullation af sagsøgernes lønsedler for maj og juni 1996.

Udfald:

De udtalelser fra Rådets Juridiske Tjeneste, som sagsøgerne har fremlagt i replikkens bilag 5 og 10, udgår af sagens akter. Rådet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1. Tjenestemænd – søgsmål – frister – successive klager

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 3)

2. Retspleje – fremlæggelse af udtalelser fra fællesskabsinstitutionernes juridiske tjenester for Retten – betingelser

3. Tjenestemænd – løn – justeringskoefficienter – forordning – begrundelsespligt – rækkevidde

   (EF-traktatens art. 190 (nu art. 253 EF); tjenestemandsvedtægten, bilag X og XI)

4. Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – ansættelsesmyndighedens afgørelse om at anvende en generel retsakt på en tjenestemands individuelle situation – begrundelsespligt – rækkevidde

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)

5. Tjenestemænd – løn – justeringskoefficienter – tilpasning med det formål at sikre samme købekraft – forpligtelse, der påhviler fællesskabslovgiver – manglende overholdelse af frister – ingen betydning

   (Tjenestemandsvedtægten, bilag X, art. 13)

6. Tjenestemandsvedtægten – løn – justeringskoefficienter – bestemmelser gældende for tjenestemænd placeret i tredjelande – principper – tilpasning af justeringskoefficienten med tilbagevirkende gyldighed – lovlighed – lønseddel – foreløbig karakter – tilbagesøgning af for meget udbetalte beløb – lovlighed

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 64; bilag X, art. 13)

1.  Når en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, er blevet fulgt af endnu en klage, når disse to klager begge er blevet afvist, og når sagsøgeren har overholdt søgsmålsfristen med hensyn til den anden af disse klager, kan søgsmålet vedrørende denne anden afgørelse kun afvises, såfremt denne må anses for blot at være en bekræftelse af den første afvisning. Dette er tilfældet, når den anden afgørelse ikke indeholder nogen ny omstændighed i forhold til den første afgørelse.

   (jf. præmis 38, 39 og 40)

   Henvisning til: Retten, 17. maj 1995, sag T-10/94, Kratz mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 99, og II, s. 315, præmis 19 og 20; Retten, 21. oktober 1998, sag T-100/96, Vicente-Nunezmod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 591, og II, s. 1779, præmis 37-43.

2.  Det er nødvendigt at give udtalelser fra en institutions juridiske tjeneste en særlig beskyttelse. Det ville nemlig være til skade for den almene interesse i, at institutionerne kan indhente uafhængig juridisk rådgivning fra deres juridiske tjeneste, at tillade, at sådanne interne dokumenter kan fremlægges af andre personer end de tjenestegrene, på hvis anmodning de er udarbejdet, under en retssag for Retten, uden at deres fremlæggelse er blevet tilladt af den pågældende institution eller bestemt af retsinstansen.

   (jf. præmis 47 og 48)

   Henvisning til: generaladvokat Jacobs' forslag til afgørelse. Domstolen, 13. juli 1995, sag C-350/92, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 1985, på s. 1988, præmis 35; Retten, 3. marts 1998, sag T-610/97 R, Carlsen m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 485, præmis 45, 46 og 47.

3.  Begrundelsen til en forordning om fastsættelse af justeringskoefficienter, som gælder for tjenestemændenes løn, kan begrænses til dels at angive den samlede situation, som har ført til dens udstedelse, dels de generelle formål, som den har. Den behøver ikke at angå de tekniske aspekter ved beregningsmåden.

   (jf. præmis 54)

   Henvisning til: Domstolen, 5. februar 1998, sag C-30/96 P, Abello m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 377, præmis 89.

4.  Når der er tale om en afgørelse, hvorved ansættelsesmyndigheden anvender en almengyldig retsakt på en tjenestemands individuelle situation uden herved at have noget skøn, kan begrundelsen begrænses til en henvisning til retsakten og til angivelse, i det omfang det er nødvendigt under omstændighederne i det pågældende tilfælde, af grundene til, at ansættelsesmyndigheden finder, at betingelserne for at anvende den nævnte retsakt på denne tjenestemand er opfyldt. Ansættelsesmyndigheden er efter vedtægtens artikel 25, stk. 2, ikke forpligtet til at forklare fællesskabslovgivers grunde til at udstede retsakten.

   (jf. præmis 58)

5.  Fællesskabslovgiver er forpligtet til at sikre tjenestemændene i Bruxelles og de øvrige tjenestesteder i tredjelande samme købekraft ved tilpasningen af justeringskoefficienterne. Denne forpligtelser bortfalder ikke, blot fordi den ikke er blevet opfyldt inden for de i vedtægten fastsatte frister. Selv hvis det antages, at fristerne i artikel 13 i vedtægtens bilag X for tilpasning af justeringskoefficienter er bindende, og at fællesskabslovgiver har tilsidesat sin forpligtelse til at tilpasse disse koefficienter på det foreskrevne tidspunkt, påvirker en sådan tilsidesættelse af gældende bestemmelser ikke gyldigheden af forordninger om fastsættelse af justeringskoefficienter.

   (jf. præmis 78)

6.  Til forskel fra vedtægtens bestemmelser om fastsættelse af justeringskoefficienter for tjenestemænd med tjenestested i medlemsstaterne bestemmer artikel 13 i vedtægtens bilag X ikke udtrykkeligt, at fastsættelsen af nye justeringskoefficienter for tjenestemænd med tjenestested i tredjelande har tilbagevirkende gyldighed. Imidlertid kræver ligebehandlingsprincippet, at de nye justeringskoefficienters ikrafttræden skal have tilbagevirkende gyldighed fra den dato, hvor det konstateres, at købekraften ikke længere er den samme. Dette princip, som princippet om samme købekraft er udtryk for, ligger ikke blot til grund for vedtægtens artikel 64 om fastsættelse af justeringskoefficienter inden for Unionen, men også for artikel 13 i vedtægtens bilag X om fastsættelse af justeringskoefficienter for tredjelande, og følgelig kræver det mål, der skal nås ved fastsættelse af nye justeringskoefficienter, nemlig overholdelse af ligebehandlingsprincippet, at forordninger om tilpasning af justeringskoefficienter for tredjelande tillægges tilbagevirkende gyldighed.

   En forordningsbestemmelse, som udtrykkeligt tillægger lønsedler for tjenestemænd ved Fællesskaberne med tjenestested i tredjelande midlertidig karakter for at kunne tage hensyn til tilpasningen af justeringskoefficienterne med tilbagevirkende gyldighed, og som bestemmer, at Fællesskaberne tilbagesøger beløb, der som følge af denne tilpasning eventuelt er udbetalt for meget, er ikke i strid med bestemmelserne om tilbagekaldelse af administrative afgørelser. Fastsættelsen med tilbagevirkende gyldighed af disse koefficienter er nemlig nødvendig for at sikre samme købekraft, og lønsedlerne kan ikke skabe andre successive rettigheder end dem, der følger af de bestemmelser om løn, som lønsedlerne er en anvendelse af.

   (jf. præmis 87-90 og 93)

   Henvisning til: Domstolen, 23. januar 1992, sag C-301/90, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 221, præmis 29; Retten, 11. december 1996, sag T-177/95, Barraux m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 541, og II, s. 1451, præmis 46; Retten, 26. maj 1998, sag T-177/96, Costacurta mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 225, og II, s. 705, præmis 47; Retten, 7. juli 1998, forenede sager T-116/96, T-212/96 og T-215/96, Telchini m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 327, og II, s. 947, præmis 129.