RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

9. juli 1997

Sag T-92/96

Roberto Monaco

mod

Europa-Parlamentet

»Tjenestemænd — udnævnelse — indplacering i lønklasse — tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og af stillingsopslaget — princippet om beskyttelse af den berettigede forventning — vedtægtens artikel 31, stk. 2 — princippet om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-573

Angående:

Påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 22. august 1995 om udnævnelse af sagsøgeren i en stilling som kontormedhjælper, for så vidt som sagsøgeren herved blev indplaceret i lønklasse C5.

Udfald:

Annullation.

Resumé af dom

Sagsøgeren, Roberto Monaco, tiltrådte tjenesten ved Europa-Parlamentet den 20. februar 1980 som faglært medhjælper. Han blev udnævnt i lønklasse D3. Ved afgørelse af 1. april 1982 blev han forfremmet til lønklasse D2, og ved afgørelse af 1. maj 1991 blev han udnævnt til ledende medhjælper og indplaceret i lønklasse Dl.

I november 1993 indgav han ansøgning om at få adgang til den generelle udvælgelsesprøve PE/115/C, der blev afholdt af Parlamentets Generalsekretariat i Luxembourg med henblik på oprettelse af en ansættelsesreserve af kontormedhjælpere (tekniske medarbejdere) (meddelelsen blev offentliggjort i EFT 1993 C 291 A, s. 8, herefter »meddelelsen om udvælgelsesprøve PE/115/C« eller »meddelelsen om udvælgelsesprøve«).

I meddelelsens afsnit »IV. Ansættelsesvilkår« præciseredes det bl.a.:

»Ansættelsen finder sted i lønklasse C5 eller eventuelt C4 under hensyntagen til særlig faglig erfaring.«

Ved skrivelse af 21. december 1994 meddelte udvælgelseskomiteen sagsøgeren, at han var blevet optaget som nr. tre på reservelisten.

Den 1. maj 1995 trådte Parlamentets nye interne retningslinjer vedrørende indplacering i laaft. De var udstedt af generalsekretæren den 25. april 1995 og trådte i stedet for de interne retningslinjer af 28. oktober 1986 om indplacering ved ansættelsen.

I artikel 1 i de nye interne retningslinjer hedder det:

»En nyansat tjenestemand eller midlertidigt ansat indplaceres i den laveste lønklasse i hans stillingsgruppe, jf. vedtægtens artikel 31 [, stk. 1].

I medfør af artikel 31 [, stk. 2,] kan ansættelsesmyndigheden som en fravigelse af vedtægtens artikel 31 [, stk. 1,] i ganske særlige tilfælde og inden for de i ovennævnte bestemmelser fastsatte grænser i medfør af det skøn, ansættelsesmyndigheden er tillagt, foretage en vurdering af den pågældendes faglige erfaring og indplacere ham i en højere lønklasse i stillingsgruppen.«

Ved afgørelse af 22. august 1995 blev sagsøgeren med virkning fra den 1. september 1995 udnævnt i en stilling som kontormedhjælper i lønklasse C5, løntrin 4.

Han blev udnævnt i den pågældende stilling på grundlag af stillingsopslag nr. 7752 — stilling nr. VI/C/0985. I stillingsopslaget, der vedrører en stilling som »kontormedhjælper/kontorist/førstekontorist (tekniker)«, anføres det, at stillingen er i kategori C.

Som anført i afsnittet »Kvalifikationskrav«, bævedes der:

»—	udvidet folkeskoleuddannelse, HG, TEK 2 eller tilsvarende uddannelse eller faglig erfaring, der har ført til samme niveau

—	dokumenteret radioteknisk uddannelse

—	dokumenteret erfaring i arbejde af samme art som anført i stillingsbeskrivelsen

—	indgående kendskab til et af Det Europæiske Fællesskabs officielle sprog; godt kendskab til et andet af disse sprog«.

Under afsnittet »Stillingsbeskrivelse« var det anført, at det som forudsætning for det tekniske arbejde, der skulle udføres, krævedes, at den, der blev ansat, skulle have erfaring og dømmekraft.

Realiteten

Anbringendet om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve PEI 1151 C, af stillingsopslag nr. 7752 og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Retten bemærkede, at det i stillingsopslaget ikke var præciseret, i hvilken lønklasse udnævnelsen ville finde sted, og at det i meddelelsen om udvælgelsesprøve ikke var angivet, at en vis faglig erfaring ville give ret til indplacering i lønklasse C4. Det vide skøn, som ansættelsesmyndigheden har i henhold til artikel 31, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) for så vidt angår spørgsmålet om indplacering i lønklasse, berørtes således ikke af de to retsakter. Ved udøvelsen af denne beføjelse kan administrationen tage hensyn til tjenestens særlige behov, som eventuelt kan være, at der skal ansættes en særligt kvalificeret tjenestemand. Intet i den i stillingsopslaget indeholdte beskrivelse af det arbejde, der sioille udføres, fandtes at give holdepunkter for at antage, at der ud fra tjenestens særlige behov skulle ansættes en særligt kvalificeret tjenestemand. Den anfægtede afgørelse var således ikke i strid med stillingsopslaget eller meddelelsen om udvælgelsesprøve (præmis 28 og 29).

Henvisning til: Domstolen, 6. juni 1985, sag 146/84, De Santis mod Revisionsretten, Sml. s. 1723, præmis 9; Retten, 5. oktober 1995, sag T-17/95, Alexopoulou mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 683, præmis 19 og 21.

De nævnte to retsakter havde derfor heller ikke kunnet skabe forventninger hos sagsøgeren om at blive udnævnt i lønklasse C4 (præmis 30).

Henvisning til: Retten, 27. marts 1990, sag T-123/89, Chomel mod Kommissionen, Sml. II, s. 131, præmis 26.

Anbringendet om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 31, stk. 2, og af princippet om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling

Retten bemærkede, at der ved interne afgørelser kan fastsættes nærmere regler om udøvelsen af det støn, ansættelsesmyndigheden er tillagt i henhold til vedtægtens artikel 31, stk. 2. Der er således principielt intet til hinder for, at ansættelsesmyndigheden via en intern generel afgørelse fastsætter regler for udøvelsen af det skøn, vedtægten giver den. En sådan intern regel må betragtes som en vejledende retningslinje, som administrationen har pålagt sig selv og ikke må tilsidesætte uden begrundelse, idet ligebehandlingsprincippet ellers ville blive krænket (præmis 46).

Henvisningtil: Domstolen, 1. december 1983, sag 190/82. Blomefield mod Kommissionen, Sml. s. 3981, præmis 20; De Santis mod Revisionsretten, a.st., præmis 11; Retten, 7. februar 1991, sag T-2/90, Ferreira de Freitas mod Kommissionen, Sml. II, s. 103, præmis 61; Alexopoulou mod Kommissionen, a.st., præmis 23.

I sådanne interne retningslinjer kan der ikke under nogen omstændigheder lovligt fastsættes regler, der fraviger vedtægten, og end mindre regler, der fraviger generelle retsgrundsætninger (præmis 47).

Henvisningtil: Blomefield mod Kommissionen, a.st., præmis 21; Alexopoulou mod Kommissionen, a.st., præmis 24.

Retten bemærkede endvidere, at ingen vedtægtsbestemmelse er til hinder for, at institutionerne udsteder en ny intern afgørelse, der skærper anvendelsen af vedtægtens artikel 31, stk. 2, når blot institutionerne ikke herved giver fuldstændigt afkald på at udøve det skøn, de er tillagt i henhold til nævnte artikel (præmis 48).

Henvisning til: Alexopouloumod Kommissionen, a.st., præmis 24.

Retten fastslog, at en institution tilsidesætter princippet om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling, såfremt den anvender nye interne retningslinjer, hvorved anvendelsen af vedtægtens artikel 31, stk. 2, skærpes, på en tjenestemand, der ansættes på grundlag af en udvælgelsesprøve, mens der på andre tjenestemænd, som institutionen har udnævnt på grundlag af den samme udvælgelsesprøve, men inden de nye interne retningslinjer trådte i kraft, er anvendt de tidligere interne retningslinjer og den hermed forbundne praksis, og institutionen ikke godtgør, at den forskellige behandling er begrundet (præmis 55-58).

Henvisning til: Domstolen, 23. oktober 1986, sag 92/85, Hamai mod Domstolen, Sml. s. 3157, præmis 14; Retten, 9. februar 1994, sag T-109/92, Lacruz Bassols mod Domstolen, Sml. Pers. II, s. 105, præmis 87.

Konklusions

Parlamentets afgørelse af 22. august 1995 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerens indplacering i lønklasse.