Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Statsstøtte — forbud — undtagelser — støtte til områder, som er påvirket af Tysklands deling — undtagelsens rækkevidde — streng fortolkning — økonomiske ulemper forårsaget af den isolation, der opstod ved grænsedragningen mellem de to zoner — [EF-traktaten, art. 92, stk. 1, og art. 92, stk. 2, litra c) (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF og art. 87, stk. 2, litra c), EF)]

2. Institutionernes retsakter — begrundelse — pligt — rækkevidde — beslutning, der ligger på linje med tidligere beslutninger — kortfattet begrundelse lovlig — (EF-traktaten, art. 190 (nu art. 253 EF))

3. Statsstøtte — forbud — undtagelser — støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet — støtte, der kan afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi — streng fortolkning — forstyrrelse, der påvirker hele den pågældende medlemsstats økonomi — [EF-traktaten, art. 92, stk. 3, litra a), b) og c) (efter ændring nu art. 87, stk. 3, litra a), b) og c), EF)]

4. Statsstøtte — påtænkte støtteforanstaltninger — Kommissionens skønsbeføjelse — domstolskontrol — grænser — (EF-traktaten, art. 92, stk. 3 (efter ændring nu art. 87, stk. 3, EF))

Sammendrag

1. Da traktatens artikel 92, stk. 2, litra c) [efter ændring nu artikel 87, stk. 2, litra c), EF], som bestemmer, at »støtteforanstaltninger for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, som er påvirket af Tysklands deling, i det omfang de er nødvendige for at opveje de økonomiske ulemper, som denne deling har forårsaget, er forenelige med fællesmarkedet«, ikke er blevet ophævet efter Tysklands forening hverken ved traktaten om Den Europæiske Union eller ved Amsterdam-traktaten, kan det, henset til den objektive rækkevidde af fællesskabsbestemmelserne, ikke antages, at disse bestemmelse har været genstandsløse siden Tysklands forening.

Da det imidlertid drejer sig om en undtagelse fra det almindelige princip i traktatens artikel 92, stk. 1, om, at statsstøtte er uforenelig med fællesmarkedet, skal artikel 92, stk. 2, litra c), undergives en streng fortolkning.

Da ordene »Tysklands deling« historisk set henviser til etableringen af skillelinjen mellem de to besættelseszoner i 1948, kan »de økonomiske ulemper, som denne deling har forårsaget«, derfor kun omfatte de økonomiske ulemper, der i visse tyske regioner blev forårsaget som en følge af den isolering, der fulgte med etableringen af denne fysiske grænse, som eksempelvis afbrydelsen af samfærdselsårerne eller tab af naturlige afsætningsmuligheder efter forstyrrelser i forretningsforbindelserne mellem de to tyske områder.

Den opfattelse, hvorefter traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), gør det muligt helt at opveje den økonomiske tilbageståenhed, som det er ubestridt, at de nye delstater lider under, tager derimod hverken hensyn til, at der er tale om en undtagelsesbestemmelse, eller til den sammenhæng, som bestemmelsen indgår i, og de formål, som den forfølger, og der ses således bort fra den direkte forbindelse, der nødvendigvis skal bestå mellem de økonomiske ulemper og den geografiske deling af Tyskland.

Da der ved anvendelse af denne bestemmelse alene kan kompenseres for de økonomiske ulemper, som direkte er forårsaget af den geografiske deling af Tyskland, kan traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), ikke fortolkes således, at den omfatter situationer, der ikke er opstået som en direkte følge af den tidligere eksistens af en indre tysk grænse, men som i vid udstrækning er det konkrete resultat af den økonomiske politik, der blev ført i Den Tyske Demokratiske Republik.

Udviklingsforskellene mellem de gamle og de nye delstater beror på andre forhold end den geografiske skillelinje, der følger af Tysklands deling, og skyldes navnlig de forskellige politisk-økonomiske systemer, der blev etableret i de to dele af Tyskland.

(jf. præmis 64-75)

2. Den begrundelse, som kræves i henhold til traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Kommissionen skal endvidere ikke i en beslutnings begrundelse behandle alle de faktiske og retlige spørgsmål, parterne har påberåbt sig, når den har taget hensyn til alle de for sagen relevante omstændigheder og oplysninger.

Når en beslutning er vedtaget i en sammenhæng, som er velkendt for den pågældende regering, og indgår i en fast beslutningspraksis, kan den begrundes kortfattet.

(jf. præmis 87, 89, 92, 110 og 140)

3. Traktatens artikel 92, stk. 3, litra b) [efter ændring nu artikel 87, stk. 3, litra b), EF], stiller krav om, at en støtte, for at den kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, kan afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i hele en medlemsstats økonomi og ikke kun økonomien i regioner eller delområder i denne stat. Som undtagelsesbestemmelse skal traktatens artikel 92, stk. 3, litra b), således fortolkes strengt.

(jf. præmis 105-108)

4. Kommissionen har ved anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3 (efter ændring nu artikel 87, stk. 3, EF), et vidt skøn, og Domstolens kontrol er derfor begrænset til at efterprøve den materielle rigtighed af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den bestridte kvalifikation, og om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn.

Kommissionen kan ikke foreholdes at have begået en sådan fejl ved i forbindelse med anvendelsen af den sondring, den med rette kan anlægge angående driftsomkostningerne ved et industrianlæg, mellem den situation, hvor der skal etableres en komplet infrastruktur, og den, hvor der allerede findes en sådan infrastruktur, at have fastslået, at når der er tale om omkostningerne til en investering, der gennemføres i flere faser og modtager statsstøtte, og første fase er gennemført, udgør de efterfølgende faser udvidelsesinvesteringer og ikke greenfield-projekter.

(jf. præmis 129, 131 og 132)