Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1 Landbrug - faelles markedsordning - oksekoed - interventionsmekanismer - licitationsopkoeb - forholdene mellem de bydende - artikel 9 i forordning nr. 859/89 - fortolkning - princippet om selvstaendige bud - raekkevidde

(Kommissionens forordning nr. 859/89, art. 9, art. 12, stk. 2, og art. 15 samt nr. 2456/93, art. 11)

2 Landbrug - EUGFL - regnskabsafslutning - afslag paa at lade EUGFL afholde udgifter paa grund af retsstridig anvendelse af Faellesskabets retsforskrifter - vedkommende medlemsstats anfaegtelse heraf - bevisbyrde - fordelt mellem Kommissionen og vedkommende medlemsstat

3 Landbrug - EUGFL - regnskabsafslutning - afslag paa at lade EUGFL afholde udgifter paa grund af retsstridig anvendelse af Faellesskabets retsforskrifter - vurdering af den oekonomiske virkning - vedkommende medlemsstats anfaegtelse heraf - bevisbyrde

4 Landbrug - faelles landbrugspolitik - finansiering gennem EUGFL - ordning med udligning af lageromkostninger for sukker - medlemsstaternes forpligtelse til at indfoere et effektivt system med administrativ kontrol og kontrol paa stedet - ikke-paalidelige kontrolforanstaltninger - afslag paa finansiering gennem fonden

(EF-traktaten, art. 5; Raadets forordning nr. 729/70, art. 8, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 1998/78, art. 19)

5 Landbrug - faelles markedsordning - sukker - udligning af lageromkostninger - afgift paalagt fabrikanterne - princip om oekonomisk neutralitet - raekkevidde

(Raadets forordning nr. 1358/77, art. 6, stk. 2)

6 Landbrug - faelles landbrugspolitik - finansiering gennem EUGFL - principper - udgifternes overensstemmelse med faellesskabsreglerne - bevisbyrde - fordelt mellem Kommissionen og vedkommende medlemsstat

(Raadets forordning nr. 729/70, art. 2 og 3)

Sammendrag

1 I forbindelse med interventionsforanstaltninger i oksekoedssektoren, og navnlig hvad angaar ordningen med licitationsopkoeb, bestemmer artikel 9 i forordning nr. 859/89, i stk. 1, at den bydende skal forpligte sig til at overholde samtlige gaeldende bestemmelser, og i stk. 2, at de paagaeldende kun kan indgive et bud pr. kategori og licitation. Da kravet om en klar retstilstand indebaerer, at bestemmelser skal goere det muligt for de beroerte at faa et noejagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der herved paalaegges dem, kan sidstnaevnte bestemmelses ordlyd ikke anvendes som grundlag for den fortolkning, hvorefter de bydende paa grund af en forskellig betydning af ordene »paagaeldende« og »bydende« kun kan indgive ét bud i forbindelse med en licitation, naar de tilhoerer samme koncern. En saadan fortolkning ville svare til at anvende artikel 11 i forordning nr. 2456/93, der i faellesskabsretten indfoerte bestemmelser om forholdene mellem de bydende, med tilbagevirkende kraft.

Selv om princippet om selvstaendige bud, der er et vaesentligt krav for en forskriftsmaessig og effektiv gennemfoerelse af enhver licitationsprocedure, og som ligger til grund for bestemmelserne i artikel 9, stk. 6 (hvorefter buddene er fortrolige), artikel 12, stk. 2 (forbuddet mod overdragelse af rettigheder og forpligtelser i henhold til licitationen), artikel 9, stk. 4, litra c) (forpligtelsen for enhver bydende til at stille sikkerhed), og artikel 15 (forpligtelsen til personligt at modtage betaling) i forordning nr. 859/89, ikke er til hinder for, at flere selskaber i samme koncern samtidig deltager i en licitation, er det derimod til hinder for, at disse selskaber afstemmer ordlyden af og vilkaarene i de bud, som de hver isaer indgiver, da dette vil kunne fordreje procedurens forloeb.

2 Paa omraadet for EUGFL's finansiering af den faelles landbrugspolitik paahviler det Kommissionen, saafremt den afslaar at finansiere en udgift, der er angivet af en medlemsstat, at godtgoere, at der foreligger en tilsidesaettelse af bestemmelserne vedroerende de faelles markedsordninger for landbruget. Kommissionen er derfor forpligtet til at begrunde sin beslutning, hvis der heri fastslaas manglende kontrol eller mangler ved den kontrol, som vedkommende medlemsstat har gennemfoert. Den paagaeldende medlemsstat kan ikke afkraefte Kommissionens konstateringer ved simple paastande, som ikke underbygges af elementer, der godtgoer eksistensen af et paalideligt og funktionsdygtigt kontrolsystem. Saafremt medlemsstaten ikke foerer bevis for, at Kommissionens konstateringer er urigtige, udgoer disse forhold, der kan give anledning til alvorlig tvivl med hensyn til indfoerelsen af et passende og effektivt system af foranstaltninger til overvaagning og kontrol.

3 Naar Kommissionen i forbindelse med sin opgave med afslutning af EUGFL-regnskaber, og naar der foreligger en mod faellesskabsretten stridende national foranstaltning, der har fremkaldt en forhoejelse af EUGFL's udgifter, i stedet for at afslaa at lade EUGFL finansiere samtlige omhandlede udgifter har forsoegt at beregne den oekonomiske virkning af overtraedelsen ved at bedoemme situationen paa det paagaeldende marked, som den ville have vaeret, saafremt der ikke forelaa overtraedelse, paahviler det medlemsstaten at godtgoere, at beregningen er forkert.

4 Det fremgaar af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 729/70 om finansiering af den faelles landbrugspolitik og af artikel 19 i forordning nr. 1998/78 om gennemfoerelsesbestemmelser til ordningen med udligning af lageromkostninger for sukker, betragtet i lyset af den forpligtelse til loyalt samarbejde med Kommissionen, som er indfoert ved traktatens artikel 5, navnlig for saa vidt angaar spoergsmaalet om en forskriftsmaessig anvendelse af faellesskabsmidler, at medlemsstaterne er forpligtet til at indfoere et system med administrativ kontrol og kontrol paa stedet for at sikre de finansielle operationers overensstemmelse med faellesskabslovgivningen. Saafremt Kommissionen fastslaar, at der i en medlemsstat ikke eksisterer et saadant kontrolsystem, eller saafremt det indfoerte system udviser saadanne mangler, at der bestaar tvivl med hensyn til opfyldelsen af betingelserne for refusion af de paagaeldende udgifter, er Kommissionen berettiget til ikke at anerkende bestemte udgifter, som vedkommende medlemsstat har afholdt.

5 Det fremgaar af artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 1358/77, at ordningen med udligning af lageromkostninger i sukkersektoren hviler paa princippet om, at den skal vaere neutral i sine virkninger, i den forstand, at de opkraevede afgifter skal svare til de udbetalte refusioner. Denne ligevaegt skal imidlertid opnaas paa faellesskabsplan og ikke inden for den paagaeldende medlemsstat eller virksomhed.

6 Artikel 2 og 3 i forordning nr. 729/70 tillader kun Kommissionen at anerkende beloeb som paahvilende EUGFL, naar de er udbetalt i henhold til de regler, der er opstillet i de forskellige sektorer for landbrugsprodukter, hvorfor alle andre udbetalte beloeb, isaer beloeb, som de nationale myndigheder fejlagtigt har ment sig bemyndiget til at udbetale inden for rammerne af den faelles markedsordning, paahviler medlemsstaterne.

Selv om det paahviler Kommissionen at godtgoere, at der foreligger tilsidesaettelse af faellesskabsbestemmelserne, paahviler det medlemsstaten i givet fald at godtgoere, at Kommissionen har begaaet en fejl med hensyn til de oekonomiske foelger, der skal drages heraf.