Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1 Traktatbrudssoegsmaal - anden genstand og andre retsvirkninger i forhold til en praejudiciel forelaeggelse

(EF-traktaten, art. 169, 171 og 177)

2 Miljoe - vurdering af visse projekters indvirkning paa miljoeet - direktiv 85/337 - medlemsstaternes pligt til at give meddelelse om de relevante nationale bestemmelser - raekkevidde

(Raadets direktiv 85/337, art. 12, stk. 2)

3 Miljoe - vurdering af visse projekters indvirkning paa miljoeet - direktiv 85/337 - nationale gennemfoerelsesbestemmelser om dispensation fra pligten til at bedoemme tilladelsesprocedurer indledt efter udloebet af gennemfoerelsesfristen - ulovlighed - traktatbrud - fastslaaet ved en tidligere dom - ny fastslaaelse - spoergsmaal om hensigtsmaessighed - kriterier

(EF-traktaten, art. 169; Raadets direktiv 85/337, art. 12, stk. 1)

4 Miljoe - vurdering af visse projekters indvirkning paa miljoeet - direktiv 85/337 - forelaeggelse til vurdering af projekter henhoerende under de i bilag II anfoerte grupper - medlemsstaternes skoen - graenser - begrebet projektgrupper - traktatbrud

(Raadets direktiv 85/337, art. 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2)

Sammendrag

1 Traktatbrudssoegsmaal, jf. traktatens artikel 169, har en anden genstand og andre retsvirkninger end genstanden for og retsvirkningerne af en praejudiciel forelaeggelse. Ved et traktatbrudssoegsmaal skal det formelt fastslaas, at en medlemsstat ikke har opfyldt sine forpligtelser efter faellesskabsretten, idet en saadan fastslaaelse er en forudgaaende betingelse for at kunne udloese proceduren efter traktatens artikel 171. I oevrigt er Kommissionen paa grundlag af sin forpligtelse til at overvaage, at traktaten overholdes, enekompetent til at afgoere, hvorvidt det maa anses for formaalstjenligt at indlede en traktatbrudsprocedure.

2 Ifoelge artikel 12, stk. 2, i direktiv 85/337 - om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet - skal medlemsstaterne meddele Kommissionen ordlyden af de bestemmelser, de vedtager paa det af direktivet regulerede omraade. Den pligt, der i saa henseende paahviler medlemsstaterne, tager sigte paa samtlige relevante bestemmelser og tillader ingen sondring efter, om der i medlemsstaterne bestaar en foederal eller centraliseret struktur, eller efter den lovgivningsteknik, som foelges i hver af disse. I forbindelse med en forbundsstat maa det navnlig antages, at fastslaaelsen af et brud paa pligten til at give meddelelse ikke kan beroeres af den betragtning, at bestemmelserne i en lov vedtaget paa forbundsniveau, der er blevet meddelt Kommissionen, har forrang for de ikke-meddelte bestemmelser, som er vedtaget paa lavere niveau.

3 En medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser i medfoer af artikel 12, stk. 1, i direktiv 85/337 - om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet - saafremt den ikke har indfoert en pligt til at foretage en vurdering af indvirkningerne paa miljoeet af samtlige de projekter, som skal undergives en saadan vurdering ifoelge direktivet, for hvilke tilladelsesproceduren er blevet indledt efter den dato, paa hvilken fristen for at gennemfoere direktivet udloeb.

Hensigtsmaessigheden af denne fastslaaelse, hvis grundlag er den paagaeldende medlemsstats vedtagelse af en lovbestemmelse ad hoc, kan ikke beroeres af det forhold, at den samme medlemsstat tidligere er blevet domfaeldt i en anden traktatbrudssag - da der er tale om samme omraade - hvori dommen havde en anden genstand, idet Domstolen fastslog, at medlemsstaten i et konkret tilfaelde ved gennemfoerelsen af et bestemt projekt ikke havde overholdt pligten til at foretage en miljoevurdering.

4 Artikel 4, stk. 2, i direktiv 85/337 - om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet - fastsaetter, at projekter, der henhoerer under de i bilag II anfoerte grupper, vurderes, naar medlemsstaterne finder, at det er paakraevet paa grund af projekternes karakter, og at medlemsstaterne med henblik herpaa kan udpege visse typer projekter, der skal vurderes, eller fastsaette kriterier og/eller graensevaerdier for at afgoere, hvilke af projekterne der skal vurderes. Den naevnte bestemmelse skal fortolkes saaledes, at medlemsstaterne ikke har befoejelse til samlet og endeligt at udelukke muligheden af at vurdere én eller flere kategorier.

Hvad herved angaar begrebet gruppe, kan det ikke henvise til de tolv kategorier i naevnte bilag, men til underopdelinger af disse kategorier, der hver foranstilles et bogstav i alfabetet. Enhver anden fortolkning ville fjerne den effektive virkning af det i direktivets artikel 2, stk. 1, fastslaaede princip, hvorefter projekter, der bl.a. paa grund af deres art, dimensioner eller placering, kan faa vaesentlig indvirkning paa miljoeet, undergives en vurdering af denne indvirkning, og giver medlemsstaterne mulighed for at gennemfoere bilag II til direktivet, som de oensker.

En medlemsstat tilsidesaetter derfor sine forpligtelser efter artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, saafremt den ikke under anvendelsesomraadet for sin gennemfoerelseslov indbefatter samtlige de i bilag II til direktivet anfoerte underopdelinger, og herved paa forhaand udelukker hele grupper af projekter fra pligten til at vurdere deres indvirkning paa miljoeet.