RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

16. oktober 1996

Sag T-37/94

Dimitrios Benecos

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd — genindtrædelse i tjenesten — en stillings indplacering i lønklasse — bebyrdende retsakt«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-1301

Angående:

Påstande om annullation af Kommissionens afgørelse om at indplacere stillingen KOM/022/93 som chef for den administrative enhed 4 (»Teknisk gruppe — ’infrastruktur’«) i Direktorat E (»Øst- og Sydafrika«) i Generaldirektorat VIII (Udvikling) i lønklasse A5 og af alle senere afgørelser, herunder navnlig afgørelsen om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning og om at udnævne G. i stillingen.

Udfald:

Frifindelse.

Resumé af dom

Den 1. januar 1983 blev sagsøgeren ansat i Kommissionen, hvor han blev indplaceret i Generaldirektoratet for Udvikling (GD VIII) som kontorchef i lønklasse A3.

Den 1. juni 1989 ophørte sagsøgeren med at gøre tjeneste, på et tidspunkt, hvor han havde varetaget opgaverne som chef for den administrative enhed 4 (»Teknisk gruppe — ’infrastruktur’«) i Direktorat E (»Øst- og Sydafrika«) i GD VIII (»den administrative enhed VIII.E.4«).

Den 1. september 1992 genindtrådte han i dette generaldirektorats tjeneste som konsulent. Han gjorde herefter flere forsøg på at blive chef for en arbejdende administrativ enhed. Disse forsøg førte ikke til noget resultat.

Efter at sagsøgeren den 1. juni 1989 var ophørt med at gøre tjeneste, offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om ledig stilling, stillingsopslag KOM/147/90, vedrørende stillingen som chef for den administrative enhed VIII.E.4. Under et møde den 7. december 1990 drøftede Det Rådgivende Udvalg for Udnævnelser (»udvalget«) — der som rådgivende organ skulle afgive udtalelse til ansættelsesmyndigheden vedrørende besættelsen af stillingen som chef for den administrative enhed på grundlag af afgørelsen af 19. juli 1988 om fremgangsmåden ved besættelse af mellemlederstillinger — spørgsmålet om stillingens indplacering i lønklasse og spørgsmålet om, hvilke kvalifikationer der burde kræves af den pågældende. Udvalget vedtog den indstilling, at »for så vidt angår indplaceringen af stillingen som chef for den administrative enhed VIII.E.4, ’teknisk gruppe —infrastruktur’, bør denne stilling indplaceres i lønklasse A3«.

Den 31. oktober 1991 oprettede Kommissionen en stilling som assisterende chef for den administrative enhed VIII.E.4, idet den tjenestemand, der gennem flere år havde været stedfortræder for chefen for den administrative enhed, blev udnævnt i denne stilling.

Den 25. marts 1993 offentliggjorde Kommissionen i henhold til artikel 4 og artikel 29, stk. 1, litraa), i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (»vedtægten«) en meddelelse om ledig stilling, stillingsopslag KOM/022/93, vedrørende stillingen som chef for den administrative enhed VIII.E.4 (»stillingsopslag KOM/022/93«). I stillingsopslaget hed det blot, at chefen for den administrative enhed VIII.E.4 skulle »lede og samordne arbejdet«.

Sagsøgeren indgav ansøgning inden for den fastsatte frist.

Under et møde den 17. juni 1993 indstillede udvalget under hensyn til den administrative enheds konkrete betydning, opgaver og størrelse, at stillingen blev besat med en tjenestemand i lønklasse A5/A4. Udvalget fik herefter meddelelse om, at en tjenestemand i Kommissionen i lønklasse A5, G., havde anmodet om at genindtræde i tjenesten.

Ved offentliggørelsen af meddelelsen Ledige Stillinger nr. 24 af 24. juni 1993 fik personalet meddelelse om, at stillingsopslag KOM/022/93 var blevet tilbagekaldt. Denne afgørelse blev i øvrigt meddelt sagsøgeren ved en standardnotits af 29. juni 1993 med følgende angivelse: »Tilbagekaldelse af stillingsopslag (jf LS nr. 24 af 24.6.1993)«.

Ved skrivelse af 7. juli 1993 anmodede sagsøgerens advokat ansættelsesmyndigheden om at meddele ham begrundelsen for Kommissionens afgørelse om at tilbagekalde stillingsopslaget.

Ved skrivelse af 30. juli 1993 besvarede Kommissionens generaldirektør for personale og administration denne skrivelse således:

»Som det gælder alle stillinger som chef for en administrativ enhed, og på grundlag af de sædvanlige kriterier, drøftede Det Rådgivende Udvalg for Udnævnelser (udvalget) i første række spørgsmålet om, hvilken lønklasse stillingen burde indplaceres i, og indstillede, at den blev indplaceret i lønklasse A5/A4.

Når henses til, at anmodninger om at genindtræde i tjenesten efter tjenestefrihed af personlige årsager bør gives en fortrinsstilling, drøftede udvalget efter at have fået meddelelse om, at en tjenestemand i lønklasse A5 formelt havde ansøgt om at måtte genindtræde i tjenesten i form af en udnævnelse i stillingen, i første omgang denne ansøgning. Efter drøftelsen afgav udvalget en udtalelse, hvorefter denne tjenestemand havde samtlige de krævede kvalifikationer, og indstillede, at tjenestemanden genindtrådte i tjenesten, jf. vedtægtens artikel 40. Det var således på baggrund af denne genindtrædelse i tjenesten, at stillingsopslaget blev tilbagekaldt.

Jeg skal i øvrigt bekræfte, at Kommissionen ikke har tilbudt den pågældende tjenestemand, at han kunne genindtræde i tjenesten i form af en udnævnelse i en stilling i Generaldirektorat XVII ...«

Ved skrivelse af 14. september 1993 anmodede sagsøgerens advokat Kommissionen om at give ham oplysning om datoen for udvalgets møde, om de kriterier, på grundlag af hvilke der var blevet truffet bestemmelse om at indplacere den omtvistede stilling i lønklasse A5, og om datoen for det møde i Kommissionen, hvorunder det var blevet besluttet at følge udvalgets udtalelse.

Ved skrivelse af 11. oktober 1993 besvarede Kommissionen denne skrivelse således:

»Som jeg allerede anførte i min skrivelse af 30. juli 1993, drøftede udvalget efter offentliggørelsen af stillingsopslaget, under et møde den 17. juni 1993, i første række spørgsmålet om, hvilken lønklasse stillingen burde indplaceres i, og indstillede, at den blev indplaceret i lønklasse A5/A4.

Udvalget konstaterede herefter, at en tjenestemand med tjenestefrihed af personlige årsager formelt havde indgivet ansøgning om at måtte genindtræde i tjenesten i form af en udnævnelse i stillingen, og afgav udtalelse, hvorefter denne tjenestemand var i besiddelse af de krævede kvalifikationer. Udvalget indstillede følgelig, at tjenestemanden genindtrådte i tjenesten i form af en udnævnelse i stillingen, og at stillingsopslaget blev tilbagekaldt.

Afgørelsen om besættelse af stillingen blev truffet den 8. september 1993 af det medlem af Kommissionen, hvorunder personalespørgsmål hører, efter en gennemførelse af den såkaldte ’seksdagesprocedure’ ...«

Den 24. september 1993 indgav sagsøgeren til ansættelsesmyndigheden en klage over Kommissionens afgørelse om at indplacere stillingen som chef for den administrative enhed VIII.E.4 i lønklasse A5, over afgørelsen om at tilbagekalde stillingsopslag KOM/022/93 for at gøre det muligt for en tjenestemand i lønklasse A5 med tjenestefrihed af personlige årsager at genindtræde i tjenesten og over alle senere af Kommissionen trufne afgørelser, herunder navnlig afgørelsen om at udnævne G. i stillingen.

Denne klage blev stiltiende afvist den 24. januar 1994.

Formaliteten

Retten bemærkede, at sagens principale genstand var afgørelsen om at indplacere stillingen som chef for den administrative enhed VIII.E.4 i lønklasse A5/A4 (»den anfægtede afgørelse«) (præmis 30).

Retten bemærkede herefter, at den anfægtede afgørelse, der blev truffet den 8. september 1993, ikke var et led i proceduren med henblik på besættelsen af stillingen som chef for den administrative enhed VIII. E. 4, der var blevet iværksat på grundlag af vedtægtens artikel 4 og artikel 29, stk. 1, ved offentliggørelsen af stillingsopslag KOM/022/93, og som blev afsluttet ved afgørelsen om at tilbagekalde dette, der blev offentliggjort den 24. juni 1993 i meddelelsen Ledige Stillinger nr. 24 (præmis 31 og 32).

Den anfægtede afgørelse måtte dog antages at berøre sagsøgerens retsstilling og hans stilling efter vedtægten, således at der var tale en bebyrdende afgørelse i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, for så vidt afgørelsen havde skabt grundlag for, at en tjenestemand i lønklasse A5 med tjenestefrihed af personlige årsager med fortrinsret kunne genindtræde i tjenesten, hvorved grundlaget for, at sagsøgeren kunne udnævnes i den ledige stilling, bortfaldt (præmis 33).

Realiteten

Første anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 25, stk. 2

Retten bemærkede indledningsvis, at begrundelseskravet skal vurderes på grundlag af de konkrete omstændigheder i sagen, navnlig retsaktens indhold, karakteren af de anførte grunde og adressatens interesse i at modtage en forklaring (præmis 38).

Henvisning til: Retten, 23. februar 1994, forenede sager T-18/92 og T-68/92, Coussios mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 171, præmis 45.

Rækkevidden af begrundelsespligten kunne herved nærmere fastlægges på grundlag af retspraksis vedrørende spørgsmålet om forpligtelsen til over for ansøgere, der ikke er blevet forfremmet, at begrunde afgørelser om forfremmelser, også selv om den anfægtede afgørelse var blevet truffet uden for rammerne af en egentlig forfremmelsesprocedure. Den anfægtede afgørelse måtte således antages at angå et lignende tilfælde, idet den medførte, at sagsøgeren blev udelukket fra den kreds af ansøgere, der ville kunne blive udnævnt i den ledige stilling. Ansættelsesmyndigheden er herved ikke forpligtet til at begrunde afgørelser om forfremmelser i forhold til de ansøgere, som ikke er blevet forfremmet. Derimod er ansættelsesmyndigheden forpligtet til at begrunde en afvisning af en klage, som er indbragt i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, af en ansøger, der ikke er blevet forfremmet, hvilken begrundelse må antages at falde sammen med begrundelsen for den afgørelse, som klagen har været rettet imod (præmis 39).

Henvisning til: Coussios mod Kommissionen, a.st., præmis 69.

Ansættelsesmyndigheden kunne ikke i sagen antages at have været forpligtet til at begrunde den anfægtede afgørelse, men havde derimod været forpligtet til at begrunde sin afgørelse om at afvise den klage, som sagsøgeren indbragte over afgørelsen. Det måtte herved fastslås, at den den 24. september 1993 indbragte klage ikke havde været genstand for nogen udtrykkelig afgørelse om afvisning, hverken før eller efter sagens anlæg (præmis 40).

Det burde dog undersøges, hvorvidt Kommissionen på anden måde end i form af en udtrykkelig afgørelse om afvisning af sagsøgerens klage af 24. september 1993 måtte antages at have meddelt sagsøgeren begrundelsen for den anfægtede afgørelse (præmis 41).

Når henses til Kommissionens skrivelser af 30. juli og 11. oktober 1993 til sagsøgeren, savnede det grundlag for sagsøgeren at gøre gældende, at der forelå en fuldstændig mangel på begrundelse af den anfægtede afgørelse på tidspunktet for sagens anlæg, da Kommissionen havde givet ham meddelelse om de kriterier, der lå til grund for udvalgets udtalelse vedrørende spørgsmålet om den pågældende stillings indplacering i lønklasse (præmis 42, 43 og 44).

Selv om det herefter ikke kunne lægges til grund, at Kommissionen ikke havde angivet nogen begrundelse overhovedet for den anfægtede afgørelse, kunne den begrundelse, der var blevet givet, ikke anses for tilstrækkelig. Denne begrundelse omfattede således ikke oplysninger om, hvorfor de kriterier, på grundlag af hvilke der tidligere var blevet truffet beslutning om, at stillingen skulle indplaceres i lønklasse A3, var blevet ændret, selv om sagsøgeren i klagen af 24. september 1993 udtrykkeligt havde rejst dette spørgsmål (præmis 45).

Det måtte herefter undersøges, hvorvidt der under sagens behandling var blevet fremlagt supplerende oplysninger, der kunne afhjælpe den manglende begrundelse. Kommissionen havde herved anført, at det var en ny politik over for udviklingslandene, der var baggrunden for en ændring af den administrative opbygning af den administrative enhed VIII.E.4, og som var årsagen til, at Kommissionen havde truffet den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren måtte derfor antages under retsforhandlingerne at være blevet gjort bekendt med denne begrundelse og at være blevet sat i stand til at vurdere dennes rigtighed. Den nævnte forklaring gjorde det ligeledes muligt for Retten at udøve sin retlige kontrol (præmis 46).

Henvisning til: Retten, 3. marts 1993, sag T-25/92, Vela Palacios mod ØSU, Smi. II, s. 201, præmis 26; Retten, 17. maj 1995, sag T-16/94, Benecos mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 335, præmis 36.

Andet anbringende om retsstridighed af afgørelsen af 19. juli 1988 samt tilsidesættelse af vedtægtens artikel 5, stk. 4, og artikel 7, stk. 1

Retten bemærkede, at den anfægtede afgørelse, der var blevet truffet den 8. september 1993, lå uden for rammerne af proceduren med henblik på besættelsen af stillingen som chef for den administrative enhed VIII.E.4, der var blevet iværksat på grundlag af vedtægtens artikel 29, stk. 1, ved offentliggørelsen af stillingsopslag KOM/022/93, og som var blevet afsluttet ved afgørelsen om at tilbagekalde stillingsopslaget, som blev offentliggjort den 24. juni 1993 (præmis 52).

Der kunne herefter ikke lægges vægt på det andet anbringende, for så vidt sagsøgeren herved havde anfægtet muligheden i henhold til afgørelsen af 19. juli 1988 for at træffe bestemmelse om den pågældende stillings indplacering i lønklasse på et tidspunkt, hvor ansættelsesmyndigheden har kendskab til de pågældende ansøgeres identitet og indholdet af deres personlige aktmapper, idet et sådant tilfælde ikke forelå i sagen, da besættelsen af stillingen som chef for den administrative enhed VIII.E.4 ikke var sket ved en forflyttelse eller en forfremmelse (præmis 53).

Der måtte herefter i første række ske en undersøgelse af, hvorvidt afgørelsen af 19. juli 1988 var udtryk foren tilsidesættelse af princippet om overensstemmelse mellem stilling og lønklasse. Retten havde herved i dommen i sagen Kratz mod Kommissionen fastslået, at der intet er til hinder for, at stillinger som chef foiadministrative enheder besættes med tjenestemænd i lønklasse A3, A4 eller A5, alt efter den betydning, der må tillægges den administrative enheds opgaver. Vedtægtens artikel 7 og bilag I til vedtægten forudsætter således ikke, at stillinger som chef for en administrativ enhed altid skal besættes med en tjenestemand i lønklasse A3 (præmis 54).

Henvisning til: Retten, 17. maj 1995, sag T-10/94, Kratz mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 315, præmis 53.

Retten bemærkede herefter, at når sagsøgeren havde gjort gældende, at en afgørelse om den pågældende stillings indplacering i tilfælde af genindtrædelse i tjenesten i henhold til vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d), også skal være objektivt begrundet, måtte dette opfattes således, at sagsøgeren ønskede efterprøvet, hvorvidt der ved den anfægtede afgørelse var sket en iagttagelse af princippet om overensstemmelse mellem stilling og lønklasse, således som dette princip fremgår af vedtægtens artikel 5, stk. 4, og artikel 7, stk. 1, og af de almindelige grundsætninger, der gælder for offentlige stillinger (præmis 55).

Det måtte i denne forbindelse undersøges, hvorvidt den anfægtede afgørelse var blevet truffet på et objektivt grundlag, hvoraf det fremgik, at stillingens indplacering svarede til betydningen af den administrative enheds opgaver. Efterprøvelsen af en afgørelse om indplaceringen i lønklasse af en stilling, der skal besættes, må dog begrænses til en undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden under hensyn til de betragtninger, den har baseret sig på ved sin vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt (præmis 56).

Henvisning til: Domstolen, 4. februar 1987, sag 324/85, Bouteiller mod Kommissionen, Sml. s. 529, præmis 6; Domstolen, 12. februar 1987, sag 233/85, Bonino mod Kommissionen, Sml. s. 739, præmis 5; Retten, 9. februar 1994, sag T-82/91, Latham mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 61, præmis 47.

Der måtte herved ske en inddragelse af de forskellige forhold, som sagsøgeren havde, henvist til som led i det første anbringende (præmis 57).

Retten bemærkede i denne forbindelse nærmere, at hverken den afgørelse, hvorved Kommissionen tidligere havde truffet bestemmelse om, at stillingen som chef for den administrative enhed VIII.E.4 skulle besættes med en tjenestemand i lønklasse A3, eller den afgørelse, hvorved Kommissionen tidligere havde truffet bestemmelse om indplacering af en lignende stilling i lønklasse A3, indebar, at den måtte antages at have afskåret sig fra senere at træffe anden bestemmelse om indplacering af de pågældende stillinger på grundlag af en ny politik som f.eks. en ny politik med hensyn til anvendelsen af personaleressourcerne inden for det pågældende generaldirektorat. Den ene omstændighed, at der tidligere var blevet anlagt en anden vurdering, kunne ikke være et bevis for, at der var sket en overskridelse af grænserne for eller en åbenbar fejlagtig anvendelse af de vide skønsmæssige beføjelser, som Kommissionen har på dette område (præmis 58).

Det forhold, at de øvrige tjenestemænd i den administrative enhed, bortset fra en enkelt undtagelse, var indplaceret i en højere lønklasse end deres overordnede, kunne heller ikke anses for konkret at dokumentere, at der var sket en overskridelse af grænserne for eller en åbenbar fejlagtig anvendelse af de vide skønsmæssige beføjelser (præmis 59).

Retten bemærkede herefter, at den anfægtede afgørelse måtte antages at hvile på et objektivt grundlag. Kommissionen havde således anført, at en ny politik over for udviklingslandene, hvorved der ville blive lagt mere vægt på integrerede udviklingsprojekter i stedet for projekter i form af støtte til afhjælpning af konkrete problemer, havde gjort det nødvendigt med en ny administrativ opbygning inden for det pågældende generaldirektorat. Det måtte herved fastslås, at en sådan administrativ ændring kan få indflydelse på, hvad der lægges vægt på ved afgørelsen om, hvilken lønklasse den pågældende stilling skal indplaceres i, som f.eks. hensynet til den administrative enhed VIII.E.4's politiske betydning, hensynet til, hvilket niveau kontaktpersoner uden for og inden for Kommissionen befinder sig på, hensynet til, hvilke kvalifikationer medarbejderne bør have i betragtning af arbejdets karakter, tillige med hensyn, der har sammenhæng med de budgetmæssige muligheder og Kommissionens prioritet (præmis 60).

Retten fastslog herefter, at de forhold, som sagsøgeren havde peget på, ikke godtgjorde, at Kommissionen ved den anfægtede afgørelse havde anvendt sine skønsmæssige beføjelser åbenbart fejlagtigt (præmis 61).

Tredje anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27, 29 og 45

Det måtte fastslås, at der ikke ved den anfægtede afgørelse var sket nogen tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27. Retten bemærkede herved, at afgørelsen om indplaceringen af en stilling i lønklasse træffes forud for afgørelsen om, hvilken af ansøgerne stillingen skal besættes med. Det fremgår allerede af ordlyden af vedtægtens artikel 27, at denne bestemmelse kun angår den sidstnævnte form for afgørelse, dvs. afgørelsen om, hvilken af de pågældende ansøgere til en stilling, i forbindelse med hvilken afgørelse om indplacering i lønklasse allerede er blevet truffet, demie skal besættes med (præmis 68).

Der kunne heller ikke i sagen antages at være sket nogen tilsidesættelse af vedtægtens artikel 29 og 45, idet den anfægtede afgørelse var blevet truffet uden for rammerne af proceduren med henblik på besættelse af stillingen som chef for den administrative enhed VIILE.4 (præmis 69).

Hvad endelig angår det af sagsøgeren anførte, hvorefter der var sket en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45, som ifølge sagsøgeren fastlægger et princip om den kollegiale karakter af Kommissionens beslutninger, bemærkede Retten, at den allerede i dommen i sagen Benecos mod Kommissionen, jf. ovenfor, havde forkastet dette argument under henvisning til, at anvendes den såkaldte »seksdages-procedure«, træder en skriftlig procedure blot i stedet for en mundtlig, når Kommissionen enstemmigt træffer bestemmelse herom, således at anvendelsen af denne procedure ikke er udtryk for en tilsidesættelse af tjenestemændenes krav på, at samtlige Kommissionens medlemmer vurderer deres sag (præmis 71).

Fjerde anbringende om retsstridighed af meddelelsen om ledig stilling

Retten bemærkede, at det fjerde anbringende til støtte for annullationspåstandene var uden genstand, da den omtvistede afgørelse blev truffet uden for rammerne af proceduren med henblik på besættelse af stillingen som chef for den administrative enhed VIII.E.4 (præmis 75).

Sagens omkostninger

Retten bemærkede, at der endnu i forbindelse med afvisningen af sagsøgerens klage forelå en utilstrækkelig begrundelse, som først var blevet afhjulpet under sagens behandling. Det var som følge af denne utilstrækkelige begrundelse, at sagsøgeren havde måttet anlægge sagen. Herefter burde Kommissionen dømmes til også at betale sagsøgerens omkostninger, jf. procesreglementets artikel 87, stk. 3, andet afsnit.

Konklusion:

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.