Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

++++

1. Ansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg ° tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2)

2. Ansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg ° tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private ° Kommissionens forsinkede fremlaeggelse af forslag til forordning om faelles markedsordning for bananer ° ansvar ikke ifaldet

(EF-traktaten, art. 38, stk. 4, art. 43, stk. 2, og art. 215, stk. 2)

3. Faelles handelspolitik ° nationale beskyttelsesforanstaltninger ° bemyndigelse fra Kommissionen ° betingelser

(EF-traktaten, art. 9, 30, 113 og 115)

4. Ansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° retsstridighed ° det forhold, at Kommissionen ikke har indledt traktatbrudsprocedure ° Kommissionens skoensbefoejelse, der udelukker, at Faellesskabet ifalder ansvar

(EF-traktaten, art. 155, 169 og art. 215, stk. 2)

5. Erstatningssoegsmaal ° genstand ° erstatningskrav mod Faellesskabet i medfoer af traktatens artikel 215, stk. 2 ° Faellesskabets retsinstansers kompetence ° erstatningskrav for tab foraarsaget af nationale myndigheder ° de nationale retsinstansers kompetence

(EF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2)

6. Faellesskabsret ° principper ° beskyttelse af den berettigede forventning ° betingelser

7. Landbrug ° faelles markedsordning ° forskelsbehandling af producenter eller forbrugere ° forbud ° raekkevidde

(EF-traktaten, art. 40, stk. 3, andet afsnit)

Sammendrag

1. Faellesskabet kan alene ifalde ansvar uden for kontraktforhold for institutionernes generelle retsakter, saafremt der foreligger en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private. I en retlig sammenhaeng, som er kendetegnet ved udoevelsen af en vid skoensbefoejelse, som den, der er uomgaengelig for ivaerksaettelsen af den faelles landbrugspolitik, kan Faellesskabet kun ifalde ansvar, hvis den paagaeldende institution aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser.

2. Faellesskabet ifalder ikke ansvar, fordi Kommissionen foerst i 1992 har fremlagt forslag til forordning til gennemfoerelse af en faelles markedsordning for bananer, skoent en saadan skulle have vaeret gennemfoert senest den 1. januar 1970.

Naar henses til de vanskeligheder, der var forbundet med at fastlaegge en faelles politik i banansektoren, kan Kommissionen nemlig dels ikke anses for aabenbart og groft at have overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser ved at forsinke fremlaeggelse af forslaget. I traktatens artikel 38, stk. 4, og artikel 43, stk. 2, hvorefter der skal fastlaegges en faelles landbrugspolitik, paalaegges der dels blot institutionerne forpligtelser, saaledes at det forhold, at institutionerne ikke forholder sig i overensstemmelse hermed, ikke udgoer en kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private.

3. De i traktatens artikel 115 hjemlede undtagelser skal fortolkes og anvendes snaevert, da de ikke blot udgoer en undtagelse fra artikel 9 og 30, som er grundlaeggende for, at Faellesskabet kan fungere, men ogsaa en hindring for gennemfoerelsen af den i artikel 113 fastsatte handelspolitik.

Naar en medlemsstat anmoder om bemyndigelse i medfoer af artikel 115, skal Kommissionen kontrollere medlemsstatens begrundelse for de beskyttelsesforanstaltninger, den oensker at indfoere, og efterproeve, om der er tale om foranstaltninger, der er i overensstemmelse med traktaten og noedvendige. Den bemyndigelse, som Kommissionen giver, har kun gyldighed for et begraenset tidsrum. Kommissionen har ved vurderingen af en saadan kompliceret, oekonomisk situation et vidt skoen, som begraenser domstolskontrollen til en undersoegelse af, om der foreligger en aabenbar vildfarelse, magtfordrejning eller om myndigheden aabenbart har overskredet graenserne for sit skoen.

4. At Kommissionen ikke har indledt traktatbrudssag er ikke en tilsidesaettelse af traktaten, navnlig af artikel 155 og 169, for et saadant sagsanlaeg er omfattet af institutionens skoensbefoejelse. Et saadant forhold kan foelgelig ikke medfoere, at Faellesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold.

5. Faellesskabets retsinstanser kan med hjemmel i traktatens artikel 178 sammenholdt med 215 alene tilkende erstatning for tab, der forvoldes faellesskabsinstitutionerne eller disses ansatte under udfoerelsen af deres arbejdsopgaver, dvs. tilkende erstatning, naar Faellesskabet er ansvarligt uden for kontrakt. Er der derimod tale om tab, som foraarsages af nationale organer, kan kun disse drages til ansvar, og de nationale domstole er enekompetente til at tilkende erstatning herfor.

Alene de nationale domstole traeffer saaledes afgoerelse i en erstatningssag, der udelukkende vedroerer en medlemsstats handlemaade.

6. Enhver privatperson, som befinder sig i en situation, hvoraf det fremgaar, at faellesskabsadministrationen har givet anledning til berettigede forventninger, kan paaberaabe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Derimod kan ingen paaberaabe sig tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, saafremt administrationen ikke har afgivet praecise loefter.

7. Det forbud mod forskelsbehandling af producenter eller forbrugere, som ifoelge traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, skal indfoeres inden for rammerne af den faelles landbrugspolitik, er blot et saerligt udtryk for det generelle lighedsprincip, som udgoer et af faellesskabsrettens grundlaeggende principper, og hvorefter ensartede situationer ikke skal behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet. En sagsoeger kan derfor kun paaberaabe sig, at dette forbud er overtraadt, i det omfang han kan paavise, at en situation, der er sammenlignelig med hans, er blevet behandlet forskelligt.