RETTENS DOM (Anden Afdeling)

28.juni 1996

Sag T-500/93

Y

mod

De Europæiske Fællesskabers Domstol

»Tjenestemænd — annullationssøgsmål — disciplinærsag — kontradiktionsret — vidneførsel — ’nødværge’ — sandhedsbevis — formildende omstændigheder — begrundelse — erstatningssøgsmål — ikke — økonomisk skade«

Fuldstændig gengivelse på portugisisk   II-977

Angående:

Påstand om annullation af Domstolens afgørelse af 28. september 1992, hvorved sagsøgeren blev pålagt den disciplinære sanktion suspension af avancement til et højere løntrin i to år, og om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt.

Udfald:

Annullation og i øvrigt afvisning.

Resumé af dom

Sagsøgeren er tjenestemand i lønklasse LA6 ved Domstolen og er ansat som juristlingvist i en af oversættelsesafdelingerne under Oversættelsesdirektoratet.

I notater af 4. marts, 15. april og 8. maj 1991 indgav direktøren for Oversættelsesdirektoratet anmodning om, at der blev rejst disciplinærsag mod sagsøgeren. Ved note af 3. juli 1991 rejste Domstolens præsident disciplinærsag mod sagsøgeren for Disciplinærrådet.

Disciplinærrådet fastslog, at sagsøgeren for det første under et skænderi den 7. februar 1991 havde beskyldt sin afdelingschef »offentligt og med høj røst for at have begået en række kriminelle forhold i form af bedrageri og korruption«, og for det andet, at han havde »gentaget og uddybet disse beskyldninger og dertil knyttet udtryk, der var fornærmende både for hans afdelingschef og for direktøren for Oversættelsesdirektoratet, i sine bemærkninger til bedømmelsen af ham for perioden 1. januar 1989 til 31. december 1990«. Disciplinærrådet fandt, at den af sagsøgeren anvendte tone og vendinger var uacceptable, og konstaterede, at sagsøgeren aldrig havde bestridt de forhold, han blev kritiseret for.

Disciplinærrådet afslog endvidere sagsøgerens anmodninger dels om afhøring af en række vidner med henblik på at godtgøre formildende omstændigheder ved hans adfærd, dels om, at der blev arrangeret en konfrontation med hans afdelingschef. Den 15. september 1992 indstillede Disciplinærrådet, at der blev pålagt sagsøgeren disciplinærsanktionen irettesættelse.

Ved afgørelse af 28. september 1992 pålagde ansættelsesmyndigheden sagsøgeren sanktionen suspension af avancement til et højere løntrin i to år. Den 11. januar 1993 påklagede sagsøgeren denne afgørelse. Sagsøgeren fik ikke medhold i sin klage.

Annullationspåstanden

Anbringendet vedrørende tilsidesættelse af kontradiktionsretten

Da de faktiske forhold, som sagsøgeren var blevet kritiseret for, ikke var bestridt, fandt Retten at skulle tage stilling til, om der ved Disciplinærrådets afslag på at efterkomme sagsøgerens anmodning om afhøring af de af sagsøgeren indkaldte vidner var sket en tilsidesættelse af sagsøgerens kontradiktionsret, for så vidt som denne vidneafhøring kunne have gjort det muligt at påvise, at der forelå sådanne omstændigheder, at de forhold, han blev kritiseret for, ikke kunne anses for retsstridige (princippet om sandhedsbevis, nødværge) eller fremstod som mindre kritisable i henhold til disciplinærreglerne for De Europæiske Fællesskabers personale (præmis 42).

Retten bemærkede, at selv om den indberettede tjenestemand ifølge artikel 4, stk. 2, i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber kan indkalde vidner, tilkommer det Disciplinærrådet at vurdere, om de begærede vidneforklaringer er relevante for sagen, og om det er nødvendigt at foretage en afhøring af de indkaldte vidner (præmis 43).

Henvisning til: Domstolen, 11. juli 1968. sag 35/67. Van Eick mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 523. org. réf.: Rec. s. 481.

Under hensyn til de spørgsmål, som sagsøgeren ønskede at stille vidnerne, udtalte Retten, at Disciplinærrådet ikke kunne anses for at have anlagt et urigtigt skøn, da det fandt, at sagsakterne i disciplinærsagen indeholdt tilstrækkelige oplysninger både om de forhold, tjenestemanden blev kritiseret for, og til støtte for argumenter til hans forsvar, og at disse spørgsmål derfor var uden relevans for Disciplinærrådets afgivelse af udtalelse eller overflødige. Retten fastslog imidlertid, at et af spørgsmålene var af betydning for de forhold, sagsøgeren blev kritiseret for under disciplinærsagen mod ham. Disciplinærrådet havde til støtte for at afskære den pågældende vidneafhøring gjort gældende, at det ikke var nødvendigt at undersøge dette spørgsmål dels, fordi det var umuligt at rekonstruere det nøjagtige forløb på grundlag af de modstridende fremstillinger fra de to eneste personer, der var til stede, nemlig sagsøgeren og hans afdelingschef, dels fordi det ikke var bestridt, at sagsøgeren til sidst under episoden havde beskyldt sin afdelingschef for at have begået en række kriminelle forhold i form af bedrageri og korruption (præmis 45-48).

Med hensyn til den første grund til Disciplinærrådets afslag, som var, at de forhold, sagsøgeren var kritiseret for, ikke var bestridt, udtalte Retten, at den af sagsøgeren begærede vidneforklaring ikke vedrørte spørgsmålet, om sagsøgeren havde fremsat ovennævnte beskyldninger over for sin afdelingschef - hvilket han selv havde erkendt - men forløbet umiddelbart inden og samtlige de omstændigheder, hvorunder han fremkom med de pågældende udtalelser, og særligt de provokationer og den truende adfærd, som han skulle være blevet udsat for fra sin afdelingschefs side, hvilket alt sammen kunne udgøre formildende omstændigheder ved hans adfærd. Selv om den omstændighed, at de versioner, der blev givet af de to stridende parter, nemlig sagsøgeren og hans afdelingschef, var modstridende, eventuelt kunne være en grund til, at en konfrontation af de to var overflødig, fastslog Retten, at Disciplinærrådet ikke med støtte heri kunne rejse tvivl om nytten af en vidneforklaring fra en person, der havde kontor ved siden af sagsøgerens afdelingschef, hvor episoden var begyndt (præmis 50 og 51).

Den anden grund til at afslå sagsøgerens begæring om vidneafhøring, som var, at arten af beskyldningerne mod ham ifølge Disciplinærrådet allerede fremgik af sagens akter i øvrigt, fandtes heller ikke at være tilstrækkelig til at afslå begæringen, idet disse beskyldninger nødvendigvis vedrørte andre forhold end dem, der vedrørte episoden den 7. februar 1991. For det tilfælde, at Disciplinærrådet ved denne begrundelse af afslaget på at foretage en afhøring af det af sagsøgte begærede vidne stiltiende baserede sig på disciplinærmyndighedens beføjelse til at anlægge et samlet skøn og foretage en samlet vurdering ved bedømmelsen af grovheden af de forhold, der anses for en tjenstlig forseelse, og ved valget af disciplinærsanktion, udtalte Retten, at denne beføjelse kun kan udøves på grundlag af samtlige konkrete forhold og særlige skærpende eller formildende omstændigheder i sagen, hvilket ikke fandtes at kunne være sket i den foreliggende sag, idet Disciplinærrådet havde undladt, inden det anlagde den samlede vurdering, at undersøge de væsentlige forhold og omstændigheder, som ifølge sagsøgeren havde udgjort formildende omstændigheder, der nedsatte hans skyld i forbindelse med adfærden den 7. februar 1991. Retten fandt, at da Disciplinærrådet ikke havde foretaget en tilstrækkeligt indgående undersøgelse til at give tjenestemanden alle de i vedtægten tilsigtede retssikkerhedsgarantier, havde Disciplinærrådet ikke været i stand til med fuldt kendskab til sagen at udøve disciplinærmyndighedens beføjelse til at anlægge et samlet skøn (præmis 52).

Henvisning til: Domstolen. 5. februar 1987. sag 228/83. F. mod Kommissionen, Sml. s. 275, præmis 16, 26 og 30; Retten, 17. oktober 1991. sag T-26/89, De Compte mod Parlamentet, Sml. II. s. 781, præmis 221.

Endelig udtalte Retten, at Disciplinærrådets undladelse af at afhøre det af sagsøgeren begærede vidne var ulovlig, selv om Disciplinærrådet generelt havde anerkendt, at der forelå formildende omstændigheder hos sagsøgeren, og havde noteret sig, at hans afdelingschef havde indtaget en provokerende holdning, og havde fastslået, at visse af sagsøgerens påstande om, hvordan tjenesten fungerede internt, ikke var helt uberettigede. Selv om Disciplinærrådet havde anerkendt, at der forelå sådanne formildende omstændigheder for sagsøgeren, og havde vurderet, at der var »stærkt formildende omstændigheder« ved sagsøgerens adfærd, og selv om Disciplinærrådet derfor foreslog, at han blev pålagt disciplinærsanktionen irettesættelse, fandtes det ikke at kunne udelukkes, at Disciplinærrådet efter at have hørt de af sagsøgeren begærede vidneforklaringer ville kunne være nået frem til, at sagsøgeren var blevet så voldsomt provokeret under episoden den 7. februar 1991, at hans skyld i denne episode måtte nedsættes endnu mere (præmis 53).

Selv om ansættelsesmyndigheden i princippet havde beføjelse til at anlægge et skøn over, hvor meget sagsøgerens skyld skulle nedsættes, der var uafhængigt af, hvilket skøn Disciplinærrådet havde anlagt, og havde beføjelse til derefter at vælge den disciplinærsanktion, som ansættelsesmyndigheden fandt passende til de disciplinære forseelser, sagsøgeren kritiseredes for, fastslog Retten, at ansættelsesmyndighedens valg af sanktion skulle træffes på grundlag af en samlet vurdering af samtlige konkrete forhold og skærpende eller formildende omstændigheder i den pågældende sag. Da ansættelsesmyndigheden ikke havde fået den af sagsøgeren begærede vidneforklaring om episoden den 7. februar 1991, fandtes den ikke at have været i besiddelse af alle nødvendige oplysninger for at afgøre, i hvilken grad der skulle ske skyldsnedsættelse på grundlag af de af sagsøgeren påberåbte formildende omstændigheder ved sagsøgerens adfærd under episoden. Retten udtalte, at ansættelsesmyndigheden ikke under disse omstændigheder kunne beslutte at skærpe sagsøgerens disciplinærsanktion (præmis 56).

Henvisning til: Domstolen, 30. maj 1973, sag 46/72, De Greefmod Kommissionen, Sml. s. 543, jf. s. 556; F. mod Kommissionen, a.st.; Domstolen, 5. februar 1987, sag 403/85, F. mod Kommissionen, Sml. s. 645, præmis 18 og 26; De Compte mod Parlamentet, a.st., præmis 220 og 221.

Erstatningspåstanden

Retten udtalte, at i forbindelse med de retsmidler, der er indført ved vedtægtens artikel 90 og 91, kan en erstatningspåstand, som er et selvstændigt retsmiddel i forhold til annullationspåstanden, kun antages til realitetsbehandling, hvis der forud herfor er gennemført en administrativ procedure i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser. Denne procedure er forskellig afhængig af, om den skade, der kræves erstattet, er forvoldt ved en »akt, der indeholder et klagepunkt, « i vedtægtens artikel 90, stk. 2's forstand (dvs. en bebyrdende retsakt) eller ved administrationens handlinger, der ikke har karakter af afgørelser. I førstnævnte tilfælde skal den berørte indgive klage til ansættelsesmyndigheden over den pågældende retsakt inden for den fastsatte frist. I sidstnævnte tilfælde skal den administrative procedure derimod indledes ved indgivelse af en ansøgning i vedtægtens artikel 90, stk. l's forstand om erstatning og i givet fald følges op med en klage over afgørelsen om afslag på ansøgningen (præmis 64).

Henvisning til: Retten. 6. juli 1995, sag T-36/93, Ojha mod Kommissionen. Sml. Pers. II, s. 497.

Retten fastslog, at når erstatningspåstanden har en umiddelbar tilknytning til annullationspåstanden, kan erstatningspåstanden antages til realitetsbehandling i forbindelse med annullationssøgsmålet, uden at det kræves, at der forud er indgivet en ansøgning til ansættelsesmyndigheden om erstatning af det påståede tab og klage over et indirekte eller udtrykkeligt afslag på ansøgningen (præmis 66).

Henvisning til: Retten, 15. juli 1993, forenede sager T-17/90. T-28/91 og T-17/92. Camara Alloisio m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 841; Ojha mod Kommissionen, a.st.

Da der var nedlagt påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, sagsøgeren hævdede at have lidt som følge af sagsøgerens afdelingschefs pression, trusler og intimidering og administrationens undladelse af at bringe dette til ophør, fandtes erstatningspåstanden ikke at vedrøre skade som følge af en enkelt retsakt, der i sagen var nedlagt påstand om annullation af, men skade som følge af en række fejl og undladelser, som sagsøgeren hævdede, at den sagsøgte institution havde begået. Retten fandt derfor, at det måtte kræves, at der inden nedlæggelse af denne erstatningspåstand var gennemført en administrativ procedure indledt ved, at sagsøgeren indgav ansøgning til ansættelsesmyndigheden om erstatning for den påståede ikke-økonomiske skade (præmis 68).

Henvisning til: Cámara Alloisio mod Kommissionen, a.st.; Retten, 1. december 1994, sag T-54/92, Schneider mod Kommissionen, Sml. Pers. II. s. 887; Retten, 1. december 1994, sag T-79/92, Ditterichmod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 907.

Selv om den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævdede at have lidt som følge af overskridelsen af fristen for behandling af disciplinærsagen, havde en umiddelbar tilknytning til annullationspåstanden, var der dog først nedlagt påstand om erstatning heraf i replikken i strid med procesreglementets artikel 48, stk. 2, og Retten afviste derfor påstanden (præmis 69).

Henvisning til: Retten, 16. marts 1993, forenede sager T-33/89 og T-74/89, Blackman mod Parlamentet, Sml. II, s. 249.

Konklusion:

Domstolens afgørelse af 28. september 1992, hvorved sagsøgeren blev pålagt den disciplinære sanktion suspension af avancement til et højere løntrin i to år, annulleres.

Sagen afvises i øvrigt.