Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61993TJ0498

    Sammendrag af dom

    RETTENS DOM (Første Afdeling)

    30. november 1994

    Sag T-498/93

    Yvonne Dornonville de la Cour

    mod

    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

    »Tjenestemænd — børnetilskud for et ikke-mindreårigt barn, der lider af en alvorlig sygdom eller vedvarende svagelighed — tilbagekaldelse af en afgørelse«

    Fuldstændig gengivelse på dansk   II-813

    Angående: Påstande om

    annullation af Kommissionens afgørelse om at indstille udbetalingen af børnetilskud til sagsøgeren i form af tilskud for et ikke-mindreårigt barn, der lider af en alvorlig sygdom

    at Kommissionen tilpligtes at yde sådanne tilskud og betale sagsøgeren en godtgørelse.

    Udfald:

    Annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt det herved blev besluttet ikke at udbetale sagsøgeren børnetilskud for august 1992. Kommissionen betaler sagsøgeren 5610,55 kr. med renter 8% p.a. med virkning fra den 1. september 1992. Frifindelse af sagsøgte i øvrigt.

    Resumé af dom

    Sagsøgeren, derer tidligere tjenestemand i Kommissionen, har siden 1983 oppebåret invalidepension. Ved sin ansættelse i Kommissionen fik sagsøgeren tilkendt børnetilskud for sin datter, og hun oppebar disse ydelser indtil 1978, da hendes datter fyldte 26 år.

    Ved skrivelse af 24. september 1988 ansøgte sagsøgeren om børnetilskud for sin datter med den begrundelse, at denne efter at være blevet ramt af en psykisk sygdom og efter et selvmordsforsøg i 1986 var ude af stand til at arbejde og sørge for sit eget underhold.

    Ved afgørelse af 9. februar 1989 tilkendte Kommissionen sagsøgeren børnetilskud for perioden 1. december 1988 - 30. november 1991, hvorved sagsøgerens datter blev omfattet af den fælles sygeforsikringsordning.

    Ved afgørelse af 26. oktober 1989 tilkendte Kommissionen efter ansøgning sagsøgeren dobbelt børnetilskud, jf. vedtægtens artikel 67, stk. 3, for perioden 1. september 1989 -31. august 1992.

    Ved skrivelse af 10. august 1992 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at ydelserne for hendes datter med virkning fra den 1. august 1992 ikke længere kunne udbetales.

    Ved skrivelse af 24. august 1992, som Kommissionen ikke reagerede på, indgav sagsøgeren en ansøgning til denne om fortsat udbetaling af dobbelt børnetilskud ud over det i afgørelsen af 26. oktober 1989 fastsatte tidspunkt.

    Sagsøgeren påklagede herefter Kommissionens afgørelse af 10. august 1992, hvilken klage blev udtrykkeligt afslået.

    I — Påstanden om annullation af afgørelsen af 10. august 1992, for så vidt der herved blev truffet bestemmelse om at indstille udbetalingen af børnetilskud med virkning fra den 1. september 1992

    1. Anbringendet om, at Kommissionen havde anvendt de relevante vedtægtsmæssige bestemmelser forkert

    Retten bemærkede indledningsvis, at stk. 3 og 5 i artikel 2 i bilag VII til vedtægten — i modsætning til stk. 4 — alene tillægger den kompetente myndighed en bundet kompetence (præmis 31).

    Henvisning til: Domstolens dom af 7. maj 1992, sag C-70/91 P, Rådet mod Brems, Sml. I, s. 2973, præmis 5, og Rettens dom af 14. december 1990, sag T-75/89, Brems mod Rådet, Sml. II, s. 899, præmis 23.

    Retten bemærkede herefter, at det ikke efter en fortolkning af artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten på grundlag af denne bestemmelses ordlyd og dens systematiske indplacering i vedkommende ordning som helhed kunne udelukkes, at der kan ske afbrydelser i udbetalingen af de pågældende ydelser, og at børnetilskud har et socialt sigte og er begrundet i de udgifter, der er en følge af det aktuelle og utvivlsomme behov, som er knyttet til barnet og den omstændighed, at det rent faktisk forsørges af den pågældende. Det nævnte hensyn måtte ligeledes i forbindelse med artikel 2, stk. 5, antages at gøre sig gældende i tilfælde, hvor der har været en afbrydelse i udbetalingen af ydelserne (præmis 33, 34 og 35).

    Henvisning til: ovennævnte dom i sagen Rådet mod Brems, præmis 9, og Rettens dom af 8. marts 1990, sag T-41/89, Schwedler mod Parlamentet, Sml. II, s. 79, præmis 18.

    Retten udtalte endvidere, at en begrænsning, hvorefter en alvorlig sygdom eller vedvarende svagelighed hos et barn kun kan skabe ret til ydelser efter artikel 2, stk. 5, såfremt barnet har pådraget sig lidelsen før det fyldte 18., henholdsvis 26., år, heller ikke udtrykkeligt fremgår af bestemmelsens ordlyd. Hvad nærmere angår målsætningen med bestemmelsen måtte de samme hensyn, der har sammenhæng med barnet og den omstændighed, at det rent faktisk forsørges af den pågældende, ligeledes antages at lainne gøre sig gældende i tilfælde, hvor barnet først rammes af en alvorlig sygdom eller bliver vedvarende svageligt i en senere alder (præmis 37).

    Hvad endelig angår det forhold, at sagsøgerens datter fra 1989 havde oppebåret ydelser efter den danske sociale sikringsordning, bemærkede Retten, at retten til børnetilskud i henhold til artikel 2, stk. 5, kun består, såfremt den alvorlige sygdom eller den vedvarende svagelighed hindrer det pågældende barn i at sørge for sit eget underhold. Da fællesskabsrettens bestemmelser om'økonomisk støtte skal fortolkes snævert, måtte det antages i hvert enkelt konkret tilfælde at skulle undersøges, hvorvidt det sociale hensyn, der begrunder en udbetaling af børnetilskud i form af en fortsat udbetaling alene i henhold til artikel 2, stk. 5, gør sig gældende. Dette fandtes ikke at være tilfældet, når den alvorlige sygdom eller den vedvarende svagelighed skaber en selvstændig ret til nationale ydelser af en sådan størrelse, at vedkommende ikke længere befinder sig i en trangssituation som omhandlet i artikel 2, stk. 5. Administrationscheferne har herved fastsat en øverste beløbsgrænse på 40% af vederlaget til tjenestemænd i lønklasse D4, 1. løntrin, hvilket måtte antages at være udtryk for en korrekt fortolkning af artikel 2, stk. 5 (præmis 38 og 39).

    Henvisning til: Domstolens dom af 6. maj 1982, forenede sager 146/81, 192/81 og 193/81, BayWa m.fl., Sml. s. 1503, præmis 10, og Rettens dom i sagen Schwedler mod Parlamentet, a.st., præmis 23.

    Det måtte endvidere antages at være udtryk for en korrekt fortolkning af vedtægtens artikel 67, stk. 3, når administrationscheferne har opstillet det kriterium, at der ved begrebet betydelige udgifter efter denne bestemmelse kun kan forstås udgifter, der overstiger 20% af den pågældende tjenestemands vederlag eller pension (præmis 41).

    Sagsøgerens datters egen indkomst oversteg herved i betydelig grad den tidligere nævnte øverste grænse på 40%, ligesom det månedlige beløb, som sagsøgeren betalte til sin datter, ikke oversteg minimumsgrænsen på 20%. Anbringendet om, at Kommissionen havde anvendt de relevante vedtægtsmæssige bestemmelser forkert, måtte herefter forkastes.

    2. Anbringenderne om, at Kommissionen havde tilsidesat det almindelige retssikkerhedsprincip, princippet om beskyttelse af velerhvervede rettigheder og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

    Retten bemærkede, at det fremgår af fast retspraksis, at enhver borger, som befinder sig i en situation, hvoraf det fremgår, at administrationen har givet anledning til en berettiget forventning hos vedkommende, kan påberåbe sig princippet om beskytte se af den berettigede forventning. Derimod kan der ikke støttes ret på en tilsidesættelse af dette princip, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter. I sagsøgerens tilfælde var der sket en tidsbegrænset tilkendelse af de omtvistede ydelser nemlig en tilkendelse til og med den 31. august 1992, hvorfor sagsøgeren ikke kunne hævde, at Kommissionen havde afgivet noget løfte om, at ydelserne fortsat ville blive udbetalt ud over dette tidspunkt (præmis 46).

    Henvisningtil: Rettensdomaf27. marts 1990, sagT-123/89.Chomcl mod Kommissionen, Sml. 11, s. 131, præmis 25 og 26.

    Retten bemærkede herefter, at sagsøgerens datters pension i anledning af invaliditet efter den danske sociale sikringsordning oversteg den øverste grænse for egen indkomst, hvis overskridelse udelukker en tilkendelse af børnetilskud, hvorfor afgørelsen af 26. oktober 1989 måtte anses for urigtig og derfor kunne tilbagekaldes (præmis 47).

    Henvisning til: Domstolens dom af 9. marts 1978, sag 54/77, Herpels mod Kommissionen, Sml. s. 585, præmis 38.

    II — Påstanden om annulation af afgorelsen af 10. august 1992, for så vidt der herved blev truffet bestemmelse om, at de omtvistede ydelser ikke skulle udbetales for august 1992

    Retten bemærkede, at sagsøgeren ved afgørelsen af 26. oktober 1989 var blevet tilkendt de omtvistede ydelser for perioden 1. september 1989 - 31 august 1992 og at hun først i august 1992 fik meddelelse om, at udbetalingen ville blive indstillet /med virkning fra den 1. i denne måned. Ved sidstnævnte afgørelse var der således ^ sket en tilbagekaldelse med tilbagevirkende gyldighed af en administrativ afgørelse, som Retten tidligere i dommen havde anset for retsstridig. Administrationens ret til at tilbagekalde en retsstridig afgørelse med tilbagevirkende gyldighed er imidlertid underlagt den begrænsning, der følger af hensynet til, at den ved afgørelsen begunstigede kunne have en berettiget forventning om, at afgørelsen var lovlig (præmis 53).

    Henvisning til: Domstolens dom af 20. juni 1991, sag C-248/89, Cargill mod Kommissionen Sml. I, s. 2987, præmis 20.

    Det måtte herved antages, at Kommissionen ved udtrykkeligt at træffe bestemmelse om, at dens afgørelse om tilkendelse af børnetilskud skulle have gyldighed indtil den 31. august 1992, havde givet anledning til en forventning hos sagsøgeren om, at ydelserne ville blive udbetalt indtil dette tidspunkt. Under disse omstændigheder måtte den omhandlede manglende udbetaling af børnetilskud være udtryk for en for pludselig foranstaltning og således for et uforholdsmæssigt indgreb, hvorfor den nævnte afgørelse burde annulleres (præmis 54 og 56).

    III — Påstanden om betaling af renter

    Retten bemærkede, at dette spørgsmål var omfattet af dens fulde prøvelsesret, og fandt, at der burde gives sagsøgeren medhold i påstanden, nærmere bestemt således, at rentesatsen blev fastsat til 8% p.a. Når henses til, at det månedlige ydelsesbeløb blev udbetalt den efterfølgende måned, burde Kommissionen betale renter med virkning fra den 1. september 1992 (præmis 60).

    Henvisning til: Rettens dom af 30. marts 1993, sag T-4/92, Vardakas mod Kommissionen, Sml. II, s. 357, præmis 49.

    ĪV - Påstanden om tilkendelse af en godtgørelse

    Retten bemærkede, at det var en forudsætning for, at der kunne gives sagsøgeren medhold i påstanden om tilkendelse af en godtgørelse, at der blev ført bevis for, at Kommissionen havde gjort sig skyldig i en tjenstlig fejl, som havde påført sagsøgeren en ikke-økonomisk skade. Afgørelsen om at indstille udbetalingen af børnetilskud måtte imidlertid anses for lovlig og kunne dermed ikke være udtryk for en tjenstlig fejl. Hvad angår afgørelsen om tilbagekaldelse af den tidligere afgørelse blev denne truffet få dage før afslutningen af den periode, som afgørelsen af 26. oktober 1989 om tilkendelse af de omtvistede ydelser skulle gælde for, hvilket ligeledes måtte antages at udelukke, at der kunne foreligge en tjenstlig fejl. Hvad endelig angår den annullerede afgørelse om ikke at udbetale ydelser for august 1992 fandt Retten, der herved bemærkede, at den på dette område har fuld prøvelsesret, at denne afgørelse ikke var udtryk for et forhold, der kunne ses løsrevet fra virkningerne for sagsøgeren af den fuldstændige indstilling af udbetalingen af ydelserne, hvorfor afgørelsen ikke kunne anses for at have påført sagsøgeren en selvstændig ikke-økonomisk skade (præmis 63, 64 og 65).

    Konklusion:

    1)

    Kommissionens afgørelse om ikke at udbetale sagsøgeren børnetilskud for august 1992 annulleres.

    2)

    Kommissionen betaler sagsøgeren 5610,55 1er. med renter 8% p.a. med virkning fra den 1. september 1992.

    3)

    I øvrigt frifindes sagsøgte.

    Top