Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

++++

Faellesskabsret ° direkte virkning ° individuelle rettigheder ° beskyttelse ved de nationale domstole ° sagsanlaeg ° nationale processuelle regler ° betingelser for anvendelse heraf ° stillingtagen af egen drift til et anbringende om overtraedelse af faellesskabsretten ° graenser ° princippet om, at en domstol under behandlingen af en borgerlig sag ikke aktivt griber ind i procesfoerelsen

[EOEF-traktaten, art. 3, litra f), og art. 5, 85, 86, 90 og 177]

Sammendrag

Under behandlingen af en sag vedroerende civilretlige rettigheder og forpligtelser, som parterne frit disponerer over, skal en national domstol, naar den har mulighed herfor i henhold til de nationale retsregler, anvende bindende faellesskabsretlige bestemmelser som traktatens artikel 3, litra f), og artikel 85, 86 og 90, selv om den part i sagen, som har interesse i, at de anvendes, ikke har paaberaabt sig dem.

Det er saaledes i medfoer af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde de nationale domstole, der skal sikre borgerne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning.

Faellesskabsretten paalaegger imidlertid ikke de nationale domstole en forpligtelse til af egen drift at inddrage et anbringende om, at faellesskabsbestemmelser er overtraadt, naar en stillingtagen til et saadant anbringende ville tvinge dem til at se bort fra princippet om, at de ikke aktivt griber ind i procesfoerelsen, ved at gaa ud over den afgraensning af sagen, som parterne har foretaget, og ved at laegge andre faktiske forhold og omstaendigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at faellesskabsbestemmelserne anvendes, har fremfoert til stoette for sin paastand.

Naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, tilkommer det saaledes hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsrettens direkte virkning medfoerer for borgerne. Disse processuelle regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden. I denne forbindelse skal en national retsregel, som forhindrer, at proceduren i henhold til traktatens artikel 177 anvendes, tilsidesaettes.

Hvert enkelt tilfaelde, hvor der opstaar spoergsmaal om, hvorvidt en national processuel bestemmelse goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at anvende faellesskabsretten, skal bedoemmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forloeb og dens saerlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. kontradiktionsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmaessig sagsbehandling.

I denne henseende beror det nationale retsprincip om, at initiativet til en civilretlig sag tilkommer parterne, idet domstolen kun kan handle af egen drift i undtagelsestilfaelde, hvor almene hensyn kraever det, paa en retsopfattelse, som er faelles for de fleste af medlemsstaterne, med hensyn til forholdet mellem statsmagten og borgerne, det indebaerer en beskyttelse af retten til kontradiktion, og det sikrer en hensigtsmaessig sagsbehandling, navnlig saaledes, at forsinkelser som foelge af en stillingtagen til nye anbringender undgaas.