This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 61989CJ0096
Sammendrag af dom
Sammendrag af dom
++++
1. Traktatbrudssag - Kommissionens befoejelse til at tage retsskridt - ingen frist for udoevelse heraf - undtagelse hvis den administrative procedures usaedvanligt lange varighed skader retten til kontradiktion
(EOEF-Traktaten, art. 169)
2. Landbrug - faelles markedsordning - korn - indfoersel af maniok fra Thailand til praeferencesats - retsstridig udstedelse af importlicenser - passende foranstaltninger fra Kommissionens side - nationale myndigheders pligt til at foelge anvisning om kun at anvende praeferenceordningen, naar der er gennemfoert kontrol til at forhindre enhvert forsoeg paa bedrageri
(Kommissionens forordning nr. 2029/82, art. 7, stk. 1, og nr. 3383/82, art. 7, stk. 1)
3. Faellesskabsret - principper - beskyttelse af den berettigede forventning - ingen beskyttelse ved aabenbar tilsidesaettelse af gaeldende regler
4. De Europaeiske Faellesskabers egne indtaegter - fastlaegges og stilles til raadighed af medlemsstaterne - bundet kompetence som afskaerer fra at naegte fastlaeggelse af et krav, selv om det bestrides - pligt til kreditering af Kommissionens konto - forsinket kreditering - pligt til at betale morarenter
(Raadets forordning nr. 2891/77, art. 2 og 11)
1. Kommissionen behoever ikke iagttage en bestemt frist for at anlaegge traktatbrudssag mod en medlemsstat i henhold til Traktatens artikel 169, men der vil kunne foreligge en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, saafremt den administrative procedure efter samme traktatbestemmelse straekker sig over usaedvanligt lang tid, saaledes at det goeres vanskeligere for den sagsoegte medlemsstat at tilbagevise de anbringender, som goeres gaeldende til stoette for paastanden.
2. For saa vidt angaar indfoersler fra Thailand i 1982 og 1983 af maniok til praeferencesats, havde Kommissionen efter artikel 7, stk. 1, i de to forordninger nr. 2029/82 og nr. 3383/82 befoejelse til at traeffe de fornoedne passende foranstaltninger, saafremt betingelserne for at udstede importlicens ikke var overholdt, uden at den behoevede at iagttage bestemte formkrav. I dette oejemed var den berettiget til, paa grundlag af sine oplysninger fra de thailandske myndigheder, at sende et telex, hvorved den paalagde medlemsstaternes myndigheder at foretage en identifikation af en ladning maniok, foer denne blev bragt i den fri omsaetning paa grundlag af en importlicens udstedt af myndighederne i en anden medlemsstat, og hvoraf der skulle erlaegges importafgift til praeferencesatsen.
3. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan ikke paaberaabes af en virksomhed, som har gjort sig skyldig i en aabenbar tilsidesaettelse af gaeldende EF-regler.
4. Ved fastlaeggelsen af De Europaeiske Faellesskabers egne indtaegter skal en fordring ifoelge artikel 2 i forordning nr. 2891/77 anses for fastlagt, saasnart det tilsvarende krav er behoerigt fastslaaet af medlemsstatens kompetente tjenestegren eller organ. Heraf kan imidlertid ikke udledes, at medlemsstaterne kan undlade at fastlaegge kravene, naar de bestrider dem, da Faellesskabets finansielle ligevaegt i modsat fald, det vaere sig blot midlertidigt, ville blive forstyrret som foelge af en medlemsstats egenhaendige handlemaade.
Der bestaar en uadskillelig forbindelse mellem forpligtelsen til for det foerste at fastlaegge Faellesskabernes egne indtaegter, for det andet at kreditere Kommissionens konto det hertil svarende beloeb inden for de fastsatte frister, og for det tredje at betale morarenter. Morarenterne kan kraeves betalt, uanset grunden til den forsinkede kreditering af Kommissionens konto. Foelgelig er der ikke grundlag for at sondre mellem det tilfaelde, hvor medlemsstaten har fastlagt EF' s egne indtaegter, men ikke udbetalt dem, og det tilfaelde, hvor den med urette har undladt at fastlaegge dem, og dette uanset om der gaelder en praeceptiv frist herfor.