EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021G0226(01)

Strategirammen for det europæiske uddannelsessamarbejde på og uden for det europæiske uddannelsesområde

Strategirammen for det europæiske uddannelsessamarbejde på og uden for det europæiske uddannelsesområde

 

RESUMÉ AF:

Rådets resolution om en strategiramme for det europæiske uddannelsessamarbejde på og uden for det europæiske uddannelsesområde (2021-2030)

Rådets resolution om forvaltningsstrukturen for strategirammen for det europæiske uddannelsessamarbejde på og uden for det europæiske uddannelsesområde (2021-2030)

HVAD ER FORMÅLET MED RESOLUTIONERNE?

  • Den første resolution (vedtaget i februar 2021) fastlægger hovedværktøjet i Den Europæiske Union (EU) for samarbejde på uddannelsesområdet for det nuværende årti. Den strategiske ramme for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet hen imod det europæiske uddannelsesområde og derefter (2021-2030) har til formål at støtte EU-medlemsstaternes bestræbelser på at forbedre de nationale uddannelsessystemer ved hjælp af supplerende værktøjer på EU-plan, gensidig læring og udveksling af god praksis ved hjælp af den åbne koordinationsmetode. Frem til 2030 er opnåelse og yderligere udvikling af det europæiske uddannelsesområde det overordnede politiske mål i den strategiske ramme.
  • Den anden resolution (vedtaget i november 2021) fastlægger retningslinjer og vejledende principper for strategirammens forvaltningsstruktur, så arbejdet i denne forbindelse kan styres og koordineres på passende vis.

HOVEDPUNKTER

Fem strategiske prioriteter

  • 1.

    Forbedret kvalitet, lighed, inklusion og gode uddannelsesresultater for alle.

  • 2.

    Virkeliggørelse af livslang læring og mobilitet for alle.

  • 3.

    Styrkelse af lærernes kompetencer og motivation.

  • 4.

    Styrkelse af europæisk videregående uddannelse.

  • 5.

    Støtte til den grønne og digitale omstilling i og gennem uddannelse.

EU-mål

I resolutionen fra februar 2021 nåede medlemsstaterne også til enighed om at nå syv EU-mål.

  • 1.
    Andelen af 15-årige med ringe grundlæggende færdigheder

    Andelen af 15-årige med ringe færdigheder i læsning, matematik og naturvidenskab bør inden 2030 være mindre end 15 %.

  • 2.
    Andelen af elever i 8. klasse med ringe digitale færdigheder

    Andelen af elever i 8. klasse med ringe IT-færdigheder bør inden 2030 være mindre end 15 %.

  • 3.
    Deltagelse i førskoleundervisning og børnepasning

    Inden 2030 bør mindst 96 % af børn mellem tre år og alderen for obligatorisk skolestart deltage i førskoleundervisning og børnepasning.

  • 4.
    Unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt

    Inden 2030 bør andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, være under 9 %.

  • 5.
    Gennemførelse af en videregående uddannelse

    Andelen af 25-34-årige, der har gennemført en videregående uddannelse, bør inden 2030 være mindst 45 %.

  • 6.
    Arbejdspladslæring inden for erhvervsrettede uddannelser

    Andelen af nyuddannede med en erhvervsrettet uddannelse, der i løbet af deres uddannelse var eksponeret for arbejdspladslæring, bør inden 2025 være mindst 60 %.

  • 7.
    Voksnes deltagelse i læring

    Mindst 47 % af voksne i alderen 25-64 år bør inden 2025 have deltaget i et læringsforløb inden for de seneste 12 måneder.

Overvågning og rapportering

For at overvåge processen arbejder medlemsstaterne og Europa-Kommissionen tæt sammen om at gøre status over arbejdet på teknisk plan og evaluere processen og dens resultater. Den årlige overvågning vil også ske gennem Kommissionens uddannelsesovervågningsrapport, som overvåger fremskridtene med hensyn til at nå alle de aftalte EU-mål og -indikatorer, herunder delindikatorer på uddannelsesområdet, og bidrager også til processen med det europæiske semester.

Der er fastlagt flere trin i statusrapporteringen. Kommissionen offentliggjorde en statusrapport om det europæiske uddannelsesområde i november 2022. Der vil blive foretaget en midtvejsevaluering i 2023, og en fuldstændig rapport om det europæiske uddannelsesområde vil blive offentliggjort i 2025.

Forvaltningsstruktur

De vejledende principper for strategirammens forvaltningsstruktur er beskrevet i resolutionen fra november 2021 og er:

  • ejerskab og inklusion
  • ansvar
  • gennemsigtighed, kontinuitet og effektivitet
  • samarbejde.

Resolutionen opretter et nyt organ under gruppe på højt plan om uddannelse: koordinationsrådet for gruppen på højt plan. Dette nye organ får en koordinations- og støttefunktion. Formandskabet spiller i samarbejde med partnerne i formandskabstrioen og Kommissionen en ledende rolle med hensyn til at koordinere arbejdet i gruppen på højt plan inden for strategirammen.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENTER

Rådets resolution om en strategiramme for det europæiske uddannelsessamarbejde på og uden for det europæiske uddannelsesområde (2021-2030) (EUT C 66 af 26.2.2021, s. 1-21).

Rådets resolution om forvaltningsstrukturen for strategirammen for det europæiske uddannelsessamarbejde på og uden for det europæiske uddannelsesområde (2021-2030) (EUT L 497 af 10.12.2021, s. 1-4).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en ny EU-dagsorden for videregående uddannelse (COM(2022) 700 final af 18.11.2022).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/817 af 20. maj 2021 om oprettelse af Erasmus+: EU-programmet for uddannelse, ungdom og idræt og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1288/2013 (EUT L 189 af 28.5.2021, s. 1-33).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om etablering af det europæiske uddannelsesområde inden 2025 (COM(2020) 625 final af 30.9.2020).

seneste ajourføring 31.01.2023

Op