Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011L0064

    Punktafgifter på forarbejdet tobak

    Punktafgifter på forarbejdet tobak

     

    RESUMÉ AF:

    Rådets direktiv 2011/64/EU — om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak

    HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

    Direktivet fastsætter de almindelige principper og minimumspunktafgifter for forarbejdet tobak (dvs. cigaretter, cigarer og cigarillos, finskåren tobak til rulning af cigaretter og anden røgtobak) for hele EU.

    HOVEDPUNKTER

    Bestemmelser for cigaretter

    • EU-landene skal pålægge en minimumspunktafgift både på cigaretter fremstillet i EU og importerede cigaretter. Afgiften omfatter:
      • en værdipunktafgift* beregnet på grundlag af den maksimale detailsalgspris inklusive told (EU-landene kan dog holde toldafgifter uden for beregningsgrundlaget for den værdipunktafgift, der opkræves på cigaretter) og moms beregnet i forhold til den vejede gennemsnitlige detailsalgspris*
      • en specifik punktafgift beregnet pr. vareenhed.
    • Satsen for værdipunktafgiften og beløbet for den specifikke punktafgift skal være den samme for alle cigaretter.
    • Fra den 1. januar 2014:
      • Skal det specifikke element i punktafgiften ligge mellem 7,5 % og 76,5 %.
      • Udgør den samlede punktafgift på cigaretter mindst 60 % af den vejede gennemsnitlige detailsalgspris på cigaretter, der overgår til frit forbrug. Punktafgiften skal være mindst 90 EUR pr. 1 000 cigaretter uanset den vejede gennemsnitlige detailsalgspris. EU-lande, som opkræver en punktafgift på mindst 115 EUR pr. 1 000 stk. cigaretter, er ikke forpligtede til at overholde 60 %-reglen. Nogle lande (Bulgarien, Estland, Grækenland, Kroatien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien og Ungarn) er omfattet af en overgangsperiode frem til den 31. december 2017 til at efterkomme kravene.
    • Hvis et EU-land forhøjer momssatsen for cigaretter, kan det nedsætte den samlede punktafgift med op til et beløb, der udtrykt som en procentdel af den vejede gennemsnitlige detailsalgspris svarer til forhøjelsen af momssatsen. Det pågældende EU-land skal dog forhøje afgiften igen, så den når op på mindst det oprindelige niveau den 1. januar i det andet år efter det år, hvor nedsættelsen fandt sted.

    Bestemmelser for anden forarbejdet tobak end cigaretter

    • EU-landene anvender en punktafgift for anden forarbejdet tobak end cigaretter, der kan være:
      • en værdipunktafgift beregnet på grundlag af de maksimale detailsalgspriser for hver vare
      • en specifik afgift udtrykt som et beløb pr. kg eller pr. 1 000 stykker
      • en blandet afgift omfattende et værdielement og et specifikt element.
    • Den samlede punktafgift skal være mindst lig med de minimumssatser eller minimumsbeløb, der er fastsat for:
      • Cigarer eller cigarillos: 5 % af detailsalgsprisen eller 12 EUR pr. 1 000 stk. eller pr. kg.
      • Finskåren tobak til rulning af cigaretter: 46 % af den vejede gennemsnitlige detailsalgspris eller 54 EUR pr. kg. Minimumssatserne øges gradvist til 50 % eller 60 EUR i 2020.
      • Anden røgtobak: 20 % af detailsalgsprisen eller 22 EUR pr. kg.

    Maksimal detailsalgspris

    Fabrikanter, deres repræsentanter eller autoriserede agenter i EU-landene samt importører af tobak fra tredjelande fastsætter frit de maksimale detailsalgspriser for hver enkelt af deres varer og for hvert enkelt EU-land, hvor varerne overgår til frit forbrug. Det kan dog ikke være til hinder for anvendelsen af national lovgivning om kontrol med prisniveauet eller overholdelse af fastsatte priser, såfremt de er forenelige med EU-lovgivningen.

    HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

    Det trådte i kraft den 1. januar 2011. Direktiv 2011/64/EU kodificerer og erstatter direktiv 92/79/EØF, 92/80/EØF og 95/59/EF (og efterfølgende ændringer).

    BAGGRUND

    For yderligere oplysninger henvises til:

    VIGTIGE BEGREBER

    Værdipunktafgift: en afgift fastsat i forhold til det pågældende produkts værdi.
    Vejet gennemsnitlig detailsalgspris: beregnes i forhold til den samlede værdi af alle de cigaretter, der overgår til frit forbrug, på grundlag af detailsalgsprisen, inklusive alle afgifter divideret med den samlede mængde af cigaretter, der overgår til frit forbrug.

    HOVEDDOKUMENT

    Rådets direktiv 2011/64/EU af 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak (EUT L 176 af 5.7.2011, s. 24-36).

    seneste ajourføring 14.11.2017

    Op